Den kvindelige soner fra Distrikt 2

”Temperence Esseo” læste hun op med et stort smil på læben. Jeg kiggede mig rundt for at få øje på staklen, indtil jeg fik øje på Mennelys yderst triste blik, og efter et par sekunder gik det op for mig, at det var mit navn, hun havde læst op. Jeg lod mig trække op af mændene, fuldstændig i chok.

Temperence Esseo er en femtenårig pige fra distrikt 2. Hendes forældre har aldrig regnet med, at hun ville blive trukket, og de finder, som ganske få forældre i distriktet, Spillet afskyeligt. Imidlertid melder ingen sig frivilligt, da ideen om Ambisonere ikke har nået at opstå så forfærdelig meget endnu. Temperence deltager i det 19. Dødsspil, og 6 år senere melder April sig frivilligt. Vi hører om dem begge.

14Likes
12Kommentarer
4968Visninger
AA

5. Hjemme

”Jeg elsker jer, jeg elsker jer, jeg elsker jer.” de samme ord blev jeg ved med at gentage, men jeg kunne ikke stoppe med at hulke. ”Vind. For Guds skyld, vind, min skat! Jeg er ligeglad med de andre, men du skal vinde. Bare dræb dem! VIND!” råbte min mor fra den anden ende af stuen. Min far holdt om mig, men han græd stadig lydløst. Mariam kom ind med noget chokolade, min yndlings, til at berolige mig. Jeg slugte det nærmest, desperat efter en løsning. Mariam lagde en ting i min hånd. En lille dolk, gik det op for mig. Næsten usynlig. Jeg lagde den i lommen og gav hende et taknemmeligt blik. Den dolk skulle nok få blod på tanden. Pludselig ringede det på døren; Mariam hastede ud for at åbne, og jeg kunne se, at hun tørrede øjnene på vejen. Tre mænd kom ind, de var velklædte. Fredsvogtere. Min mor gav mig et kys på panden og knugede mig ind til sig i tre sekunder. Min far kiggede udtryksløst på mig, omfavnede mig kort og jeg gik med tunge skridt over til fredsvogterne. Den ene tog mig hårdt i armen, men jeg lagde nærmest ikke mærke til det. Alt var så urealistisk. Hvorfor kunne det ikke bare være de fattige, de tog? Hvorfor også de rige, som mig? De højst placerede, den bedre halvdel af Panem skulle åbenbart også dø. Idiotiske Capitol, tænkte jeg i afmagt, selvom jeg altid havde været taknemmelig mod dem for at give mig alt det, jeg nu har. Fredsvogterne førte mig hen til stationen sammen med Selly Theathe, der så glad og utålmodig ud. ”Hvordan kan du være glad?” hvæsede jeg af hende, men hun fniste bare, klappede begejstret en gang i hænderne og trippede videre i sine små, lyserøde stiletter. Jeg gik sammen med Selly Theathe og en enkelt fredsvogter ind i toget. Fredsvogteren gik en anden vej, mens Selly viste mig hen til min kupé og jeg satte mig ind, træt og udmattet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...