Den sorte skole


3Likes
18Kommentarer
4488Visninger
AA

12. Ingen ting at være bange for.

Jeg kunne ikke begvæge mig. Jeg så Liam, kun Liam. Jeg så smærten i hans øjne. Jeg kunne se mit blod i hans øjne. Jeg kunne se mig selv i hans øjne. Jeg kunne se jeg lå i smærte, men det gjorde ikke ondt på mig. Han var bange. "Vil skal have hjælp!" udbrød han, men det ville jeg ikke. "Lad vær! Liam, lad vær!" råbte jeg. Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde det, jeg gjorde det bare. Det var ingen der skulle se mig sådan her. Ikke engang dem der havde... Han tog sin mobil op af lommet og skulle til at ringe op. "Lad vær! Liam!" råbte jeg igen, og rejste mig op. Louis rejste sig hurtigt op og tog fat i mig, men jeg gjorde modstan. Jeg gik hen til Liam og tog mobilen fra ham. Jeg kastede den væk, og gik så ind i stuen og satte mig i sofaen. Jeg sad og så ud i luften med tomme øjne. Jeg var... Jeg ved det ikke... Liam satte sig ned ved siden af mig. "Du lovede... Du lovede mig det..." sagde han stille. "Det er den eneste måde af få smerten væk... Jeg kan ikke gøre for det." hviskede jeg. "Du gør mig så bange... Vil du ikke nok lade vær?" "Jo... jeg vil. Jeg har tænkt over det... Jeg skal nok lade vær..." Han tog fat om mig, og holdte mig. Hvad havde jeg gjordt? Jeg ved det ikke, men jeg skulle holde op med det. Liam kunne lide mig. Han kunne virkelig lide mig. Mere end Duce. Han var forelsket i mig, og jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke det. Jeg var elsket. Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind. Jeg var så glad. Jeg var elsket. Rigtigt elsket.

Jeg var bang for at komme hen på skolen. Hvad hvis Duce var der... Jeg gik hele dagen rundt med Zayn, det eneste tidspunkt jeg var alene var når jeg spiste, da jeg ikke kunne holde ud af sidde i mellem alle de piger, men han var der ikke. Han var ingen steder. jeg var glad. der var intet at være bage for. Ikke mere. dagen gik hurtigt. Jeg var aldrig alene hjemme, aldrig. Det var som om de havde flyttet ind hos mig. Det var mest Liam og Harry der var sammen med mig, men de andre var det også. Det var hyggeligt. Lige nu var det Louis der var der. 

"Louis?" spurgte jeg, og gik hen og satte mig ved siden af ham i sofaen. "Bella?" spurgte han tilbage. "Jaer?" svarede jeg dumt. "Hvad var det du vil sige?" spurgte han glad. "Jooo... hvornår kommer i hjem på lørdag?" "Ved 10 tiden. Hvorfor?" Jeg smilte til ham. "Jo... Jeg tænkte på om i allesammen ville komme over og prøve 'a day like Bellas'?" "Og det betyder?" "Altså jeg finder på et eller andet at lave, og så laver jeg mad, og så sover i her. Min far er jo ikke hjemme?" "Altså et pyjamasparty?" "Men så skal i jo ha' en pyjamas. Har i det?"  Han nikkede. "Jeg skal sige det til drengene, og så ser vi hvad der sker, okay?" Jeg nikkede og smilte. "Nå! Nu skal jeg give dig noget at smile af!" udbød han, og begyndte at klide mig. "Ej, Louis! Jeg er ikke kilden!" skreg jeg. "Hvorfor vrider du dig så?" "Louis! Louis! Stoooop!" skreg jeg. Vi belv afbrudt af døren der blev åbnet, det var min far. "Hej far... Hvad laver du her?" spurgte jeg mens jeg forsøgte at sætte mit hår. "Jeg glemt min mobil, så jeg er smuttet lige om lidt. Hvem er din ven?" Kunne han ikke lade være? Nej det kunne han ikke... "Det er Louis... Fra skolen!" sagde jeg hurtigt "Hyggeligt at møde dig Louis" "Lige over Hr.!" kom det fra Louis, og jeg var tæt på at flække. Ingen havde kaldt min far hr... Louis så over på mig og forstod ingen ting. "Vi ses unger. Bella... Kan du huske hvor de ligger?" "FAR! UD!" råbte jeg og blev helt rød i hovedet, også gik han. "Hvad er 'de'?" spurgte han. "Det er lige meget Louis." sagde jeg og blev mere rød i hovedet. "Nååå..." sagde Louis, han havd vidst forstået hvad det var. "Louis? Der er ingen der kalder mi nfar for Hr." sagde jeg for at snakke om noget andet. "Jeg kalder alle der er ældre en mig hr. Sådan er jeg bare" "Du er mærkelig!" udbørd jeg og begyndt at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...