Den kvindelige soner fra Distrikt 2

”Temperence Esseo” læste hun op med et stort smil på læben. Jeg kiggede mig rundt for at få øje på staklen, indtil jeg fik øje på Mennelys yderst triste blik, og efter et par sekunder gik det op for mig, at det var mit navn, hun havde læst op. Jeg lod mig trække op af mændene, fuldstændig i chok.

Temperence Esseo er en femtenårig pige fra distrikt 2. Hendes forældre har aldrig regnet med, at hun ville blive trukket, og de finder, som ganske få forældre i distriktet, Spillet afskyeligt. Imidlertid melder ingen sig frivilligt, da ideen om Ambisonere ikke har nået at opstå så forfærdelig meget endnu. Temperence deltager i det 19. Dødsspil, og 6 år senere melder April sig frivilligt. Vi hører om dem begge.

14Likes
12Kommentarer
4963Visninger
AA

23. Høstfesten

-DETTE ER NU 6 ÅR EFTER, OG DE ER PÅ VEJ TIL UDTRÆKNINGEN FOR AT STØTTE APRIL. BABYEN PÅ HENDES ARM ER 2 ÅR GAMMEL, HEDDER MYNTHE OG ER TEMPERENCE OG LANNYS BARN. DETTE VIL BLIVE DET SIDSTE KAPITEL, HVOR JEG SKRIVER SOM TEMPERENCE!-

Jeg nussede Mynthe under hagen og nød lyden af hendes lyse babypludren. Hun var klædt i en havblå kjole med rødt glimmer drysset over. Hendes blonde krøller og buttede ansigt fik hende til at se så nuttet ud, at man nærmest måtte røre. Jeg selv var klædt i en sort, enkel kjole, der for mig afspejlede dagens dysterhed. Jeg var langt fra som alle andre i Distrikt 2. Disse åndssvage ambisonere. Min lille, pæne Mynthe skulle ihvertfald ikke vokse op som sådan en! Jeg ville ikke risikere at miste hende, aldrig nogensinde. Først om ti år ville risikioen være der, og der ville der formentlig komme en Ambisoner og tage hendes plads. Jeg gættede på,at ingen havde taget min plads, fordi jeg så ud som en attenårig ambisoner, og da jeg stod deroppe, var det for sent. De fleste gik også i panik, uanset hvor forberedte de havde været. Men jeg havde senere set de afsnit af Spillet, hvor jeg var med i, og havde fundet ud af, at hende pigen fra 9 havde stjålet alle mine mange faldskærme. Så god var hun heller ikke alligevel. Jeg havde også undret mig lidt over, hvorfor jeg ikke modtog nogen. Endnu en babypludren vækkede mig tilbage til virkeligheden, og jeg stillede mig blandt tilskuerne - de voksne, der ikke skulle være med. Lanny var ved min side hele tiden. Han grinede og kyssede mig på kinden, da jeg faldt - vi boede alle tre i det mest luksuriøse og moderne hus, jeg endnu havde set for mine øjne; vinderhuset. Der var vinderhuse overalt, og de blev ved med at opføre nye. Så vidt jeg forstod, havde de givet os et af de mest luksuriøse, fordi jeg havde været så populær under Spillet. Det var seks år siden nu, og jeg var for længst glemt. Der skulle være et Jubilæumsspil; jeg glædede mig til at se, hvad de havde fundet på. Vi havde fået en ny udtrækker og holde-styr-på-tingene-ting; Minnie Kirchy. Idag var hendes frisure rød i den ene side og sort i den anden. Det så forfærdeligt ud. Hun havde en kort, lyserød kjole med hvide polkaprikker på og et par ultrahøje, lyserøde stiletter samt hendes øjenbryn var farvet lyserøde. Jeg brækkede mig næsten over den nuværende lyserøde mode i Capitol. Hvordan fik de dog råd til at få en ny mode hver uge? Imens borgmesteren begyndte på den sædvanlige smøre, lagde jeg mærke til Yane og Olivia, de to nye mentorer. Jeg havde været mentor et enkelt år og fik så et psykisk sammenbrud. Olivia havde vundet for tre år siden og var derfor enogtyve, ligesom jeg. Yane var niogtyve, og han havde vundet Spillet for elleve år siden. De var klædt luksuriøst og så skræmmende glade ud. "Ja, og nu er vi så nået til at afsløre dette års særlige Spil! I kan godt glæde jer, for dette år er der lavet noget specielt. Fra distrikt 1, 3, 5, 7, 9 og 11 er der kun drenge, og fra distrikt 2, 4, 6, 8, 10 og 12 er der kun piger. Og som en ekstra gave er vinderne fra de tidligere år med i lodtrækningen! Skal vi så komme hen og trække to navne fra pigernes bowle?" spurgte Minnie alt for energisk. Jeg kunne høre en del mandlige Ambisonere bande højlydt. Jeg havde nu ikke forfærdelig ondt af dem, men mere af mig. Jeg kunne risikere at blive trukket. April sendte mig et fredstegn, og jeg blev lidt mere rolig. Ingen af os ville blive trukket. Jeg lukkede dog alligevel øjnene, da hun skulle til at trække det første navn. "Rose O'Connell!" råbte hun energisk. Jeg genkendte ikke navnet, men derimod, at Minnie bare pegede på en af de frivillige, der meldte sig. Rose var kun tretten, og ingen fandt det retfærdigt, at hun skulle deltage, når hun ikke var trænet nok. Det var Aprils storesøster, Janice, der blev valgt. April fældede enkelte tårer, men ville ikke fremstå svag. "Og nu til den anden.. hm.. lad os se.. Temperence Esseo! Nej, hvor spændende. En vinder! Hun bliver jo den ældste i arenaen!" råbte Minnie ivrigt, og jeg stod som i chok. Lanny tog Mynthe, der ikke havde forstået, at hun ikke længere havde nogen mor. "Jeg melder mig frivilligt!" skreg April. "Nej!" hviskede jeg, men de havde ikke hørt mig. April blev ført op og stillet ved siden af sin storesøster. Et rædselsscenarie. "Nej, hvor spændende! To søstre, der hver træder i sted for en ven. Og så er de søstre! Nej, hvor spændende!" klappede Minnie og smilede stort. Hendes lyserøde læbestift efterladte en kyssemund på deres begges kinder.Idet Minnie trak dem med ned mod pladsen, kunne jeg kun stå og glo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...