Den kvindelige soner fra Distrikt 2

”Temperence Esseo” læste hun op med et stort smil på læben. Jeg kiggede mig rundt for at få øje på staklen, indtil jeg fik øje på Mennelys yderst triste blik, og efter et par sekunder gik det op for mig, at det var mit navn, hun havde læst op. Jeg lod mig trække op af mændene, fuldstændig i chok.

Temperence Esseo er en femtenårig pige fra distrikt 2. Hendes forældre har aldrig regnet med, at hun ville blive trukket, og de finder, som ganske få forældre i distriktet, Spillet afskyeligt. Imidlertid melder ingen sig frivilligt, da ideen om Ambisonere ikke har nået at opstå så forfærdelig meget endnu. Temperence deltager i det 19. Dødsspil, og 6 år senere melder April sig frivilligt. Vi hører om dem begge.

14Likes
12Kommentarer
4974Visninger
AA

9. Træning

Jeg havde fuldstændig ladet den sidste lille tid glide forbi. Jeg havde tænkt på træningen, hvordan ville det være? Mit hoved summede nærmest, da jeg sammen med Addam, Elijah(som jeg fandt ud af at vores mentor hed) og Selly gik ned mod træningslokalet. Jeg vidste intet om træning og især ikke om at klare sig i naturen, så jeg foreslog Addam, at vi skulle starte med overlevelse-i-det-vilde – altså såsom knob og at finde vilde bær. Han var helt med på idéen, for han havde også selv brug for en opfriskning i bærrene, sagde han. Imens vi lærte de forskellige knob – eller, det vil sige, at Addam bare lavede alle knobene lynhurtigt, mens jeg stod og kæmpede – lagde jeg mærke til en speciel person. En pige. Merlane, mente jeg hun hed. Tolv eller tretten år, stakkels pige. Jeg havde ondt af hende. Lille og spinkel, og hun så ikke ud til at være god til nogen af tingene. Heldigvis var jeg så god til at se det, at jeg kunne se, hun gjorde sig dårlig med vilje. Jeg selv havde tænkt mig at bruge samme taktik. Det ville ikke være med vilje; jeg var så slap, at jeg umuligt kunne gøre mig god. Alligevel gjorde vægtene et godt stykke arbejde, og i de tre dage, træningen varede, øvede jeg mig et par ekstra timer i mit værelse. Jeg skulle være utroligt klar. Den sidste dag klarede jeg mig så fint med vægtene, buen og knivene, at jeg var helt overrasket over mig selv. Så havde træningen alligevel gjort godt. Vægtene blev løftet uden problemer, med buen ramte jeg lige i hjertet af den bevægende dukke fire gange i træk, og med kasteknivene fik jeg ramt i hovedet hele to gange i træk. Jeg havde godt nok gjort fremskridt, og Elijah var stolt af mig, sagde han. Så spinkel som jeg var, skulle jeg nok klare mig, fordi de andre tvivlede på min råstyrke og formentlig ville gå i nærkamp. Jeg kunne kende forskel på stort set alle bær, og jeg kunne binde fem knob uden problemer. ”Hør her. Når I kommer derind, skal I tage et enkelt våben fra Overflødighedshornet, måske lidt mad, hvis I kan få fat i det, og så ellers bare løbe væk. Husk, at mudder er et tegn på vand. Det samme er dale og nedadgående skråninger. Hvis der er træer, så gem jer så vidt som muligt i dem om natten. Der vil de andre have svært ved at finde jer.” rådede Elijah os. Elijah var en stor, stærk mand, og efter hvad jeg havde opsnappet om ham, havde han bare ladet de andre slå sig selv ihjel, og det havde været så koldt på hans tid, at hans sidste modstander frøs ihjel. Den eneste, han havde dræbt, var en attenårig knægt, der var kravlet op og havde lagt sig et par grene fra ham uden at opdage Elijah. Imponerende. Jeg ville være ligesom ham. Ingen drab, medmindre det var nødvendigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...