Englens tårer

Det var en helt almindelig dag, en dag lige efter vinterferien. Solens stråler var næsten lige begyndt, på bedste forårsvis, at bryde den grå facade som vinteren havde bragt med sig da det kolde vejr tog til. Den værste kulde var ved at være ovre, og nu var snart forår.

Arabelle Greenland er, ifølge hende selv, en helt normal teenager som bare lever livet, sammen med veninden, Luna Major, lever de i deres egen lille verden.

4Likes
19Kommentarer
1372Visninger
AA

2. Fliser er grå

Min storebror Torquils grinende fjæs var ikke det jeg havde mest lyst til at vågne op til. Jeg famlede efter brillerne, de smukke, sorte hornbriller, som lå på den lille skammel som jeg brugte til natbord. ”Det er morgen, det er morgen!” Torquil dansede hen til vinduet for at slå gardinerne fra. Han vinkede til min ’vinduesnabo’ Ryan. ”Du skal i skole i dag Ara, du skal i skole i dag.”

Torquil sang falsk mens han med, hvad man ironisk ville kalde, med en elver elegance, dansede hen over gulvet for at forsvinde ud af døren.

Øv hvor jeg hadede når han var i godt humør.

Jeg rejste mig fra sengen, vinkede til Ryan mens jeg gik forbi vinduet. I skabet med tøj fandt jeg et par jeans, lidt slidte og ikke de pæneste men jeans.

En hvid skjorte med et sort slips blev trukket på.

Det lange sorte hår blev hurtigt børstet igennem. I dag ville jeg lade det hænge løst.

Jeg så, inden jeg fortsatte videre, rundt i mit lille værelse. Mit blik faldt straks på det støvede billede af min mor jeg på den lille hjørnereol.

Min mor, Miranda Greenland, var død i en ulykke for fire år siden og jeg havde siden boet hos min far og min storebror.

Min mor og far, Joshua Smith, var blevet skilt mens jeg var fire år.

Torquil var på det tidspunkt ni år og så stort op til far, så da far flyttede, flyttede min storebror med.

Siden da havde jeg ikke se dem.

Indtil mor kørte galt.

Myndighederne fandt min far i Nordengland og slusede mig herop.

Joshua var glad for at se mig, Torquil endnu gladere. Samme dag jeg flyttede ind fandt jeg min vinduesnabo Ryan, sidde og stirre ind på mig mens jeg fladede ud i sengen.

Først var jeg både oprørt og pinlig berørt over jeg slet ikke havde set ham, så jeg trak hurtigt gardinerne for.

Men der gik ikke længe før min nysgerrighed tog over, så jeg slog gardinerne fra og så ind i hans storsmilende ansigt.

Hele natten sad vi og kommunikerede ved at skrive på papirblokke med tusser, lave ansigter og fægte med armene.

Ryan er født i USA, men hans familie, bestående af lillebror Kim og mor Ann, bosatte sig her i Nordengland.

Ryan har boet her siden han var fem år gammel. Han er asiat og helt sin egen.

På vej ind i køkkenet stødt jeg på min far. Han stoppede kort op, så på klokken for så at rette på mine briller og smile.

”Jeg er hjemme ved fem tiden i aften Ara, laver du mad?” Han klappede mig på håret, ventede ikke at jeg svarede for så at gå ud til sin lille bil.

Han er forfatter og oversætter, dog mest det sidste da det er dette han tjener mest på.

Han har arbejdet på den samme bog som han arbejdede på, da jeg kom til huset for fire år siden. Hvad den handler om er en dyb hemmelighed, selv ikke Torquil ved hvad den handler om. Inde i køkkenet, på en af de beskedne træstole med polstret sæde, sad Torquil, med ansigtet begravet ned i en skål cornflakes. ”Torquil.” Jeg prikkede lidt til ham mens jeg så ud af vinduet. Ryan plejede at være her nu.

”Torquil?” Denne gang borede jeg fingeren lidt mere ned i han spændte skin. Ingen reaktion.

Mens jeg smurte en mad, tappede det på ruden. Udenfor, med et stort smil på læben, stod Ryan. Han fægtede med armene, smilede stort for så at lave et skræmt ansigt. Jeg nikkede og åbnede vinduet så han kunne komme ind.

Ryan satte sig på en stol ved siden af Torquil, der boblede videre i sine cornflakes.

”Torquil?” Ryan prikkede til min storebror, som boblede videre nede i sine cornflakes.

”Torquil?” Et enkelt blob kom fra Torquil.

Jeg tog en bid af den mad jeg havde smurt. Rugbrød med skinke og ost sammen med et glas mælk.

”Torquil. Du kan ikke sove i din morgenmad.” Jeg prikkede til min brors skulder.

Vi, Ryan og jeg, betragtede min bror lidt. Vi vidste ikke rigtig hvad vi skulle gøre ved ham.

”Skal vi hælde mælk over ham?” Ryan tog mælkekartonen fra bordet og så med et stort hvidt smil på mig.

”Nej. Gør din finger våd og prop ind i øret på ham.”

Jeg børstede krummerne af hænderne.

”Øv.” Ryan proppede sin pegefinger ind i munden, helt ind i munden. Spyttede på den, for så at lade den våde finger proppe dybt ind i Torquils øre.

”AAAAAH!”

Min storebror med det sorte, halvlange hår og grønne øjne sprang skrigende op.

Han sprang ud på badeværelset hvor håndklædet blev rykket ned fra væggen ekstremt hårdt.

”Ad! Ad! ARABELLE! RYAN!”

”Løbe?” Ryan havde rejst sig fra stolen og så på mig. Han havde rettet sig op i sin fulde højde, mens han stod klar til kamp eller flugt. Jeg greb bilnøglerne til den lille Toyota mens jeg tog min taske på stolen.

”Yeah.. Løbe Ryan, løbe.”

Vi skøjtede side om side ud til den lille Toyota mens vi kunne høre Torquil bande rasende bag ved os.

For en gang skyld skinnede solen, men en skinnende sol fik ofte den lille landsby til at minde  om et cementparadis. Fliserne er grå. Husene er grå. Stengærderne er grå. Vejen er grå.

Vi satte os ind i den lille bil. I det jeg startede bilen kom min bror ud fra hoveddøren. Han stod med armene over kors, rystede på hovedet. Et lille smil krogede sig på hans læber.

Ryan sendte ham 'katteansigtet' han mjavede som en kat og slog let til mig.

"Hvad laver du?" Jeg skiftede gear på vej op af den lille bakke. Bagved landsbyen, fjorten kilometer fra mit hjem, lå universitetet, hvor Ryan og jeg gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...