P. S. I love you. (Færdig)

3eren af ''Against the odds''

Rosamindy er gravid, men Christopher er frustret over barnet og ved ikke helt om han virkelig vil have barnet.
Han skal holde på sit livshemmelighed, han vil ikke fortælle Rosamindy; hvorfor de er gået under jorden, gemmer sig. Han vil ikke fortælle, hvorfor han er væk flere dage i træk.
Rosamindy har det hårdt, hendes elskede Christopher forsømmer hende, når hun allermest har brug for ham.
Måske ville Rosamindy være bedre tjent uden Christopher, når først hans hemmelighed kommer frem?
Kan Rosamindy stadig elske Christopher, selvom han aldrig er hjemme? Og når han enlig ér hjemme skændes de.
Kan Rosamindy holde til det gigantiske pres, Christopher lægger på hendes skuldre?
Kan Christopher klare idéen om at være far?
Er Rosamindy og Christopher's kærlighed stærk nok?
Har Christopher fundet en anden?
Overlever Christopher?
Lever Rosamindy lykkeligt til hendes dages ende?

21Likes
83Kommentarer
6791Visninger
AA

36. Rose - Shooting

Han lå der på gulvet, og jeg skreg sammen med alle de andre. Jeg fik trukket ham indenfor og lagde hans hoved i mit skød. På den måde ødelagde jeg måde min makeup og min kjole - makeuppen, fordi jeg græd, og kjolen, fordi der kom blod på. Chris' blod.

Vi havde lige sagt ja til hinanden, og så sker det her? Hvad fanden er det for noget?! Jeg var virkelig vred, og jeg var tæt på at gå ud og skælde dem groft ud, men Mikkel stoppede mig.

"Bliv hos ham, Rose," sagde han lavt, og nikkede hen imod Christopher. Jeg bed mig hårdt i læben, og satte mig ned på det hårde stengulv i kirken. Hans hoved blev igen lagt i mit skød, og mine salte tårer dryppede ned på hans kinder og min kjole.

"Bliv hos mig, Chris. Kan du høre mig? Bliv hos mig. Jeg beder dig. Gør det for min skyld, Christopher. For mig, din kone, Rosamindy Wild," hviskede jeg til ham, og kysser blidt hans læber. Jeg kunne slet ikke tage mig sammen til at gøre andet end at sidde stille med hans hoved i mit skød, imens jeg tænkte tilbage på alle de gode minder, vi havde sammen. Folk fløj rundt, frem og tilbage i kirken, imens jeg blot sad midt i det hele i min store brudekjole med min mands hoved i mit skød.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg klappede ham et par gange på kinderne for at få ham til at vågne op, men han var bevidstløs. Jeg vidste ikke, om han var ved at dø, hans hjerte bankede og hans puls var der, men det var svagt. Det var som om mit hjerte blev flået ud og revet i småstykker og det samme med resten af min krop. Jeg var virkelig knust. Jeg havde ikke lyst til at leve, hvis ikke det var med ham. Det var meningen, at det skulle være ham og mig for altid. Kun os to. Og vores barn, Nessie.

Hvad med hende? Skulle hun vokse op faderløs? Det var jo forfærdeligt. Jeg sank en stor klump, som sad oppe i halsen på mig og gjorde ondt. Jeg tudede kraftigt, og mine kinder var gennemblødte, både på grund af makeup og på grund af mine tårer. Jeg bed mig hårdt i læben for at dæmpe mig. 

Hvorfor skulle han også bruge så meget tid på de pokkers biler? Det var sikkert nogle fjender fra en ræs, som havde skudt ham. Jeg lukker mine øjne i, og lagde mit øre imod Christophers bryst. Hjertets svage dunk kæmpede bravt, men jeg kunne høre, at det snart ikke kunne mere.

Mit livs kærlighed ville dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...