Juliette... Who are you?

SHINee er et af Sydkoreas mest populære K-pop bands, som bliver trukket igennem det ene reality show efter det andet.
En dag sker der dog noget uventet... I et af de mange tv-shows de deltager i, skal man bære maske. Alle maskerne er prangende og smukke i sig selv, men kun en maske fanger de 5 fyres opmærksomhed og får alle fem hjerter til at slå som ét.
Så hvad gør man som bedste venner og kollegaer, hvis alle falder for den samme pige, og man kun har masken og et navn at gå efter?

16Likes
23Kommentarer
2545Visninger
AA

6. Optagelse

Minho P.O.V.

     Jeg rystede de sidste nerver af mig, mens vi stillede op i siden ad omklædningsrummet. Værten gjorde sig klar til at byde velkommen til det første show, hvorefter han skulle introducere os. Jeg hørte ikke særlig meget af, hvad værten sagde, men stod blot og smilede ligesom de andre medlemmer af SHINee, så vi så glade og spændte ud, når kameraerne blev rettet imod os.

     Da kameraerne vendte sig imod os, bukkede vi og hilste med vores sædvanlige: ”Annyoung haseyo, vi er shinning SHINee.” Derefter fortalte værten lidt om, hvad programmet i det store og hele gik ud på. I mens han talte blev mine øjne ved med at søge over imod papkassen. Jeg bed mig svagt i min underlæbe, kun så svagt at det ikke kunne ses på kameraerne. Mine øjne fulgte kassen nøje da værten gik over og hentede kassen, hvorefter han rakte den til Onew. ”You don’t know what’s comming” var officielt begyndt.

     Key kunne ikke vente et sekund længere, og sammen med Jonghyun fik han hurtigt åbnet papkassen, som Onew stod med i sine arme. ”OI!! Hvor er de cool!” Key trak noget der lignede et par briller med slik på op fra kassen. Da jeg så lidt nærmere efter, var det dog ikke slik men farvestrålende perler, der matchede til hans halskæde. Da han tog den på, forsvandt det meste af hans ansigt, selvom man stadig kunne se hans strålende katteøjne under den. Jonghyun havde hurtigt snuppet et par briller med en tyk kant af glitrende sten, som understregede hans kælenavn ”bling bling”, hvor en masse sorte og hvide fjer stak op ad den, og mindede mig bogstavelig talt om skakbrikker. Taemin tog et par briller med gulligt glas, hvor en masse farvestrålende perler sad i kanten, som havde de været meget lange øjenvipper eller meget farvestrålende solstråler. Jeg kunne ikke lade vær med at smile af det, og tog de sidste to par briller op ad kassen, så Onew kunne sætte den fra sig igen. Uden tøven tog det par briller så mest spøjse ud, med en masse farver og underlige former, som var det en collage med alle mulige mærkelige figurer.

     Jeg betragtede de andre lidt, mens de fik taget brillerne på. For selvom de var store og prangende og dækkede deres ansigter nogenlunde, kunne man stadig se deres øjne, som strålede ad forventning og glæde. Det fik smilet til at spille ægte på mine læber, hvorefter jeg vendte mit blik ned imod de briller jeg stod med i hånden. Glasset var grønligt, og der sad en grøn figur på den, der på en gang mindede mig om hovedet på en græshoppe og noget, man ville kunne have fundet i en af de tegnefilm, som de små børn ser. Uvilkårligt kom jeg til at tænke på Yoogeun, hvilket kun fik mig til at smile endnu mere, mens jeg iførte mig brillerne. Det var længe siden, jeg havde set ham, og ærligt indrømmet så savnede jeg ham ret så meget. Den lille guldklump, der havde indsmigret sig i samtlige af sine appa’s hjerter.

     Med maskerne på blev vi derefter ført ned igennem gangene mod den store balsal, vi havde besøgt tidligere. Der var hele tiden kamera folk omkring os, men vi lagde næsten ikke mærke til dem. Så vant til det var vi blevet, efter de tre år i rampelyset. Vi snakkede løst og fast om, hvad der mon ventede os i balsalen, siden vi skulle begive os derned. Og hvad brillerne var til. Dog havde jeg på fornemmelsen det ikke blot var briller. For brillerne skjulte alle en god del af vores ansigter men fremhævede vores øjne. Brillerne var som masker, vi havde fået på, for at vi kunne se de sande følelser. For som alle ved, er øjnene sjælens spejl.

     Da vi trådte ind i balsalen så den fuldstændig anderledes ud end for to timer tiden, da vi gik til omklædningsrummet for at få klædt om og gjort os klar. Der var pyntet op med en masse balloner, som sad oppe i loftet, et bord med drikkevarer i glas af krystal og forskellige farvede lys der glitrede i den gigantiske hængekrones krystaller, fik hele salen til at have et magisk lys.

     Vi var dog ikke alene i salen. I salen befandt der sig et hav af mennesker iført hvide kjoler og hvide jakkesæt, samt tilhørende masker. Det var en masse øjne, som mødte os. De vidste hvem vi var, da vi skilte os tydeligt ud fra mængden i forhold til alle de andre. De andre virkede meget anonyme. Deres tøj var stort set det samme, og selvom deres masker både var farvestrålende og neutrale, var det de samme blikke som mødte os. Øjne der afspejlede beundring, og øjne der viste, at de kun var der, for at være tæt på berømtheder som os.

     Ind imellem var der dog et par personer, hvis øjne jeg syntes, jeg kunne genkende, og en af disse kom da også over til mig, og tog min hånd. Hendes hår var mørkt og bølgede ned ad hendes ryg. Noget ved hendes duft syntes bekendt, men da hun vendte sig om for at vi kunne danse, var de øjne der mødte mig ikke ligefrem sådan et par øjne, jeg havde forventet. Ja, de havde en smuk farve, men blikket i dem var kun begærligt på en måde, jeg ikke ligefrem fandt tiltrækkende. Noget ved hendes søde charmerende smil syntes alt for falskt, og dette fik mig til at vende blikket væk fra hende.

     Jeg så hvordan de andre også dansede med nogle piger nu, som så ud som om, de alle havde udset sig hver en af os. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lide dette. Jeg skulle lige til at vende mit blik tilbage imod pigen, jeg dansede med, for at forsøge at gennemskue, hvem hun var, da det skete. Musikken lød i hele lokalet, men alligevel var det som om, at alt var blevet fuldstændig stille og tiden var gået i stå. Jeg ænsede ikke, at de andre også var stoppet op med deres blikke vendt i samme retning som jeg selv, mens alt inden i mig forandrede sig.

      Jeg var kun mødt op, fordi jeg ville se jer med maskerne på. Jeg ville se jeres rigtige sider afspejlet i jeres øjne i håbet om, at I kunne redes. At der stadig var nogle mennesker tilbage inde bag skallerne med alle de følelser som et menneske burde have. Jeg havde langt fra forventet de følelser, som jeg fik at se. Jeg havde langt fra forventet andet, end at jeres øjne ville udstråle den indre vrede, som ikke kun lod gå ud over jeres assistenter, men skjulte for alle andre. Hvor kunne jeg dog ikke have taget mere fejl…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...