Allierede

Da Maysille Donner bliver udvalgt til at deltage i det 50. Dødsspil og oven i købet Jubileumsspillet, hvor der er dobbelt så mange sonere med, braser hendes verden sammen. For hun ved at hun ingen chance har for at overleve. Ikke med 47 andre unge, der alle vil gøre alt for at vende tilbage til deres forældre og venner igen. Maysille lukker alt og alle ude for ikke at komme til at knytte nogle bånd med nogen. Først da spillet er godt i gang går det op for hende, at man kan spille spillet alene, men man kan ikke vinde det alene. Hun alliere sig derfor med den anden soner fra distrikt 12, Haymitch. Og det ender med at være hendes bedste, og værste beslutning.

2Likes
2Kommentarer
1345Visninger

2. Spillet

 Himlen var blå og solen så skarp at det gjorde ondt i hovedet. Mine skridt blev kortere og tungere for hver gang jeg løftede benene for at komme videre gennem den tætte skov. Så smuk, så smuk. Jeg gik og tænkte på hvor heldig vi havde været, at det lige var dénne arena, der var blevet lavet i år. Der var masser af gode gemmesteder og masser af mad.

      Det var ikke engang gået én dag efter at spillet var begyndt. Jeg ville ikke selv sige jeg havde været heldig med hvad jeg havde fået fra overflødighedshornet. Jeg havde ikke fået fadt i andet en den lille rygsæk, med den lille skål tørrede kød, luftpistolen og dartpilende. Jeg var sulten, men jeg havde bestemt mig for at jeg ville gemme kødet til på et tidspunkt jeg ikke havde mere mad og ikke kunne skaffe mere. Jeg tænkte slet ikke tanken at maden måske slet ikke var spiselig.

    Mens jeg gik der i mine egne tanker, lagde jeg næsten ikke mærke til pigen lige foran mig. Først da hun hostede højlydt, en forfærdelig, rallende lyd, lagde jeg mærke til hende. En pige jeg genkendte fra Distrikt 5. Hun var tydeligvis såret og svag. Et let bytte. Hun havde ingenting med sig. Havde altså ikke været så heldig ved Overflødighedshornet som jeg havde været. Jeg stod stille, helt stille, trak næsten ikke vejret, og overvejede om jeg skulle angribe hende lige nu og her, hvor hun næppe ville gøre meget modstand, eller om jeg bare skulle se at komme videre inden hun opdagede mig og lade de andre tage sig af hende, hun ville næppe overleve natten over alligevel. Men mine tanker blev irrelevante, da hun stak hovedet ned i den krystalklare bæk, som jeg selv for et øjeblik siden havde været på vej over til, og drak en slurk. Om hun nåede at synke vandet, det ved jeg ikke, men hun faldt om på stedet. Jeg fór sammen og gemte mig i et buskads lige ved siden af hvor jeg stod i håb om at den soner der nu havde dræbt hende, ikke havde set mig. Kanon lød og jeg blev siddende. Da jeg var sikker på at der ikke var nogen fare på færre listede jeg hen til hende. Men der var intet blod. Ingen synlige tegn på ydre skade. I hvert fald ikke andre en dem der havde været der før hun drak af bækken. Og så gik det op for mig. Bækken! Den var forgiftet.

   Det var som en kølle i ansigtet at opdage skovens anden side. Det gjorde det hele helt anderledes at være her. Her var langt mere farligt en der så ud. Nu var det ikke kun de andre sonerer man skulle passe på, men også skovens frugter og planter, dyr og selv de fine små blomster der er overalt, kan dræbe én. Dog er regnvandet ikke forgiftet. Ellers ville vi jo heller ikke kunne overleve. I hvert fald ikke særlig længe. Endnu en gang priser jeg mig lykkelig for at jeg hele mit liv har kendt til det at måtte overleve på ingenting. Sult. Det er en hverdag for mig. Jeg kender det. Selv om den ene strimmel kød jeg giver mig selv lov til at spise, er langt mindre end hvad jeg er vant til. Men frygten for slet ingen mad, ja, den holder mig alligevel til min stramme madplan.

   Der er kun gået 5 dage siden spillet begyndte og der er allerede døde 35 spillere. Vi er altså kun 13 sonerer tilbage. Og efter hvad jeg kan regne ud, så befinder de sig alle her i skoven. Det handler om at være opmærksom hele tiden. Der er ikke råd til at tage chancer.

   Så vidt jeg ved, er der er kun Haymitch og mig tilbage fra 12. Alle de døde. Jeg prøver ikke at lade nogen af de andre sonerers død, komme for tæt ind på livet af mig, men tanken om Gram og Avia, mine med-sonerer fra 12, gør alligevel ondt i hjertet. Ingen af dem klarede den mere end én dag. Gram, han døde ved Overflødighedshornet. Jeg så det ske. Det korte sekund jeg lige kiggede mig over skulderen på vej væk, ja, det var nok. En anden dreng, en ambisoner, kastede kniven i ryggen på ham, da han var på vej væk. Fejt. Det er min eneste tanke. Fejt. Avia klarede sig lidt bedre. Hun nåede ind i skoven, men jeg gætter på at hun blev offer for skovens gift. Ligesom pigen fra 5… Gud, hvor jeg dog hader det her sted!, tænker jeg mens jeg går og går. Uden stop. Det tør jeg ikke. I går døde hele 12 sonerer da bjergene på den anden side af spillet, forvandlede sig til store vulkaner i udbrud. Jeg tør derfor ikke stå stille. Tænk hvad der ikke kunne ske her i skoven, hvis nogle is- og sne beklædte bjerge kan blive til store vulkaner? Nej, jeg fortsætter.

   På de her 5 dage i arenaen har jeg kun set 2 andre spillere. Pigen fra Distrikt 5 og en dreng fra 7. Han havde set mig før jeg havde set ham og han var kommet stormende mod mig med en lille kniv løftet. Jeg havde reageret instinktivt. Luftpistolen jeg nu gik rundt med i bæltet hele tiden, var ladt med en dartpil jeg havde dyppet i først den lille skovbæk og senere stukket i et egern der havde angrebet mig. Dartpilen ramte ham midt i halsen og han faldt om. Død. Det var det første menneske jeg nogensinde havde dræbt. Men det ville ikke blive det sidste. Så langt fra.      

   Jeg havde gået hele dagen uden at se andre spillere da jeg pludselig trådte ud i en mindre lysning. Jeg sprang omgående om bag et træ for ikke at blive set. Men jeg blev stående, helt stille, og ser til hvad der sker i lysningen. Ude af stand til at skynde mig væk, men heller til at bryde ind og hjælpe min Distrikt partner. For der i lysningen er Haymicht i kamp med 2 ambisonerer. Den 3. ligger allerede død på jorden med et blødende sår i halsen. Jeg står helt lammet og ser til mens Haymicht afvæbner den 2. soner og stikker ham i brystet, lige der hvor hjertet sider, med en sådan kræft at han falder om og er død før han overhoved rammer jorden. Jeg står og kigger måbende på Haymicht. Han er så hurtig og stærk. Og det er der det at det går op for mig. Man kan ikke vinde spillet alene. Jeg står helt stille og overvejer mit næste skridt, da den 3. spiller afvæbner Haymicht og fører sit sværd op til hans hals. Og i lige præcis dét øjeblik træffer jeg det valg der ændrer hele spillets gang. Og faktisk også uden at hvide det eller nogensinde få det at hvide, et valg der ændrer hele fremtiden.

   Jeg trækker min luftpistol og skyder ambisoneren lige i nakken, med en af mine gift pile. Han falder død om lige på stedet. Haymicht kollapser midt på jorden, men kommer dog hurtigt på benende igen. Kampklar og forberedt. Han kigger sig om efter, den næste farer, men kan ingenting se. Jeg træder ud i lysningen og kigger ham ind i øjnende. Han bliver tydeligt forbløffet over at se mig, men for hurtigt kontrol over sig selv igen.

   ”Man klarer sig bedre når man er 2.” Min stemme er hæs efter ikke at have været i brug i 5 dage. 

   ”Ja, det har du lige bevist. Skal vi blive allirede?” spørger han mig om. Jeg nikker og går hen til ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...