Magika Island

Melina har vidst hun var anderledes, lige siden hun blev født, men har prøvet at benægte det, og skubbe det væk fra sig. Men det er ikke gået så godt. Hendes evner er ude af kontrol, og hun ved ikke hvad hun skal gøre. Indtil hun en dag bliver opsøgt af en dame, der påstår hun er en såkaldt Evnére. Melina bliver taget med til Magika Island, hvor hele hendes liv bliver vendt op og ned.

2Likes
1Kommentarer
1530Visninger
AA

5. Shopping

Det lignede enhver anden storby, med en lang gågade, fyldt med butikker, cafeer og storcentre. Vi parkede motorcyklerne, og så blev jeg hurtigt trukket med rundt over det hele, hvor Hope insisterede på at finde det helt rigtige tøj til mig. David og TC var utroligt gode til at følge med, og gav også deres meninger med når der blev prøvet tøj. De var i det hele taget ret gode at have med ud at shoppe, og virkede også som om de var vant til det. Måske var det normalt nok at Hope slæbte dem med sig, når hun skulle købe nyt tøj? Eller også elskede de bare også at shoppe. Der kunne jo være meget. Ihvertfald var de ikke bange for at sige hvad de mente, uanset hvor ondt det var – hvilket nok også var takket være Hope. Det var egentlig fedt nok. At have drengevenner, der ikke var bøsser, der kunne bedømme ens tøj, og hjælpe med at finde det rigtige. Ikke fordi jeg havde noget imod bøsser. Overhovedet ikke. Det var bare rart. ”Så kan jeg overleve i den her varme... Bliver det nogensinde koldt her?” spurgte jeg, da vi sad på en café, inde i et af de mange storcentre. ”Altså, det skifter efter årstider, men det er ikke ligeså ustyrligt som i virkeligheden. Det holder meget de samme temperaturer,” svarede TC, og drak lidt af sin milkshake. ”Er vintrene meget kolde?” Jeg så rundt på dem, og lagde mærke til at de alle var ret brune. Så solen var altså ægte nok. Ellers var det bare meget mere indviklet, end jeg nogensinde ville kunne forstå. ”Der er ihvertfald nok sne!” sagde David, og puffede grinende til Hope. Jeg så forvirret på dem. Intern joke? ”David overfaldte Hope ret så groft sidste vinter,” forklarede TC. Jeg grinede, og kunne sjovt nok godt forestille mig dem slås med sne, og grine sammen. Jeg glædede mig næsten – og det var stort. Normalt hadede jeg vinter. Det resulterede som regel i, at jeg fik det meste af sneen til at smelte, fordi min underbevidsthed simpelthen ikke kunne li’ det. Egentlig meget fedt, for så behøvede jeg ikke vade igennem det. Men det lød rimelig fedt sammen med dem. ”Hvor længe har i egentlig været her? Og hvor gamle er i?” spurgte jeg, da det slog mig, at jeg ikke rigtig vidste noget om dem.  ”Altså David er den ældste... og han har været her i lidt over et år. Jeg er okay ny, har været her i en måneds tid. Og Hope fik sine evner et år for tidligt, så hun er startet på samme tid som David. David er 17, jeg er 16, og Hope fylder først 16 til februar,” sagde TC, og de andre nikkede bekræftende. Så var der jo ikke så stor forskel på os. Fedt nok! ”Hvordan er skolen?” spurgte jeg nysgerrigt, for det pirrede mig lidt, at jeg ikke vidste hvad der var anderledes fra en normal skole, og om der var et eller andet der var totalt mystisk. Og egentlig var jeg ret facineret af det hele. Jeg var endelig et sted, hvor jeg kunne lære noget nyt. ”Altså det er lidt ligesom en normal skole, bortset fra du også træner de evner, og lærer om vores historie, og alle de andre mega seje ting der er,” sagde David, ”og så er der også ekstra sprogfag, og du kan vælge imellem dans og sport og alt muligt andet.” Jeg måtte indrømme det lød ret cool, men burde Nicholas ikke have fortalt mig om det? Og burde jeg ikke skulle vælge fag? Hvordan mon jeg gjorde det? ”Hvordan vælger man det?” spurgte jeg, og så på dem. Det så ud som om Hope fik en åbenbaring, for hun var ved at få sin iskaffe galt i halsen. ”Åh gud, det har jeg glemt at fortælle dig! Husk mig lige på det, når vi kommer hjem igen. Jeg skal lige forklare dig det.” Hun fik styr på sin hoste, med lidt hjælp fra David, hvorefter hun smilede undskyldende. ”Ej, nu er jeg jo helt nysgerrig,” sagde jeg, og drak selv lidt af min kaffe latte. TC smålo. ”Tag det roligt, det er ikke så vildt. Bare tænk over hvad du godt kunne tænke dig, for det er nogle gange lidt svært at vælge, når der er så mange ting at vælge imellem.” David og Hope nikkede bekræftende. ”Der er helt vildt mange fede fag, og man føler bare man ikke kan vælge nok,” svarede David. Jeg hævede mistroisk et øjenbryn. ”Nu er jeg ikke sååå glad for skolen at det gør noget. Så tvivler på det bliver et problem,” sagde jeg med et lille grin, ”men jeg skal da se om jeg kan vælge.” Skolen havde aldrig været min ting, men det var nok meget på grund af jeg hadede personerne der. Fagligt var jeg et år foran alle andre, og havde overhovedet intet problem med at følge med. Men socialt, dumpede jeg big time. Jeg var bare særlingen alle hadede. ”Skole her, er ikke så slemt. Virkelig. Jeg hadede også skolen før i tiden,” tilføjede David, og så ned på de rester der var tilbage af hans kage. ”David! Glem nu din gamle skole,” sagde Hope, og så alvorligt på ham, ”vi har snakket om det før, og fortiden er fortid. Ikke nutid.” Min nysgerrighed blev pirret op igen. Hvad var der sket på Davids skole? Mon han havde haft det lidt ligesom mig? ”Jaja, jeg ved det!” sagde han, og satte sig tilbage i stolen, ”undskyld moar!” Både TC og jeg flækkede af grin, og man kunne også se der var dukket et smil op på både Hope og Davids læber. ”Det var godt min søn.” Hun lænede sig over imod ham, og skulle til at klappe ham på håret, men han undveg, og gispede, imens han spærrede øjnene op. ”Skulle du lige til at røre mit hår?!” spurgte han, med verdens mest snobbede stemme. ”Øh ja?” sagde hun, med en ligeså bitchet stemme. ”Ej, omg, ved du ikke at mit hår er det aller helligste? Det er ikke noget man rører, uden tilladelse fra selveste hårguden,” sagde han, og lod sin hånd glide igennem sit hår, imens han allernådigst gav os synet af den lækre ham – det var ihvertfald hvad Hope tænkte. Jeg vidste ikke om det var en intern joke, eller om de rent faktisk mente det, men TC der flækkede endnu mere af grin, bekræftede at det bare var en joke. Og så gik det op for mig, at en af Hopes tanker var fløjet ind i mit hoved. Jeg havde ikke kunne læse hendes tanker tidligere. Hvorfor kunne jeg så det nu? Jeg skød hurtigt tanken fra mig, og koncentrerede mig om mine venner. ”Kæft hvor er i underlige... Jeg føler mig allerede helt hjemme!” sagde jeg, og TC gav mig high five. ”Sådan! Welcome to the group.” Han smilede stort, og de andre sagde også velkommen i deres lille ’gruppe’. ”Feels good man,” sagde jeg, og fik de andre til at grine. Det var første gang jeg nogensinde følte mig ordentligt hjemme et sted, og jeg elskede følelsen af rent faktisk at have venner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...