Længsel I Stilhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Færdig
Susie er en 18 årige ung kvinde fra distrikt fem, hvor der laves våben og sprængstoffer. Det specielle ved Susie er at hun er en Avox pige som er slave hos en mand der kan give hende en chance for at hævne sig og få en mulighed for at få den frihed hun altid har drømt om.


19Likes
59Kommentarer
7115Visninger
AA

6. Planen

Hun nyder den stille vind, der en gang imellem puster gennem gaden og leger med hendes korte hår. De er vandret ned ad gaden uden at møde nogen, dette begynder at undre dem begge. De kommer til endnu en vej, den er størrer og er sikkert en form for hovedvej. Her er vejene hvide og der er intet der tyder på at der er nogen, kun de spraglede potteplanter og skulpturere i vinduerne indikere at der bor nogen. Hvor er folk henne? Max nikker mod enden af gaden, hvor der er en sort masse forsamlet.

De ser på hinanden og begiver sig så hen mod massen. Måske det er dumt at opsøge mennesker, men de bliver nødt til at finde ud af hvad der foregår. Da de kommer tættere på, kan de se en stor skærm der er sat op henne på en høj bygning. Menneskene er tydligvis Capitol indbyggere: hår der er farvet i skrigende farver, tatoveringer, knurhår og en tøjstil der er fyldt med farver. Orange og blå er åbenbart modefarver nu, for hveranden har et eller andet sted på kroppen en af disse farver. 

Susie nærmer sig langsomt to kvinder, begge to med knurhår og håret sat højt op på hovedet. "...Jeg siger dig, det her bliver det mest fænomenale dødsspil nogensinde!" Knurhårene hopper op og ned som vibrerende strenge. "Jeg kan ikke vente til de ankommer hertil Capitol." Den anden nikker febrilsk og de begynder at diskutere om deres yndlings soner.  Max griber hende om håndledet og laver en bevægelse, der indikere at de hellere må se at komme væk. Som slanger, snor de sig igennem mængden. De går med stålsatte blikke og kursen rettet mod udkanten af mængden. Med hjertet i halsen og frygten for at blive opdaget, når de endelig til udkanten af folkemængden. 

Max hiver blokken op ad lommen: Hvordan kommer vi ud? hun tænkte sig lidt om, Sonerne ankommer med togene, måske de kunne snige sig ombord. Men hun vidste ikke om toget vil forlade stationen eller om det vil blive. Max skribler noget mere ned:Hvad med forsygningstogene? Hun tænker sig lidt om, jo det kunne godt være en mulighed. Men det kævede at de kunne få adgang til stationen, hvor forsygningerne blev leveret. En plan begynder at tage form i hendes hovede. Med hurtige bevægelser, skriver hun det hele ned på hendes egen blok og viser den til Max. Han læser den hurtigt igennem og nikker så. De ser sig omkring og finder en lille butik med bøger i vinduet. Det ser ikke ud som om der er nogen derinde, men alligevel står Max og holder vagt. Hun lister ind og ser sig omkring.

Butikken er lille men indrettet med dyre møbler, ingen tvivl om det. Bogreolerne er udskåret i fantastiske mønstre, det er helt mærkeligt at være inde i en så mørk butik, når alt andet er så farverigt. Hun hører en puslen fra et lille rum bag disken, men det ser ikke ud til at personen derinde har hørt hende. Hun bider sig i læben og kører nervøst hånden gennem det korte hår. Henne ved disken står et stativ med brochure. Hun lister derhen med nerverne kravlet udenpå tøjet. Hurtigt lader hun fingrene glide over de forskellige brochure, og da hun endelig finder hvad hun leder efter, kommer et lille suk over hendes læber.

Forskrækket snupper hun brochuren og skubber den ind under jakken. Med det samme træder en lille mand frem fra det lille rum. Han har tatoveret stjerner i hele hovedet, hvilket slører hans ansigstsudtryk. "Åh, en kunde. Hvad kan jeg så hjælpe dig med?" hun ryster på hovedet og bakker nogle skridt bag ud. Manden giver ikke så let op, med små hurtige skridt står han foran hende. "Kom nu, jeg har en masse fine ting, kom og se." Uden større omsvøb, trækker han hende med hen til en af reolerne. Han lader blikket glide over titlerne og trækker en bog ud. "Prøv lige og se den her." Han rækker hende bogen, men hun afviser ham og ryster på hovedet. Hun begynder at gå. Manden griber hende om håndledet ligesom Max tidligere havde gjort.

Døren glider op. Max træder ind, han har fattet situationen. "Hrmpf!" lyder det fra ham, han ser så brysk ud. Den lille mand, slipper hende hurtigt. "Undskyld, jeg vidste ikke I var på arbejde, det er bare så sjældent jeg har kunder." Han bliver ved med at tale, selv da døren lukker sig bag dem. Max rynker brynene, han løfter den ene hånd og drejer fingeren rundt i en cirkel: Tosse. Hun kunne ikke lade være med at fnise. De bliver hurtigt alvorlige igen, hun trækker brochuren op og folder den ud. Med små fine stjerner er alle de vigtige steder markeret på kortet, og heldigvis for dem, er stationen også markeret. Med et spinkelt lille håb, begynder de at følge ruten mod stationen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...