Alexander

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2012
  • Opdateret: 18 jul. 2012
  • Status: Igang
Han holdt afstand til mig – lod som om, at jeg ikke fandtes, men det havde jeg prøvet før. Måske var det derfor, at alle troede, at han havde gjort det. At han rent faktisk havde plantet en knytnæve lige ved mit øje. Det ville han aldrig gøre, og hvis de nu tog sig sammen, ville de måske lægge mærke til, at han ikke var så slem, som mange gik og troede.
De var delt op i tre grupper. Første gruppe: De drenge, der misundte ham og alt den opmærksomhed, som han fik fra pigerne. Anden gruppe: Pigerne, der hang efter ham, som var de hans skygge. Tredje gruppe: De få, der så ham som en kold skid, der var ligeglade med andre. Hvis jeg skulle sætte mig selv i en gruppe, ville det nok blive den anden gruppe. Men jeg ville nok slet ikke kunne passe ind i nogen af grupperne, for jeg var mere end tilskuerne til dette fantastiske væsen. Jeg var hans kæreste.

12Likes
25Kommentarer
1956Visninger
AA

4. Tågede tanker

Jeg kunne ikke forklare, hvor vreden kom fra, og hvor den havde gemt sig henne på det seneste. Det eneste, der havde fyldt min krop, havde været usikkerhed og den triste følelse, for Alexander gled langsomt ud af mit greb, og jeg kunne ikke gøre andet end at se ham tage afstand, indtil skolens par til sidst ville hedde Alexander og Mie i stedet. 

Jeg havde ikke benyttet mig af det lille skur, der lå bag skolen, før, men det kom så i brug nu, hvor det eneste, jeg havde lyst til, var en smøg. Jeg vidste godt, at jeg ville få ballade, hvis en af lærerne valgte at gå sig en runde nu, men tanken om at bryde regler og råbe af nogen virkede utrolig tiltalende i øjeblikket. 

Smøgen blev placeret mellem mine læber, og jeg tog et ordentligt sug og trak kort efter røgen ned i mine lunger, hvor jeg holdt den der, trods den voksende trang til at hoste. Til sidst gav jeg slip og lod røgen sive ud mellem mine adskilte læber, mens jeg en smule skæløjet betragtede det. Jeg havde aldrig røget fast, men til fester og hyggelige aftner med nogen venner, var det hyggeligt med en smøg. Alexander røg tit på skolen, hvilket lige fra starten af havde været en taber-ting at gøre. Dog ikke, når det var Alexander, der gjorde det. Han var undtagelsen, for han gjorde det jo med stil, som Laura engang havde sagt det. Han gik ikke og pralede op om det bagefter, ligesom mange andre af drengene, der gik på efterskolen.

 

To stemmer blev pludselig tydelige, og i et kort øjeblik troede jeg, at en af de voksne ville stikke hovedet ind og tage mig på fersk gerning, men den ene stemme blev hurtigt genkendt. Selvfølgelig var det Alexander, der dukkede op nu, hvor jeg stod og lod min vrede sive ud sammen med røgen. Jeg ville gerne løbe eller gemme mig, men det var ikke rigtig muligt, med mindre jeg bare var ude på at gøre mig selv endnu mere til grin.

"Det kommer vel an på, hvor vi vælger at lave det," lød Alexanders hæse klang, og der blev taget i dørens besværlige håndtag. Der var intet andet at gøre end at spille ligeglad. Jeg tog endnu et sug af den smøg, jeg havde fået af Laura, og pustede ud, da Alexander trådte ind med Mie lige bag sig. Hans grå øjne lagde sig forvirret på mig, da han fik øje på mig og derfor stoppede op i døråbningen, så Mie kunne stå og trippe bag ham.

"Jeg troede ikke, at du røg her," mumlede han og trådte endelig ind. Mie kunne endelig træde ind også, og hun lukkede døren bag sig. Mie og jeg mindede egentlig meget om hinanden, bortset fra at hun ikke var svag i Alexanders øjne. Jeg var dog sikker på, at hvis han først slog op med mig og fik noget med hende, så ville vi egentlig bare bytte roller. 

Jeg trak let på skuldrene og tog endnu et sug, mens jeg betragtede Mie, der tændte sin cigaret. Det var tydeligt, at hun ikke følte sig godt tilpas med Alexander, når jeg også var der. Jeg ville gerne sige noget, men intet ville lyde sejt, når det var mine læber, de kom over, så derfor valgte jeg at forblive stille, ligesom Mie. 

Den stemning, der hang i luften, var ikke ligefrem behageligt, og det var en smule akavet at stå der og lege rå og ligeglad, når jeg egentlig helst ville råbe af ham eller begynde at græde og have ham til at holde om mig. Han havde ignoreret mig de sidste to uger, og jeg ventede kun på, at han gjorde det slut, for jeg kunne fornemme, at det snart ville ske, og det ville måske hjælpe, for så ville jeg officielt være dumpet og ikke bare føle mig dumpet. Alexander havde også fået tændt en smøg, og jeg lod mit blik glide videre til ham, så jeg diskret kunne betragte ham, som han stod der og måtte synke lidt sammen for ikke at banke sit hoved op i det lave loft.

"Ryger du altid alene?" spurgte Mie, der åbenbart ikke kunne fornemme på hverken mig eller Alexanders irriterede, opsatte undren, at jeg slet ikke plejede at ryge på skolen. Jeg tænkte mig kort om, inden jeg svarede.

"Jeg plejer ikke at ryge på skolen." Alexander havde lige vrænget ansigt, da han havde regnet med, at jeg gennem samtalen ville lade som om, at jeg, ligesom dem, røg i smug på skolen.

"Du havde bare lige brug for en?" Mie smågrinte lidt, mens hun tog et par sug. Hendes korte, lyse pjuskede hår fik hende til ligne en sød trold, der dog var for smuk til overhovedet at kunne sammenlignes med en trold, og den mørke læbestift klædte hende og de fyldige læber. Til hendes spørgsmål nikkede jeg, men skulle lige til at tilføje en skarp kommentar, da Alexander kiggede op og bad Mie om at gå. Mie så lidt forbavset ud, men nikkede så, selvfølgelig. Alexander fik det altid, som han ville have det. Hun så ikke engang ud til at blive fornærmet. Jeg skulle lige til at tage et sug af smøgen, men efter at have skænket cigaretten et flygtigt blik, smed jeg den på fliserne blandt de sammenkrøllede, brune blade, der havde samlet sig i skuret. Stædigt mødte jeg Alexanders blik. Han var forvirret, men han skjulte det nu meget godt. Mie lukkede døren bag sig, da hun gik.

"Hvad sker der?" spurgte han og lod armene hænge slapt ned langs siderne, selvom han havde cigaretten mellem to af sine fingre. Jeg kløede mig kort i håret, inden jeg svarede:

"Så det går du pludselig op i?" Jeg vidste stadig ikke, hvordan vreden kunne dukke op så hurtigt, når det normalt ikke var mig at komme ud med tingene, men i stedet oplagre det i mig selv. Den pludselige vrede overraskede også Alexander.

"Hold nu op, Ea.." Han rystede let på hovedet af mig med et suk, som hvis det var mig, der skabte problemerne. Han vendte den altid om, så alt det, der gik galt, endte med at være min skyld. Jeg stod lidt og stirrede på ham.

"Slår du op?" Jeg vidste ikke, hvor styrken i min stemme kom fra, men jeg var yderst taknemmelig. Det direkte spørgsmål kom bag på ham, hvilket jeg ikke havde troet.

"Hvad snakker du om? Helt ærligt, du tager alting for tungt," sukkede han og tog et skridt mod mig.

"Hvorfor skulle jeg slå op?" tilføjede han spørgende og tog så et sug af smøgen efter at have lavet en irriteret bevægelse med hånden. Det irriterede mig ufattelig meget, at han pludselig virkede så uskyldig. Han havde normalt så travlt med at rakke ned på mig og bryde min selvtillid ned, men nu pakkede han sig helt sammen, som var det ham, der tilbød fred og mig, der takkede nej. 

"Fordi du er ligeglad med alle andre end dig selv.. det vil sige; også mig," sagde jeg så roligt, som det nu var muligt for mig. Mine ord havde stadig en speciel klang, styrke over sig, som jeg godt selv kunne lide. Alexander pustede ud, mens han rystede på hovedet, som var dét det mest latterlige, han nogensinde havde hørt.

"Du skulle høre dig selv.." Jeg afbrød ham.

".. Jeg er træt af det her, Alexander. Hvis du føler dig så meget bedre end mig, så tag dog Mie i stedet for!" Det var sagt utrolig højt, og jeg ville næsten vove at kalde dét at råbe. Jeg tog et lille skridt nærmere, mens jeg stadig kiggede stædigt på ham. 

"Hvorfor har du altid så fucking ondt i røven? Er det der virkelig nødvendigt? Er du virkelig så jaloux på hende?" En hånlig undertone sitrede ved hans ord, og jeg mærkede det prikke let bag øjenlågene. Selvfølgelig ville styrken aftage på et eller andet tidspunkt, men at det var allerede..

"Jeg gider i...-" Jeg afsluttede ikke ordet - ikke - og rystede i stedet på hovedet og forlod skuret, mens de første tårer banede sig vej ned over min kind. Nej, jeg gad ikke mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...