En hel ny verden

Caitlyn McMiller har altid troet hun var en hel normal pige, der levede et helt normalt liv, i Brighton i England, indtil hun en dag møder James, der vender op og ned på hendes verden, ved at fortælle hende, at hun egentlig ikke er, hvem hun tror hun er.

4Likes
8Kommentarer
1925Visninger
AA

4. Kapitel 4

Det endte med jeg faldt i søvn, halvvejs inde i Titanic. Jeg vågnede først da Emily puffede til mig, efter filmen var slut, og vi skulle have biologi. Jeg svarede hende med en søvndrukken stemme, uden at være helt vågen, at jeg ikke magtede at stå op. Hun grinede bare af mig, og sagde vores lærer nok ikke blev helt så glad, hvis vi ikke kom til timen til tiden. Jeg slæbte mig selv ned ad gangen, og var pludselig den sædvanlige mandags deprimerede Caitlyn. Mike puffede opmuntrende til mig, da vi slog os ned bagerst i klassen, og jeg skulle til at lægge mig til at sove igen. ”Det er snart overstået!” sagde han, og blinkede til mig, som var han en smiley i en sms. Jeg valgte at ignorere hans opmuntring, og bare finde mine bøger frem, for at glo tomt på vores lærer, der begyndte at fortælle os om den kommende uge, hvor vi skulle have sexemne – endnu engang.

Da det endelig blev spisepause, satte vi os ned i kantinen, hvor de havde den sædvanlige ulækre kantinemad, man helst bare skal lukke øjnene og sluge, uden at smage på. Vi satte os ved vores sædvanlige bord, ved vinduerne. Vores kantine var meget standard. Meget stor, med hvide vægge, og kæmpestore vinduer, så det hele var meget lyst. Den var selvfølgelig også delt op i de sædvanlige skolegrupper – nørderne, de kloge, de populære, musikerne, rollespilsnørderne, computerspilsnørderne, kunstnerne osv. Både Emily, Mike og jeg selv, kunne sagtens have siddet sammen med nogle af de andre, men vi havde valgt at sidde for os selv når vi spiste – vi syntes alle tre det var rarest, bare at være os tre. Det var ikke alle der var kommet sig rigtigt over Emily’s stil, og for nogle, betød det rigtig meget.

”Hvornår er det vi har fri idag?” spurgte jeg træt, og så rundt på de to andre. ”Halv to,” svarede Mike, som havde memoriseret hele vores skema, på ingen tid. ”Tak Mike. Årh der er bare så lang tid til!” sagde jeg, og pillede i bollen jeg havde taget. ”Der er kun to timer til Cate? Vi har haft fire?” grinede Emily, med munden fuld af spaghetti. ”Det er alligevel lang tid!” sagde jeg, og begyndte at spise rigtigt. Jeg var nu alligevel blevet lidt sulten, i løbet af dagen. ”Tag det roligt, din mandag er snart overstået,” sagde Mike opmuntrende, og tog en stor bid af sin vegatarburger. Ikke fordi han var vegetar. Han syntes bare det var det bedste, kantinen havde at byde på. De fleste elever var fuldstændigt enige med ham. ”Det kan ikke gå hurtigt nok..” mumlede jeg, og rejste mig fra bordet. Jeg var pludselig ikke så sulten længere.

Det var der jeg første gang så ham. Jeg trådte ud fra pigetoilettet, med min taske over skulderen, og gik hen imod Spansk lokalet, da jeg fik øje på den eneste anden person på gangen. Han gik 10 meter fra mig, med blikket rettet ned i en bog. Jeg havde en meget underlig fornemmelse af deja vu, da vi kom tættere på hinanden. Lige da vi passerede hinanden, kiggede han op, og hans gyldenbrune øjne gjorde det klart – jeg havde set ham før. Dog stoppede jeg ham ikke, for at snakke med ham. Det ville være alt for pinligt, hvis jeg overhovedet ikke kendte ham. Måske havde vi bare set hinanden på skolen? Det kunne være vi havde passeret hinanden før, og bare ikke havde lagt sønderligt meget i det. Jeg så jo tusindvis af mennesker hver dag. Brighton var en stor by, og det var skolen også. Men hans øjne virkede så underligt bekendte. Som nogle jeg havde set ind i tusindvis af gange.

Dog lod jeg det bare ligge – det var nok bare en tilfædig person, jeg var stødt på før. Der var så mange mennesker man bare lige møder, måske lige siger hej til, og ellers aldrig snakker mere med. Han var nok bare endnu en af de personer. Alligevel kunne jeg ikke lade vær’ med at tænke på ham, da jeg smed min taske over i hjørnet af mit værelse, og smed mig på min ret så bløde seng. Hvem mon han var? Hvor gammel var han mon? Jeg prøvede at huske tilbage, og finde ud af hvor jeg havde set ham før, men jeg kunne ikke huske noget om ham. Det var nu heller ikke fordi han skilte sig så meget ud fra alle andre drenge. Han var høj, ligesom alle andre. Nok omkring 1.80. Hans krop så rimelig veltrænet ud, og hans hud var ligeså solbrun som alle andres. Hans sorte hår var halvlangt, og var vist kun lige blevet kørt igennem med en kam, før han var taget af sted. Meget standard for Brighton. Derfor kunne jeg faktisk have set ham hvor som helst. Det var heller ikke unormalt drenge kiggede op når jeg gik forbi. Så han var nok bare endnu en dreng. Selvom der var noget der sagde mig, at han var anderledes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...