Længsel I Stilhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Færdig
Susie er en 18 årige ung kvinde fra distrikt fem, hvor der laves våben og sprængstoffer. Det specielle ved Susie er at hun er en Avox pige som er slave hos en mand der kan give hende en chance for at hævne sig og få en mulighed for at få den frihed hun altid har drømt om.


19Likes
59Kommentarer
7149Visninger
AA

8. Toget

Det går lettere nu hvor hun er iført en hvid uniform, der er ingen der sender hende underlige blikke eller i det hele taget taler til hende. Hun kan ikke se Max, så hun begynder at gå over mod toget. Den hvide slange lugter af metal og noget mekanisk. Hun ser sig omkring, der er alt for mange der kan se hende lige her. Hvor er Max? Hun vil ikke tage afsted uden ham. Toget er ved at være tømt, nogle få kasser står stadigvæk inde i vognene, men de er sikkert til et af de første distrikter.

En eller anden griber fat i hende og trækker hende med ind blandt folk. Først stritter hun imod, men da hun ser det brune velkendte hår, følger hun med. Max. Henover skulderen har han slynget en brun sæk, den er sikkert fyldt med proviant. Selvfølgelig, de kunne ikke tage nogen steder uden proviant, og det havde Max selvfølgelig tænkt på. Han stopper op ved den tredje sidste vogn, så hun er lige ved at bumpe ind i ham. Hurtigt ser Max sig omkring og trækker hende med ind. Der er stablet nogle kasser op ad togvognens ene side. Max vender sig om og får øjenkontakt med hende, han løfter to fingre op til øjnene og peger over mod døren. Hun nikker og stiller sig så hun kan se ud, og forhåbenligt selv ikke blive set.

Ingen lader til at have kig på den tredje sidste vog. De hvide uniformer i de små biler spurter frem og tilbage oppe ved de foreste vogne. Hun ser hen mod Max. Han har trukket den ene stabel af kasse lidt ud fra væggen, nu bevæger han sig over mod den næste stabel. Hun ser ud af døren igen. Der er ikke nær så mange uniformer nu. Max har trukket den næste stabel ud og skal til den sidste. En høj tuden som et horn lyder. Forskrækket ser hun ud, mon de har opdaget dem? En mand i hvid uniform og hat kommer gående langs vognene. Ved hver vogn stopper han op og ser ind. Når alt er godkendt lukkes døren automatisk.

Hun vender sig om mod Max og laver en lille gurglende lyd. Han vender sig om og ser hendes fakter, med et sidste tag i den nederste kasse, rykker han den sidste stabel et stykke ud fra væggen. Hurtigt griber han hendes hånd og peger om bag kasserne. Hun forstår og klemmer sig ind imellem væggen og kasserne. Paniske tanker farer gennem hendes hoved. Hvad nu hvis hun sidder fast? Hun bider sig i læben, vær ikke barnlig, det hele skal nok gå. Tag en dyb indånding. Hun klemmer sig helt ind. Max smider den brune sæk i det ene hjørne, og klemmer sig derefter ind ved siden af hende.

De står helt tæt, kun de små hurtige åndedræt tyder på at de er der. De hører døren lukke på vognen ved siden af. En klump samler sig i hendes bryst, den breder sig og hun begynder at gå i panik. Det er som om Max læser hendes tanker, for han famler efter hendes hånd og knuger den. De hører en brummen og så en mand der taler, "Hvad er der i kasserne?" Der lyder en bladren og en lysere stemme svarer, "Det er diverse tekstiler, de skal sendes til distrikt 10." Der lyder et "Hrmpf" og derefter glider døren i.

Det er først da toget sætter i bevægelse, at de vover sig ud fra deres skjul. Først står de helt stille i mørket, stadigvæk med hinanden i hånden. Max trækker hende med over til den ene væg. Hun er ikke bange eller panisk mere, bare lettet. Max roder med et eller andet og som ved en kontakt, åbner et lille hul sig i togets væg. Der strømmer lys ind, ikke dagslys men lys fra toget. De er under Jorden og må nøjes med en jordagtigt luft. Max vender sig om mod hende, hans ansigt er flækket i et stort grin, som hun ikke kan lade være med at gengælde. Med en hurtig bevægelse trækker han hende ind til sig og knuger hende.

Først er hun fuldstændig overvældet og føler sig lidt akavet men som det mest naturlige, begynder hun at slappe af og føle sig tryg. Hun er sammen med Max, og sammen er de på vej mod friheden. Hun knuger igen. Da han mærker hende gengælde krammet, løfter han hende op fra gulvet og drejer rundt. Overrasket kan hun ikke lade være med at udstøde noget der minder om et hyl, som derefter bliver til en latter fra maven. Han ler med hende og omtumlet sætter han hende ned. Hun kvæler en gaben, men han ser det alligevel. Op fra sækken hiver han to tæpper. Det ene breder han ud på gulvet ved siden af hende. Hun sætter sig taknemmeligt ned på det. Med et smil smider han det andet hen over hende. 

Hun ser spørgende på ham, men han smiler blot til hende. Han sætter sig op ad væggen og lukker øjnene. Hun ser på tæppet, derefter over på Max. Med blide hænder tager hun hans hånd. Han åbner straks øjnene og de funkler som små stjerner. Hun smiler tøvende til ham og trækker ham over til tæppet. Da han ligger ved siden af, løfter hun tæppet henover og putter sig ind til ham. Hun når lige at mærke hans arm omkring hende, inden hun falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...