Elsker, elsker ikke? One Direction *Færdig*

19 årige Maria er flyttet til London, for at finde sig selv igen. Hun havde det svært i Danmark. Hendes familie døde i en bilulykke, og hun blev mobbet af alle! Hun havde en bedste veninde,men fandt hende i gang med at snave med Maria's kæreste. Hendes verden gik under, og hun besluttede at rejse til England, hvor hun får det bedre. En dag får hun lavet en Blind Date, og hun glæder sig.
Problemet

50Likes
100Kommentarer
7501Visninger
AA

3. Hospitalet

Jeg lander i Londons lufthavn, med kvalme. Jeg hader at flyve! Jeg skal kaste op, men jeg må ikke rejse mig. Jeg tager fat om armlænene, og klemmer til. Damen der sider vedsiden af mig, kigger bekymret på mig. ”Jetlag” siger jeg anstrengt til hende, og hun nikker forstående. Bump! Jeg kan mærke i sædet at vi er landet nu, ”Bing! We are now in London, Thanks for flying with SAS” Jeg klemmer min sele op, og rejser mig forsigtigt. Mine knæ ryster, så jeg støtter mig til sædet. Jeg river min taske og jakke til mig, og løber ud af flyet, mens jeg holder mig for munden. Jeg kommer ud af flyet, og kigger desperat efter et toilet. En fly mand kommer hen til mig, og siger noget til mig. Jeg lytter ikke, for jeg skal seriøst kaste op! Jeg ser et skilt med toilet, og løber hen imod det. Jeg løber gennem uden at tjekke ind, så alarmen går amok. Vagterne løber efter mig, men lige nu er jeg ligeglad. Jeg kommer hen til pigernes toilet, da en vagt tager fat i min arm, og svinger mig rundt. Jeg kan ikke holde det tilbage længere, så jeg bukker mig ned, og kaster op ud over hans sko. Vagten giver slip på min arm, og råber noget på engelsk. De andre vagter kommer hen til os. Hallen drejer rundt, en af vagterne står foran mig, og siger noget, men det eneste jeg hører er nogle mærkelige lyde. Det sortner for mine øjne, og jeg falder om. En af vagterne griber mig.  

Jeg åbner øjnene halvt, jeg ligger i et meget lyst rum. Lyset skærer i mine øjne, så jeg lukker dem igen. Jeg drejer mig om på ryggen, og tager mig til hovedet. Jeg har en satans hovedpine, og kvalmen er der også. En ru hånd fjerner mine hænder, og lægger en fugtig klud på min pande. Jeg ligger sådan lidt, og åbner så øjnene igen. Lyset er ikke så kraftigt længere, eller så har det ikke været kraftigt overhovedet? Mine tanker flyver rundt i mit hovedet, og pludselig husker jeg hvad der skete. Nogen kigger ned på mig, jeg blinker med øjnene for at kunne se hvem det er. Det er en mand, med brunt hår. Han har en hvid kittel på, så han er nok læge. ”Hej” siger han og smiler ”Jeg er doktor Lauritzen. Hvordan har du det?”. Jeg kigger lidt på ham, for det går op for mig hvad han sagde. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, jeg har det af helveds til, men hvordan siger min det på engelsk? Det er som om min hjerne er slået fra, jeg kan slet ikke tænke. Doktoren kigger bekymret på mig, og går hen og snakker med en anden læge. Jeg sætter mig forsigtigt op, stuen jeg er på begynder at snurre. Så jeg tager fat om sengekanten, ind til verden står stille igen. Jeg kigger mig rundt, jeg er på en ene stue, og i den ene ende af rummet står doktoren og en anden læge og snakker. Doktoren kommer hen til mi, og siger at de gerne vil beholde mig et par dage, for at se om jeg får det bedre.  

Fedt! Mine første dage i England, bliver på et hospital!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...