Egetræet


0Likes
0Kommentarer
1195Visninger
AA

2. Far?

Drengene i skolen, kunne slå hårdt, de kunne hjælpe deres fædre med høste, de kunne alt det man skal kunne som dreng, alle de der mandelige ting man lærer af sin far. Problemet var bare at Elias slet ikke havde nogen far, eller jo altså et eller andet sted havde han en far, men for længe siden tog hans far ud for at  opleve verden. Han havde skrevet mange breve om hvordan der så ud udenfor Danmark. Det var ikke normalt at rejse, men hans far Julius var heller ikke helt normal, han var som Elias; anderledes. Han tegnede og skrev, ikke bare sådan skrev, han skrev for at skrive. ,,Han skriver med lange sirlige bogstaver, men det er ikke bare bogstaver, det er som at når man læser beskrivelserne af folk, og steder i historien dukker de bare op i din hjerne, om du vil det eller ej,  man ser billeder. Han kan skrive så selv det menneske med den mindste fantasi i hele verden, ville kunne se et stort fantastiske billede af den ting, din far gerne ville vise frem. Det er som om billederne bliver printet fast på nethinden, altså direkte på dine hasselnød farvede øjne. Det havde Eliases mor, Ea altid sagt til ham, når han var allermest ked af det. Nu havde Elias selv læst alle historierne. Meget havde han fundet ud af om sin far, en af tingene var: At hans far, hans helt egen far skrev historier ligesom ham selv. Der var de smukke, korte  og opmuntrende. Det var dem Elias forstod, og prøvede at  fortælle videre, til det store egetræ. De historier Elias bedst kunne lide var dem, der var lange, lidt sørgelige, de handlede om alt det, hans far troede på der var udenfor. Ikke fordi det han skrev om var sørgeligt, det var mere måden han skrev på, det var altid i et trist drømmende tonefald, som om at det var en fange, der drømte om verden udenfor.          Eliases mor havde altid sagt at han lignede sin far, med alt undtagen øjnene, dem havde han fået af hende. Elias var høj, ranglet og smuk. Han havde kastanje brunt hår der var klippet lidt sjusket, så det stod lidt ud til sider, det havde han altid bedst kunne lide. Han havde hasselnød farvet øjne, der  lignede fyldene guld når solen ramte dem, de sad perfekt midtfor i hans ansigt. Han havde altid fået at vide at de kunne se betænksomme, og fredelige ud samtidig. Hans læber var runde og fyldige, de var altid lidt fugtet så de skindede når solen ramte dem. Han var næsten femten somre nu.   Elias sad og talte sekunderne nu ville hans mor komme vandrene over forhøjningen om mindre end 20 sekunder og sige at han skulle tag at komme hjem, spise morgenmad og så gå i skole, men det var ikke hans mor der kom gående nede i dalen. Det var hans far Julius, eller det  lignede i hvert fald ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...