Længsel I Stilhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Færdig
Susie er en 18 årige ung kvinde fra distrikt fem, hvor der laves våben og sprængstoffer. Det specielle ved Susie er at hun er en Avox pige som er slave hos en mand der kan give hende en chance for at hævne sig og få en mulighed for at få den frihed hun altid har drømt om.


19Likes
59Kommentarer
7149Visninger
AA

3. Afstraffelse

Kvinden, der hedder Tania, begynder at jamre over en hovedpine. Så Larry sender Susie afsted for at hente noget for hovedpinen. Hun løber ned ad gangen, forbi de mange værelser. Biblioteket, gæsteværelser, motionsrummet, indendørshaven, en stue, kontoret og til sidst ned ad trappen ned til køkkenet, hvor de forskellige helse remedier befinder sig. Kokkepigen sender hende et irriteret blik og begynder at udstøde små lyde. Susie ryster på hovedet og fortsætter ned til det lille rum og finder pillerne mod hovedpine.

Hun løber ud af køkkenet og når at se kokkepigen puste sig forarget op og mumle et eller andet, der lyder som "løbe i et køkken, nu har jeg aldrig.."

Susie er ligeglad, hun ved af erfaring at det, at gøre tingene hurtigt kan betale sig.

Hun løber så hurtigt kjolen tillader det op af trappen og hen langs den overpyntede gang.  Da hun kommer til salen er mændene væk. Max står stadigvæk lige inden for døren, han sender hende et nik hen mod Tania. Tania ligger halvt ned på sofaen med den ene arm slynget hen over ansigtet. Susie hælder noget vand op i et glas og går hen til Tania og rækker hende glasset. Kvinden opdager hende ikke, så hun rømmer sig. Med et lille spjæt sætter kvinden sig op.

"Åh, det er dig. Godt, giv mig det."

Hun tager glasset og pillerne, læner hovedet bagover og synker. Hun ser lettere rødkindet ud og hendes pinke øjenskygge er tværet ud.

"Kan du ikke gøre et værelse klar til mig? jeg trænger til at ligge ned, og denne her sofa er elendig."

Hun slår ud med armen og lader den lande i skødet. Susie nikker og går ud af salen. 

Med hurtige skridt går hun ned mod det blå værelse, farverne er ikke så voldsomme og det vil Tania nok sætte pris på. Hun går ind på depotet et lille rum skjult inde i en krog. Her finder hun tæpper og puder, da hun har hvad hun skal bruge, træder hun ud på gangen igen. Hendes udsyn er spærret af tæpperne og puderne, så hun bliver tvunget til at se ud til siden, hvor væggen er præget af de skrækkellige malerier. Da hun kommer til døren, vender hun sig så hun står med siden til og bedre kan se. Hun drejer håndtaget og skubber døren op. Der er lys inde i værelset, hun forstår det ikke til at starte med. Lys? men der er jo ikke nogen herinde. Og som om hun fik en dør i hovedet ser hun, hvorfor der er lys.

På sengen ligger Larry oven på Bernard og det der først ser ud som en brydekamp, viser sig at være et kys. Hun taber alt, hvad hun har i hænderne. Larry ser op, og hans ansigt afslører ren rædsel, men derefter vrede. Bernard ser helt forfjamsket ud, han stirrer på hende og da det går op for ham, at der er en der har set ham kysse en anden mand, segner han om.

Larry springer ud af sengen og tramper hen mod hende. Hun vil løbe, men han griber fast i hendes hår og trækker hende med ud på det lille badeværelse. Hun vil skrige, hun ved at han vil straffe hende, selvom han godt ved hun ikke vil sige noget videre til nogen. Det at hun har set ham kysse Bernard, har åbenbart gjort ham så vred, så han føler sig blottet, og nu vil han af med sin panik.

Han skubber hende over mod badekaret, så hun ligger på knæ med front ned i karret. hun hører ham trækker sit bælte fri og smerten rammer hende, som dengang hvor de skar hendes tunge af. Han slår igen og igen, og hun kan mærke at kjolen bliver flænset, af metallet for enden af bæltet.

Max sætter sig på hug ved siden af hende, han ved ikke hvorfor hun blev straffet. Hun græder uden lyd, hendes hænder knuger om kanten på badekarret og hun forventer at slagene bliver ved. Max løsner hendes fingre en efter en, da begge hænder ligger slapt ved siden af hende hjælper han hende op at stå. Han trækker hende med ud på gangen og ind gennem en af de små korridorer der fører ned til slavernes sovekamre. De andre slaver er i gang med arbejdet så der ingen. Max trækker hende med hen til det lille badeværelse som Avox'erne har til deling. Hun sætter sig på kummen og krymper sig, da sårene gør ondt. Max forlader hende, og kommer lidt efter tilbage med et tæppe, en saks og en lille flaske. Langsomt begynder han at klippe kjolen op, først stropperne derefter ned langs sygningen i begge sider. Da det går op for hende, holder hun hænderne op foran det foreste stykke. Han klipper helt ned til hendes lænd og fortsætter derefter tværs over til den anden side. Han skubber hendes hår til side, hun mærker hans fingre mod sin hud.

Han begynder at løfte i stoffet, hun klynker og han holder inde. Hun har bøjet hovedet forover og knebet øjnene hårdt i, så da hans hånd lægger sig om hendes, gipper det i hende. Hun ser op og opdager at han sidder på hug foran hende. Han åbner munden for at sige noget, men lukker den igen. Han sender hende et bedrøvet blik. Hun ved hvad han vil sige, og hun vil gerne have hørt ordende, men hun smiler bare til ham og nikker. Han slipper hendes hånd og går i gang med stoffet. Hun klynker stadigvæk, men han fortsætter.

Til sidst ligger stoffet på gulvet og han er igang med den lille flaske og noget vat. Hver gang han berører sårene krymper hun sig, til sidst er hendes ryg så bedøvet at hun ikke mærker det. En tanke strejfer hende, at hendes hjerne simpelthen bare er stået af. Max rejser sig og kommer tilbage med noget bandage. Han går om bag hende og begynder at vikle bandagen ud, lidt efter prikker han hende på skulderen og hun ser ham rækker hende en ende. Hun placere stykket henover sine bryster og han vikler rullen rundt og hun modtager den hvorefter hun rækker ham den igen, sådan fortsætter de indtil der ikke er mere bandage. Gennem hele behandlingen undrer hun sig over at Max har så blide hænder. Hun har set dem, set hvor ru de er, sikkert fra hårdt arbejde med træ eller noget lignende. Max rejser sig og rækker hende tæppet, hvorefter han vender ryggen til og går ud. Hun rejser sig og kiler sig ud af resterne af kjolen. Med lidt rystende hænder slynger hun tæppet om sig og går ud.

Max står lænet op af væggen med lukkede øjne og hænderne i lommerne. Hun betragter ham fra døråbningen, hans brune hår der er lidt for langt og hele tiden glider ned i hans øjne. Hans hud der er præget af solen og giver den et gyldent skær. Hun bliver nødt til at skrive og spørge hvilket distrikt han kommer fra, hans muskuløse krop der er skjult under den lidt for store skjorte, kan tyde på hårdt arbejde. Måske han er fra distrikt 4, hvor de har med fiskeri at gøre, eller fra distrikt 9 hvor de har med landbrug at gøre.

Hun går hen til ham, han åbner øjnene da hun står foran ham, hun former læberne som et lydløst tak. Han sender hende et smil og ser hende i øjnene. De er så grønne, så fyldt med varme. Hvad laver han her? han burde være hos sin familie. Hun sænker blikket, han må enten være som hende, en løber, eller han er det som Capitol vil kalde en forræder, men som distrikterne vil kalde frihedskæmper. Han nikker hen mod døren ind til pigernes kammer, da hun vil gøre mine til at ryste på hovedet, lægger han en hånd på hendes skulder, ser hende i øjnene og ryster på hovedet. Hun sukker og nikker modstræbende. Hun går ind i kammeret og kravler ned under sit tæppe og lægger sig på maven, andet er simpelthen uudholdeligt. Hendes sidste tanke inden søvnen tager hende, er barberkniven. Det ville have været så nemt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...