P. S. I love you. (Færdig)

3eren af ''Against the odds''

Rosamindy er gravid, men Christopher er frustret over barnet og ved ikke helt om han virkelig vil have barnet.
Han skal holde på sit livshemmelighed, han vil ikke fortælle Rosamindy; hvorfor de er gået under jorden, gemmer sig. Han vil ikke fortælle, hvorfor han er væk flere dage i træk.
Rosamindy har det hårdt, hendes elskede Christopher forsømmer hende, når hun allermest har brug for ham.
Måske ville Rosamindy være bedre tjent uden Christopher, når først hans hemmelighed kommer frem?
Kan Rosamindy stadig elske Christopher, selvom han aldrig er hjemme? Og når han enlig ér hjemme skændes de.
Kan Rosamindy holde til det gigantiske pres, Christopher lægger på hendes skuldre?
Kan Christopher klare idéen om at være far?
Er Rosamindy og Christopher's kærlighed stærk nok?
Har Christopher fundet en anden?
Overlever Christopher?
Lever Rosamindy lykkeligt til hendes dages ende?

21Likes
83Kommentarer
6765Visninger
AA

31. Chistopher - I aften..

Nu var det tid, jeg vidste det. Jeg kunne føle det helt ind til knoglerne. Jeg kunne fornemme at det var ved at være aften, derfor troede jeg på en eller anden snart ville komme med noget aftensmad til mig. Jeg ville slå ham ned.. Eller hende..

Jeg følte mig frem til en væg, her var stadig mørkt. jeg slog hovedet mod muren. Igen. Jeg tog mig til hovedet, og sagde et ord, som ikke bør benævnes her.

Jeg ventede i noget ligende en evighed, efter jeg havde fundet håndtaget, før en tog i håndtaget.

 

Jeg løb langs fortovet, jeg var sluppet ud. Ham der var kommet ind, havde jeg slået ned. Bogstavligtalt, slået ned. Jeg havde drejet nakken rundt på ham. Så i aften var der en familie, som måtte sørge. Børn måtte undvære deres far. Jeg begyndte at blive forpustet efter et langt stykke i højeste gear. Og jeg vidste, de ville komme efter mig, og jeg vidste, det ville blive snart. Derfor skulle jeg finde et gemmested!

Og jeg fandt det, jeg hoppede over hegnet til en gammel resteplads og fandt en gammel bunke skrammel, jeg krøb sammen i. Om jeg ventede flere timer ved jeg ikke, eller om det vare var få minutter ved jeg ikke. Men det var begyndt at blive lyst igen og jeg kunne ikke blive ved med at ligge her, så ville jeg blive fundet. Og det ønskede vi ikke.

Jeg løb over restepladesen og ind i hovedbygningen, hvor der ikke var låst, og fandt en telefon. Og tastede Daniels nummer ind.

En træt stemme lød. "Daniel Sixteen."

"Lad være med at opgive dit efternavn, det er for meget indformation. Du ved ikke om det er ven eller fjende, som ringer. Kom til restepladsen i byen, nu."

Det varede ikke længe før Danel var her. Selvfølgelig havde panserne fulgt efter den mest opsigtsvækkende bil, de kunne finde. Og var her også. Jeg løb over pladsen, åbnede døren til førersædet, "Passager sæde, NU!"

Han var ikke længe om at flytte sig, og jeg var ikke længe om at sætte mig ind.

Jeg trak håndbremsen, og blev hurtigt irriteret af den her bil. Så var jeg på flugt igen, denne gang med en passager, og en tidsbegrændsning, bryllupet..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...