Anyone But You - Justin Bieber ((Midlertidigt på pause!))

I dag er det 13 år siden Justin Drew Bieber døde i en forfærdelig bilulykke. Hans kone, Skyler Madison Bieber, der også var med i ulykken, slap med alvorlige skader. Et år før ulykken fik Justin og Skyler datteren Lucca Destiny Bieber sammen. I dag er hun fjorten år.
Skyler mindes hendes første og eneste kærlighed og genfortæller deres historie...

----- Jeg har valgt at sætte denne historie på pause, da jeg er meget optaget af skolearbejde, mine andre historier og diverse ting i mit privatliv lige pt. Jeg håber i forstår! Bare rolig, den er ikke slut endnu og jeg skal prøve at få samlet mine ideer omkring det, så i kan få et nyt kapitel. :-) ------

155Likes
417Kommentarer
31188Visninger
AA

26. Please, just talk.

Justin og jeg havde ikke talt til hinanden i to dage nu. Hver gang Justin lagde op til at sige noget, rejste jeg mig og gik. Og tja... Jeg havde ingengang prøvet at sige noget til ham. Stemningen var efterhånden blevet rimelig trykket i hele huset, da selv Robbie og Dhalia havde regnet ud at vi var uvenner. Det havde jeg det mindre godt med, fordi jeg var egentlig en gæst i huset og jeg ville ikke ødelægge ferien for dem. Men jeg nægtede at sige undskyld til ham.

Klokken var halv tre og der regnede. Louanne og jeg sad på hendes værelse og lakerede negle, mens drengene var nedenunder sammen med Louannes forældre. Jeg havde været rimelig stille det meste af tiden og jeg vidste det gik Louanne på nerverne, men selv hendes skræmmende temperament fik ikke min tunge på gled. Hun standsede med at lakere sin tommelfinger neon gul og kiggede på mig. "Seriøst?! Bliver resten af ferien sådan her? Dig og Justin skal til at tage jer alvorligt sammen!" Sagde hun vredt.

Jeg tabte forskrækket min neglefil og sendte hende et halvt fornærmet og halvt undskyldende blik. "Jeg... Ved ikke hvad der sker." Mumlede jeg. Louanne sukkede og hårdheden forsvandt fra hendes øjne. "Jeg er på din side. Hundrede procent, fordi jeg ved at min fætter er forfærdelig langsom nogen gange og det er tydeligt at han ikke har regnet det ud endnu." Svarede hun. Jeg hævede et øjenbryn. "Regnet hvad ud?" Spurgte jeg mistænksomt. Louanne stirrede på mig som om jeg var hjernedød. "Åh, helt ærligt! jeg ved ikke hvem af jer der er dummest. Du er jo vild med ham, for himlens skyld menneske!" Sukkede hun.

Jeg rødmede og kiggede ned på mine negle. "Nej jeg er ej. Jeg er bare vred, fordi han løj og bagefter opførte sig som om intet var galt." Svarede jeg stædigt. Louanne kørte en hånd gennem hendes korte hår og sendte mig et underligt blik. "Ja, du har ret. Det er bare mig der er fjollet." Svarede hun og smilede så falskt, at det lignede hendes ansigt ville flække midt over. Jeg begyndte at blive lidt nervøs. "Lou..." Sagde jeg usikkert, men hun rejste sig hurtigt og pustede lidt til sine negle. "Hvad?" Spurgte hun sødt. "Hvad har du gang i?..." Spurgte jeg mistænksomt. Hun kiggede uskyldigt på mig. "Ingen verdens ting. Hvis du vil have mig undskyldt." Smilede hun, før hun hurtigt forsvandt. Jeg kunne høre hende løbe ned af trappen og valgte at lade emnet ligge. For nu.

Justins POV.

Jeg sad og halvsov på sofaen, mens Ryan ledte efter noget der var værd at se i fjernsynet. Mine tanker blev ved med at vende tilbage til Skyler på den ene eller den anden måde. Hun var så meget jaloux og jeg vidste det. Hun var ekstremt dårlig til at skjule hendes følelser, hvilket gjorde det hyle morsomt når hun blev vred, men jeg brød mig kke om det med ikke at snakke til hinanden. Jeg havde aldrig oplevet hende så vred, som hun var nu. Selv ikke til Louannes fødseldag for fire et halvt år siden, hvor jeg fyldte hendes ballerinaer med jordnøddesmør. Jeg sværger, hun var ved at flå hovedet af mig.

Det kostede mig en helvedes masse ballade, især fra min mor, men det var det hele værd. Jeg smilede svagt ved tanken, da nogen prikkede mig på skulderen. Jeg skubbede hurtigt mine tanker væk og vendte mig om. Louanne kiggede på mig med et blik der næsten skreg 'vi skal tale sammen'. Den pige var mere skræmmende end en hel hær. Jeg skulle til at protestere, fordi jeg vidste hvad det ville handle om, men hun flåede mig ud af sofaen uden at efterlade den mindste smule rum for en diskussion og trak mig op på mit værelse.

Da vi kom derop, lukkede hun hurtigt døren og satte sig på min seng. Jeg gjorde tøvende det samme og ventede på at hun ville begynde at råbe af mig. Men hun sagde ingenting. Jeg hævede forvirret et øjenbryn efter fem minutters tid og skulle til at spørge om jeg  måtte gå, da hun åbnede munden. "Du, min ven, er en idiot." Sagde hun med en rolig tone. Jeg kiggede fornærmet på hende. "Undskyld mig?" Spurgte jeg surt. Hun fortsatte uforstyrret. "Jeg mener, jeg ved virkelig ikke hvad der er værst. At du er så fatsvag eller det faktum at du overhovedet overvejede at komme i nærheden af Selena i New York." Sagde hun ubekymret og inspicerede hendes negle, der var malet i forskellige skrigfarver.

Jeg kiggede forvirret på hende. "Har det her noget med Skyler at gøre? Fordi jeg ved ikke helt hvor du vil hen med det her..." Mumlede jeg, selvom jeg havde en anelse. Hun rullede med øjnene og kiggede opgivende på mig. "Hvor jeg vil hen med det her? Jeg vil have at i to stopper med at være så pokkers irriterende og begynder at tale med hinanden! I er tydeligvis ulykkelige begge to." Svarede hun med en frustreret tone.

Jeg sank en klump. "Det er faktisk ikke så let, at du ved det! Hun er mere stædig end et æsel!" Vrissede jeg. Louanne viftede afværgende med hånden. "Som om det nogensinde stoppede dig." Fnysede hun og reste sig. Hun standsede i døråbningen og sendte mig et lidt blidere blik end før. "Men helt ærligt Justin, tal med hende. Lås hende inde i et skab, så hun ikke kan flygte, om nødvendigt. Bare... Vær sød at tale med hende. I har begge to lavet mere end nok lort i den og sommeren er ingengang slut endnu." Sagde hun og sendte mig et strengt blik, før hun luntede nedenunder.

Jeg lagde mig ned på ryggen og kørte en hånd gennem mit hår. "Jeg taler med hende" Mumlede jeg bestemt. Nu? Eller skulle jeg vente? Det ville nok være mest fornuftigt at få det overstået. En rigtig mand ville bare sige det ligeud...

Nah, jeg ventede. Bare lidt endnu. Hvem ved, måske ville hun være lidt mindre sur efter aftensmaden?

________________________________________________________________________________________________________

Yadayadayada, jeg er langsom, jeg ved det. Men jeg håber i kan li' kapitlet og at det ikke bliver for kedeligt :) Jeg prøvede at føre Louanne lidt mere ind i det hele, da jeg bare elsker hendes personlighed :D -Og bare rolig, stemningen bliver ikke ved med at være så dyster!:)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...