Magika Island

Melina har vidst hun var anderledes, lige siden hun blev født, men har prøvet at benægte det, og skubbe det væk fra sig. Men det er ikke gået så godt. Hendes evner er ude af kontrol, og hun ved ikke hvad hun skal gøre. Indtil hun en dag bliver opsøgt af en dame, der påstår hun er en såkaldt Evnére. Melina bliver taget med til Magika Island, hvor hele hendes liv bliver vendt op og ned.

2Likes
1Kommentarer
1528Visninger
AA

8. Den første dag

Jeg sov godt den nat. Jeg var alt for udmattet til at drømme, og blev rimelig sur, da Hope vækkede mig klokken syv næste morgen. Jeg følte mig overhovedet ikke frisk, og klar til at komme i skole. ”Mmmh... Ikke nu mor...” mumlede jeg, og vendte mig om på den anden side. Hun lo, og gav overhovedet ikke op så let. ”Jeg er ikke din mor, og det skal være nu.” Så hev hun dynen af mig, og forlod værelset. Jeg stod gnavent op, og trak noget tøj på, hvorefter jeg friserede mit ret uglede hår, og begyndte på make-uppen. Da alting var færdigt, gik jeg ud til Hope, der kiggede en gang op og ned af mig, og lo. ”Måske burde du tage noget tøj på, du ikke smelter i?” sagde hun, og grinede af min store Pink Floyd sweatshirt, og cowboyjeans. Jeg så lidt ned af mig selv, og huskede så at jeg var et sted, hvor det var gloende varmt. ”Åh gud ja... Årh, det her er da også bare besværligt...” Jeg traskede ind imod mit værelse igen, for at skifte til et par lidt lettere bukser, og en af de tanktoppe jeg havde købt dagen før. ”Et godt råd, er at sætte håret op. Ellers bliver det en virkelig lang dag!” råbte Hope fra stuen, og jeg rullede øjne af hende, før jeg satte mit hår op, og så på mig selv. Det så vel fint nok ud. Det var længe siden jeg havde set mig selv i så let tøj. Når det ikke gjaldt træning altså. Det gjorde faktisk en stor forskel, og jeg så overhovedet ikke så bleg og deprimeret ud. Mit hår så meget tykkere og fyldiger ud, og min hestehale var ikke tynd, men okay stor. Jeg gik ind til hende, og slog armene ud, hvorefter jeg med en drillende stemme spurgte om det var fint nok til hendes majestæt. ”Meget vel unge lærling. Du har stadig en masse at lære.” Hun rejste sig, og tog sin skoletaske over skulderen, ”er du klar til morgenmad?” Jeg så spørgende på hendes taske. ”Man går direkte til sine klasser bagefter. Har du slet ikke haft fat i din screenot her til morgen?” spurgte hun, og jeg rystede på hovedet. Jeg havde faktisk helt glemt den, i tasken jeg havde haft med til træning. Jeg skyndte mig ind efter tasken, og opdagede først der, at jeg ikke havde fået nogle bøger. Derfor tog jeg min skoletaske, og hev hurtigt mine gamle skolebøger ud af den, før jeg åbnede min screenot, der fortalte mig jeg skulle gå til morgenmad, og så op på Nicholas’ kontor bagefter. Jeg lukkede den, og lagde den så ned i min taske, hvorefter jeg skyndte mig at tage mine turkise converse på, og gik ud til Hope. ”Lad os komme afsted. Jeg skal op til Nicholas bagefter.” Hun nikkede forstående, og så skyndte vi os over til skolen, der så helt anderledes ud med solen i baggrunden, der var stået op mindre end en time tidligere. Morgenmaden foregik ligesom aftensmaden, ovre i spisesalen. Der var dækket op med alverdens morgenmad, og der var nok til hele skolen gange tre. Jeg ledte rundt i hele lokalet efter dansedrengen, men jeg kunne ikke se ham. Der var et eller andet i mig, der ville lære ham at kende. ”Hvem kigger du efter?” spurgte TC, der sad overfor mig, og helt klart havde bemærket hvordan jeg kiggede rundt.. ”Ikke nogen,” sagde jeg, og prøvede at gøre det lidt mindre tydeligt, at jeg ledte efter en person, som jeg kun havde set to gange før, hvor den ene af dem, nærmest havde været udspionering. ”Sikker?” spurgte David, og grinede med bacon i munden. Hope grinede af ham, og tog en bid af sin toast. ”Jaja! Lad vær’ med at dril mig,” sagde jeg, og stak lidt i min omelet. TC grinede, og puffede blidt til mig. ”Det er kærligt dril. Du kan ta’ det.” Jeg rakte tunge af ham, og koncentrerede mig om min mad, i stedet for at lede efter dansedrengen. Jeg var egentlig ikke specielt sulten, så jeg sagde farvel til de andre, og begyndte at gå op imod Nicholas kontor, med hjælp fra min screenot. Jeg gik op af vindeltrappen, og bankede forsigtigt på døren, hvorefter Nicholas dybe stemme bad mig komme ind. Jeg åbnede døren, og stak hovedet ind. Han sad bag sit bord, og vinkede mig ind. Jeg lukkede døren efter mig, og gik så hen til ham, usikker på hvad jeg skulle, og hvad jeg havde gjort galt. Bare det ikke var noget med træningen dagen før! Havde det været forkert af mig at bruge mine evner på den måde? Og var der nogen der var kommet til skade? ”Nu hvor du har valgt alle dine fag, skal du have dine bøger, så du kan komme igang. Din første time er Tysk, så du skal to etager op, og så skal du finde det lokale der står tysk over. Hvis du mangler hjælp, kan din screenot gøre det.” Han rakte mig en hel bunke bøger, som jeg lagde i min taske, hvorefter jeg sagde tak, og gik lettet til time. Han havde ikke stillet nogle spørgsmål, og jeg havde på ingen måde fået skældud. God start!

Jeg havde intet problem overhovedet med at finde lokalet. Det var ligeså enkelt som Nicholas havde forklaret det, og min screenot bippede, så snart jeg var i nærheden af lokalet. Jeg fik en dejlig overraskelse, da Jake sad og vinkede til mig, ligeså snart jeg trådte ind i lokalet. Jeg skyndte mig ned ved siden af ham, og fandt mine tyskbøger frem, samt en notesblok, og mit penalhus. ”Det var da en dejlig overraskelse. Tak for igår,” sagde han, og smilede til mig. ”Jamen tak, og lige måde. Det var hyggeligt. På trods af din lille flyvetyr.” Jeg puffede grinende til ham. ”Jeg skal skam nok få hævn over det min fine ven,” sagde han, og grinte med den ondeste latter jeg nogensinde har hørt. Så ond, at den fik mig til at flække af grin. ”Jamen held og lykke med det. Du kan vel godt huske hvad jeg fortalte dig om mig igår?” spurgte jeg, og han trak på skuldrene. ”Jeg skal skam nok finde en måde alligevel,” sagde han bare, og rettede blikket mod tavlen, da læren satte sin taske ned på bordet, med et kæmpe dunk. Vores tysklære, var en 43 årig kvinde, ved navn Marietta. Hun var høj – omkring 1.75, og gik med høje hælede sko, knælange sorte nederdele, og trøje der sad stramt om hendes magre krop. Hun havde halvmåne formede briller, og hendes sorte hår, der var begyndt at blive gråt, var klippet i page frisure, og sad helt perfekt. Hun styrede klassen med hård hånd, og der var ikke noget med at aflevere for sent, eller komme uforberedt. Hun var gift med en mand, der var dranker og brugte mere tid på baren, end hjemme med sin familie – hvilket hun egentlig var meget tilfreds med. Hun rørte aldrig selv alkohol, og stoffer hadede hun. Hun havde mistanke om nogle elever der røg ulovlige ting, men hun havde ingen faste beviser – endnu. Hun var stålsat på at lære klassen flydende tysk, inden vi gik ud, og guds nåde komme til dem der prøvede at stå i vejen for hende. Hun havde en søn på 5, og en datter på 13, og hendes pubertetsproblemer var efterhånden ved at blive for meget for fru Marietta. Alt dette fandt jeg ud af, da jeg afleverede min tysk prøve, der skulle fortælle hende hvor langt jeg var, og hun lagde sin hånd oven på min, og så mig i øjnene. Ulemperne ved mine evner dukkede frem igen, og jeg ville igen ønske jeg bare var normal, og levede et normalt teenage liv. Selvom alle her nok gik igennem nogle af de samme problemer som jeg gjorde. Jeg satte mig slukøret ned ved siden af Jake igen, der fandt et papir, og skrev noget på, hvorefter han sendte det over til mig. Er du okay? Jeg smilede over hans bekymring, og skrev hurtigt at det bare var mine evner der var irriterende endnu en gang. Han nikkede forstående, og nussede mig på armen, hvilket utroligt nok beroligede mig. Jeg smilede taknemligt til ham, og nød at han kunne få mig til at slappe af, og glemme alt om mine evners besværligheder. Da tysktimen var overstået, var det straks videre til matematik – ikke mit yndlingsfag, men jeg plejede at få topkaraktere i det, hvilket vel betød jeg klarede mig rimelig godt. Det foregik i en sal over tysklokalet, og da jeg kom derop, blev jeg overrasket over at se David og Hope sidde i lokalet, og vinke til mig, nede fra de bagerste borde. Jeg kiggede lidt rundt, for at tjekke om jeg var gået forkert, men da alt så rigtigt ud, satte jeg mig ned ved siden af dem. ”Er jeg gået forkert?” spurgte jeg, og tog mine matematik bøger, plus notesblokken og mit penalhus op. Hope trak på skuldrene. ”Der er vel en grund til du er her. Måske ligger dit gennemsnit højt nok til du kan være i vores klasse?” sagde hun. ”Det er nok derfor... Jeg er lidt af en nørd,” sagde jeg, og så på min blok, der var godt fyldt op med tysk noter. Hope grinede. ”Det er skam fint nok at være en nørd. Det betyder jo også bare at du skal have time sammen med os,” sagde David, og puffede til mig. Jeg trak på skuldrene, og gav dem ret. Læren kom ind ad døren, og da jeg skulle aflevere en miniprøve til ham, sørgede jeg omhyggeligt for ikke at røre ved ham, så jeg ikke også fik kastet hele hans liv i hovedet. Han lignede enhver anden lære. Høj, kikset tøj, brune sko, og en eller anden taske, fyldt op med bøger. Han havde briller, og overskæg, og hans hår på hovedet, var langsomt begyndt at falde af, og dannede en halvmåne. Han kiggede hurtigt ned over mine svar, hævede det ene øjenbryn, og så op på mig. ”Jamen det er jo ret godt, frøken Johnson,” sagde han, og afleverede papiret til mig igen, med et smil, ”du skal nok falde til her.” Jeg skyndte mig ned på min plads igen, og gemte papiret væk inde i min blok. Jeg havde ikke lyst til de også skulle synes jeg var en kæmpe nørd. ”Jamen det lød da ret godt,” sagde David, og snuppede hurtigt papiret fra mig. Jeg rødmede, og prøvede at få det tilbage. ”Ej... Det er fint nok,” sagde jeg, og lænede mig ind over ham, men fik ikke fat på papiret. ”Wow! Du er da virkelig god til matematik!” sagde han, og gav mig det tilbage. Jeg rystede på hovedet, og gemte det hurtigt rigtigt væk, i min taske. Han hævede det ene øjenbryn. ”Det er du! Tro mig. Hope, hjælp mig lige her,” sagde han og Hope stak hovedet frem. Jeg blev overrasket, over de mente det positivt, men det gjorde mig glad. ”Hva’? Øh, klart.” Jeg kunne ikke lade vær’ med at grine og begyndte så at tegne videre, på den rose jeg havde arbejdet på i mit gamle liv. Jeg havde gjort virkelig meget ud af den, og der var mange detaljer der skulle på plads. Matematik var et af de fag, jeg ikke behøvede at følge med i, så jeg tegnede bare videre, og tog en gang imellem et par få notater. Timen gik ret hurtigt, og bagefter havde vi et lille frikvarter, som jeg brugte sammen med Jake ude på plænen, med at snakke. ”Laver du så noget musisk?” spurgte jeg, og lænede mig tilbage, imens jeg nød solens varme stråler mod min krop. Jeg havde aldrig taget sol før, og jeg var sørme gået glip af noget. Det var vidunderligt at føle solens stråler slikke sig henover min hud, og varmen imod mit ansigt. ”Selvfølgelig. Jeg har spillet guitar siden jeg var 5, og så synger jeg også lidt. Hvad med dig?” spurgte han, og lænede sig op af det træ der stod bag ham. ”Jeg spiller violin og guitar... Og så synger jeg.” Han gloede på mig da jeg nævnte violinen, og jeg blev rød i kinderne. ”Fuck hvor sejt. Vi skulle tage og jamme engang,” sagde han, og så over mod en eller anden, der var på vej over til os. Jeg tog et smut ind i hans tanker, og så en rødhåret pige, med optegnede øjenbryn, alt for meget make-up og de højeste stiletter på, jeg havde set længe. Hun bevægede sig målret hen imod os, og havde det ene øjenbryn hævet ret højt op. ”Åh gud... Så er der problemer...” Han rejste sig, og gik over imod hende. Jeg kom hurtigt på benene, og fulgte efter ham, med 2-3 meters afstand. Jeg ville helst ikke blande mig. ”Lad mig nu bare være Astrid...” Han gik hen til hende, og så meget træt ud, da han sagde det til hende. Hun smilede, og stillede sig helt hen til ham, hvorefter hun tog fat i det røde slips han havde hængende løst om halsen, og trak hans hoved ned til sit. ”Jamen jeg ved du stadig elsker mig Jake...” sagde hun selvsikkert, og skulle til at kysse ham, da han skubbede hende blidt væk, med et undskyldende blik i øjnene. ”Nej Astrid... Vi er et overstået kapitel. Jeg er ked af det, men jeg har ikke følelser for dig mere.” Han smilede sørgmodigt til hende, og hun gav med et suk slip på hans slips, og fik så øje på mig. ”Er du sammen med hende der nu?” spurgte hun med flammer i øjnene. Åh gud nej. Jeg havde virkelig ikke brug for nogen der hadede mig her, og ville spænde ben for mig, ligesom på den gamle skole. Jeg ville ikke ende op med at gøre noget imod en anden, som det jeg havde gjort imod Jasmin. Jake rystede på hovedet, så hans sorte hår fløj rundt om hans hoved. ”Astrid, det her er min veninde Melina. Melina... Det her er min ekskæreste Astrid.” Han introducerede os for hinanden, og jeg var ikke sikker på om det var godt, eller en kæmpe stor fejl. Noget sagde mig, at jeg skulle holde mig langt væk fra Astrid, hvis jeg da havde mit liv kært. Vi nikkede kort til hinanden, hvorefter hun vendte sin opmærksomhed mod ham igen. ”Jeg ved der er noget dybt inde i dig Jake... Og jeg er villig til at vente på dig.” Hun gav ham et kys på kinden, og gik så igen. Jake så lidt efter hende, hvorefter han vendte sig mod mig. ”Har jeg læbestift på kinden?” spurgte han hjælpeløst, og jeg nikkede, da han havde et kæmpe lyserødt aftryk på kinden, ”gider du hjælpe?” Jeg nikkede med et grin, og fandt en serviet i min taske, hvorefter jeg hjalp ham med at tørre det klistrede læbestift af. ”Sådan. Så er du lækker igen.” Han vendte tommelfingrene i vejret, og smilede til mig. ”Tak Mel.” Så krammede han mig, og vi fulgtes ind, med armene om hinanden. De næste to timer, Japansk og historie, fløj afsted. Jeg havde aldrig fundet historie så spændende, og jeg var næsten ked af det da timen sluttede. Evnérenes historie, var en hel del mere spændende, end den normale verdens historie. Her var der intet om kedelige folk i underligt tøj, og parykker. Jeg fulgtes med TC ned til spisesalen, imens vi snakkede lystigt sammen, om alt mellem himmel og jord. ”Jeg har set du er blevet gode venner med Jake,” sagde han, da vi gik ned ad trapperne, imod spisesalen. ”Ja da! Han er jo vildt flink,” sagde jeg, og hoppede ned af trapperne, hvor jeg landede forkert, og faldt, hvorefter jeg landede på gulvet, lige foran ham jeg havde stået overfor til træningen, dagen før. Ham med det lange sorte hår. Han så ned på mig, og grinede lidt. ”Ligger du godt?” spurgte han, og rakte en hånd ned, for at hjælpe mig op. Jeg svarede grinende ja, og tog imod hans hjælp. ”Jeg tror ikke vi fik nået at hilse på hinanden igår. Mit navn er Dylan.” Han smilede til mig, og kastede med hovedet, så hans hår kom væk fra hans meget blå øjne. ”Jeg hedder Melina. Nej, det gik pludselig lidt stærkt,” sagde jeg, da TC nåede hen til os, og stillede sig ved siden af mig. ”Det var ret vildt... Hvad var det du gjorde med dine evner?” spurgte han, og jeg kiggede lidt diskret over på TC. Kunne jeg stole på ham? Eller ville han bare synes jeg var sær? Det kunne altid vente. ”Det er bare en af mine evner... Så...” Jeg smilede og trak på skuldrene. TC lagde den ene arm om mig. ”Skal vi sætte os ind til Dave og Hope?” Jeg nikkede. ”Vi ses Dylan... Det var rart at møde dig.” Jeg smilede til ham, før TC hev mig med ind i spisesalen, hvor vi satte os ned ved Dave og Hope, der sad sammen med Jayk. ”Hey Jayk!” TC lavede håndtryk med ham, og han vinkede til mig. ”Hej med jer.” Bordet var fyldt med nok mad, og mange var allerede i fuld gang med at spise, og nogle læste også bøger. ”Hvad så Melina? Hvordan er din første dag gået indtil videre?” spurgte Jayk, og spiste halvdelen af sin bolle i en mundfuld. Jeg kunne ikke lade vær’ med at grine. ”Det er gået ret fint. Jeg har aldrig fundet historie spændende før...” sagde jeg, og tog selv en bolle, som jeg begyndte at pille i mindre stykker, og spise. Hope grinede. ”Sådan reagerede jeg også første gang jeg havde haft historie her,” sagde hun, og lænede sig indtil David, der lagde sin arm om hende. Gad vide om der var noget imellem dem, eller om de bare var ekstremt gode venner? Jeg skrev mig selv bag øret at jeg skulle finde ud af det. ”Jamen, i forhold til normal historie!” Jayk grinede og tog resten af sin bolle i endnu en mundfuld. ”I forhold til normal historie, er det her bare paradis! Stedet her er i det hele taget bare fedt,” sagde han, med munden fuld af mad. Jeg rystede blidt på hovedet af ham, og pillede lidt mere i min bolle. ”Jeg er glad for jeg kom hertil... Men jeg savner mine forældre lidt,” sagde jeg, og så ned på den. ”Dine forældre? Jeg tænker slet ikke på mine mere,” sagde Hope, og trak på skuldrene. ”Hvordan kan man glemme sine forældre?” spurgte jeg overrasket, og tog min screenot frem, for at tjekke hvad jeg skulle have i den næste time. Engelsk. Yasmy havde nævnt, at vi blev nødt til at have de samme fag, som man normalt havde i skolen, men hverken geografi eller idræt stod på skemaet – okay, idræt fik vi nok af til træning, der foregik mandag, onsdag og torsdag, men alligevel. Det var ikke mange normale timer vi havde. ”Når man har været her et stykke tid, begynder de at miste deres værdi,” sagde TC, og trak på skuldrene. Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg elskede mine forældre, og skulle egentlig have skrevet til dem snart – de skulle vide hvorfor jeg var væk, og at jeg stadig elskede dem. Hvordan kunne jeg glemme det? De måtte være ved at dø af bekymring. ”Er der nogle af jer der har jeres telefon med?” spurgte jeg, og så rundt på dem. ”Selvfølgelig. Jeg har altid telefon på mig,” sagde Hope, og rakte mig sin telefon. ”Tak... Må jeg lige ringe fra den?” spurgte jeg, og tog imod den, da hun nikkede, ”tak. Jeg skynder mig.” Jeg forlod bordene, og gik ud i gangen, hvor jeg tastede min mors nummer, og ringede op. ”Det er Mary Johnson,” sagde min mor. ”Mor? Det er Melina,” sagde jeg, og tog mig selv på armen, nervøs for hvad hun ville svare. ”Melina! Skat! Far og jeg har været så bekymret! Hvor er du? Jeg kommer med det samme... Åh, sig du er okay!” ”Mor... Jeg kan ikke komme hjem.. Og du kan ikke komme her... Jeg er virkelig ked af det, men jeg bliver nødt til at gennemføre det her. Jeg ringer for at sige, at jeg er okay, og jeg har det fint. Jeg er et sted for at træne mine evner. Her er fantastisk. Jeg håber på at komme tilbage på et tidspunkt... Jeg elsker jer begge to. Også far...” Jeg lagde på med tåre i øjnene, og gik ind til Hope med hendes telefon. ”Tak for lån... Jeg har lige brug for lidt tid...” Jeg prøvede at smile til dem, men det lykkeds ikke rigtig, så jeg tog bare min taske over skulderen, og gik udenfor, hvor jeg satte mig i et hjørne for mig selv, og prøvede at forhindre de forræderiske tåre i at trille ned ad mine kinder. Jeg havde siddet der i fem minutters tid, da jeg så dansedrengen komme gående forbi. Jeg satte mig hurtigt længere tilbage i hjørnet, og betragtede ham sætte sin taske ned på jorden, starte musik fra sin iPhone, og begynde at danse. Hans hummel sko gled hen over græsset, og hans krop bevægede sig smidigt og selvsikkert. Musikken var pop – lidt boyband agtigt, og han bevægede sig i præcis takt til det. Han drejede 360 grader, og så direkte på mig, med sin ene arm oppe i vejret, og let spredte ben. Jeg sad helt stille, og så på ham, da han lagde sit hoved på skrå, og så bekymret på mig. Hans brungrønne øjne var nysgerrige, og bekymrede, og de gjorde mig nysgerrig – jeg ville vide hvem han var. Så samlede han sine ben, lod sin arm falde ned langs siden, og gik langsomt over imod mig, uden at tage blikket fra mig. Da han var omkring 10 meter væk, gik der panik i mig. Jeg var ikke parat til at møde ham! Jeg vidste ikke hvem han var! Hvad nu hvis han var totalt ond? Jeg havde jo skadet ham til træning! Jeg lukkede øjnene, holdte godt fast i min taske, og i det næste øjeblik, sad jeg på trappen, på vej op til Engelsk. Jeg tog min taske over skulderen, og rejste mig, hvorefter jeg løb op til lokalet, og satte mig nede bagerst, og fandt mit make-up spejl. Jeg havde en smule sorte kinder, men jeg kunne hurtigt fjerne det, og ligne mig selv igen. ”Hey, hvor forsvandt du hen?” Jeg så op på TC, der dumpede ned på stolen ved siden af mig, og smed sin taske. ”Jeg havde bare brug for lidt tid alene... Mine forældre var de eneste venner jeg havde i mit gamle liv. Alle andre syntes jeg var en fr...” Jeg stoppede brat op, og huskede på de ikke måtte vide noget om mine evner. TC så spørgende på mig. ”Ikke noget,” sagde jeg, og hev min blok op af tasken. ”Stoler du ikke på mig?” spurgte han, da jeg lagde den på bordet, og begyndte at lede efter mit penalhus. ”Jeg kender dig jo ikke rigtig,” sagde jeg stille, og undgik at se ham i øjnene. Jeg vidste han kiggede skeptisk på ham, og hans følelser var blandet. ”Nej, men du må vel have en fornemmelse af om jeg er en man kan stole på eller ej,” sagde han, og lænede sig afslappet tilbage i stolen. Jeg trak på skuldrene. ”Lad os bare sige at jeg elsker mine forældre meget højt,” sagde jeg, og smilede til ham, inden jeg tog en blyant frem, og begyndte at tegne. Han spurgte ikke mere ind til det, og lod mig tegne i fred. Imens tænkte jeg over det med dansedrengen. Gad vide hvad han hed? Jeg havde en fornemmelse af han startede med D. Dennis? Damon? Damen? Jeg sad lidt og tænkte over det, imens jeg begyndte at tegne ham, som jeg kunne huske ham. Med det strittende mørkeblonde hår, hummel skoene, en cowboyjakke, et dogtag om halsen, hængerøvsbukserne der sad løst om hans trænede ben, og en blå t-shirt med skriften ’team popstar’. ”Hvem tegner du?” spurgte TC midt inde i timen, da min tegning var begyndt at tage form. ”Øhm... Tjoe, det er en dreng jeg har set rundt omkring på skolen. Og han facinerer mig lidt,” sagde jeg med røde kinder, og så lidt på min halvfærdige tegning. Hvor var det egentlig pinligt at jeg sad og tegnede ham. Jeg kendte ham ikke engang, og alligevel var jeg så facineret af ham. ”Ham kender jeg vist godt! Han hedder Drew,” sagde TC, og jeg så overrasket på ham. ”Kender du ham?” spurgte jeg, og han nikkede. ”Han er til dans. Han er ret god. Ikke bedre end Dave, men han er ret så god. Jeg ved ikke hvor gammel han er eller noget,” sagde han, uden at tage blikket fra min tegning, ”men det er ret godt tegnet.” ”Tak,” mumlede jeg, og skrev hurtigt hans navn ned i hjørnet af papiret. ”Hey, var det ham du ledte efter i morges?” udbrød TC pludselig, og læren vendte sig om mod os, og sendte os et strengt blik. ”Thomas og Melina, har i noget i gerne vil dele med os andre?” spurgte han, og så igennem sine kuglerunde briller. Jeg rystede på hovedet, og skev mig selv bag øret at jeg skulle have TC’s rigtige navn af vide. Læren vendte sig om igen, med et utilfredst hmpf, og skrev videre på tavlen, hvorefter han vendte os om imod os, og spurgte hvor der skulle være komma. Jeg rakte hånden op, og han tog mig. ”Imellem to sæt udsagnsled og grundled,” sagde jeg, og han nikkede, og satte kommaet hvor det skulle være, hvorefter han gav mig et anerkendende blik. ”Hvad er dit rigtige navn?” hviskede jeg til TC, og prøvede at holde mit blik på tavlen, så det ikke så mistænkeligt ud. ”Det siger jeg ikke!” sagde han, og så på mig, som om jeg var sindssyg. ”Årh kom nuu!” sagde jeg bedende, og gav ham hundeøjnene. Skidt med skolen, jeg kunne det alligevel udenad. ”Fint så. Thomas Howard Lee Carter 3.” svarede han, meget modvilligt. Jeg måtte kæmpe ekstremt hårdt for ikke at komme til at fnise. ”Sejt navn,” sagde jeg, og tog min blyant op, for at begynde at tegne igen. TC hævede begge øjenbryn, og så på mig. ”Sejt? Overhovedet ikke! Jeg hader det,” sagde han. Jeg så lidt på ham. ”Hvorfor hade noget der gør dig til den du er?” spurgte jeg så, og smilede til ham. Han så lidt på mig. ”Sådan har jeg aldrig tænkt over det før.” mumlede han, og så på den blyant han sad og legede med. ”Husk at sæt pris på de ting der gør dig til den du er,” hviskede jeg, og puffede blidt til ham, ”der findes kun en af dig.” Han så på mig igen, og storsmilede til mig, hvorefter han mumlede tak, og vi prøvede at sætte fokus på timen. Imens læren talte videre, tænkte jeg over det jeg lige havde sagt. Det var præcis ligesom Jake havde sagt til mig. Og alligevel fulgte jeg ikke mit eget råd. Jeg havde ikke fortalt de andre om at jeg altid havde haft mine evner. Og måske var det ikke engang så vildt. Tænk hvis de allesammen tog det ligeså roligt som Jake havde gjort? Så var der jo ikke noget at være bange for. Men hvis de tog det som Yasmy, kunne jeg let komme i problemer. Jeg kunne miste mine nyfundne venner. Og det var ikke noget jeg havde lyst til. Jeg ville tværtimod komme så tæt på dem som muligt. ”Ligger der en musikbutik her på øen?” spurgte jeg TC, der nikkede, og spurgte om han skulle vise mig den, efter skole. ”Meget gerne. Hvad har du i sidste time?” spurgte jeg nysgerrigt. Gad vide om man havde samme skema eller om det var meget anderledes? TC og jeg havde jo kun haft Engelsk og historie sammen indtil videre. ”Jeg har biologi. Hvad med dig?” spurgte han, og jeg tog min screenot op, for at tjekke mit skema. TC viste mig hurtigt en knap i bunden, hvor man slog lyden fra, så den ikke forstyrrede timen. ”Også biologi! Fedt!” sagde jeg, og pakkede den væk igen. ”Så kan vi tage bussen derover efter skole. Hvad skal du kigge på?” spurgte han nysgerrigt. Jeg samlede min blyant op fra bordet, og tegnede de sidste detaljer på Drew. ”Jeg skal finde en guitar. Af en eller anden grund fik jeg ikke min egen med hjemmefra.” sagde jeg, og smilede til ham. ”Spiller du guitar?” spurgte han, og så på min tegning, der var ved at være færdig. Jeg nikkede. ”Og violin. Og så synger jeg også,” sagde jeg, og trak på skuldrene. ”Du skal synge for mig på et tidspunkt.” Han så på mig med et kæmpe smil, og lænede sig tilbage i sin stol. Jeg så på ham med begge øjenbryn hævet. ”Du må være syg. Jeg synger ikke bare lige for folk,” sagde jeg, og blev lidt rød i kinderne. Jeg var overhovedet ikke vant til at optræde foran andre, og når jeg gjorde det, var jeg som regel ekstremt scene skræk, og skulle nærmest tvinges, før jeg kunne. ”Årh kom nu. Gør det for en ven,” sagde han, og gav mig en blid albue i maven. Jeg så lidt på ham, og tænkte så over det. Hvad var det værste der kunne ske? Jeg sang dårligt, og hvad så?  Han ville nok ikke droppe vores venskab på grund af det. ”Fint. Jeg skal nok synge for dig på et eller andet tidspunkt,” sagde jeg, og smilede til ham. Jeg kunne vel altid trække det lidt ud. Lige nu blev jeg nødt til at fokusere på at falde til. ”Tak.” Biologi var ligesom på alle andre skoler, og jeg brugte det meste af timen på at snakke med TC, og tænke på Drew. Vi gik åbenbart ikke på samme årgang, for så ville vi nok være stødt på hinanden nu. TC og jeg gik jo på same årgang, og havde haft tre timer sammen indtil videre. Gad vide om han var andetårselev, ligesom David og Hope? Jeg havde jo ikke spurgt dem om de kendte ham. Han så ikke ud til at være ældre end det. Men man skulle ikke dømme på udseendet. Det havde jeg selv lidt for meget erfaring med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...