Magika Island

Melina har vidst hun var anderledes, lige siden hun blev født, men har prøvet at benægte det, og skubbe det væk fra sig. Men det er ikke gået så godt. Hendes evner er ude af kontrol, og hun ved ikke hvad hun skal gøre. Indtil hun en dag bliver opsøgt af en dame, der påstår hun er en såkaldt Evnére. Melina bliver taget med til Magika Island, hvor hele hendes liv bliver vendt op og ned.

2Likes
1Kommentarer
1529Visninger
AA

2. Begyndelsen

Det hele startede en helt normal mandag, der så viste sig ikke at være helt så normal, som jeg troede. Jeg havde sovet godt om natten, men havde haft en underlig drøm. På det tidspunkt kunne jeg overhovedet ikke huske hvad det var, jeg kunne bare huske den havde været underlig.

"Melina? Du skal op nu." Min mor kom og vækkede mig som sædvanligt, og jeg stod op, trak tøj på, og skyndte mig så ned i køkkenet med min sorte fjäll räven over skulderen, hvor jeg tog en hurtig bid morgenmad, og skyndte mig så ud af døren og afsted. Selvom jeg ville have kunne teleporte mig selv til skole, og være der på sekundet, tog jeg min cykel, og cyklede af sted som en helt normal teenager - bortset fra det gik lidt for stærkt. De fleste tænker vel nok ’hvorfor cykle, når man kan teleportere sig?’. Tjae, min forklaring er faktisk enkel. Jeg ønskede ikke at være den særling jeg var. Jeg ville meget hellere være en hel normal teenager. Uden alle de psykiske og fysiske evner, bare helt normal, med kæreste og veninde problemer – ikke at ødelægge sin vandseng, fordi man har specielle evner, som man i øvrigt ikke kan styre, og helst bare vil glemme. Nej, så ville jeg hellere have helt normale teenage problemer.

På vejen kiggede folk underligt på mig. Selvom jeg havde kørt den nøjagtig samme vej de sidste 10 år, og havde mødt de samme mennesker, havde de stadig ikke vænnet sig til min tilstedeværelse. Jeg var stadig hende den sære nye pige der overtrådte færdselsloven på sin cykel. Og de ville med glæde undvære mig i deres hverdag.

Da jeg nåede hen til skolen, kiggede folk på mig som altid, da jeg med alt for hurtige skridt gik mod cykelstativerne, for at stille min cykel, og låse den med lidt for meget kræft. Endnu flere stirrede da døren til det lugtende trappetårn gik op af sig selv, og jeg skyndte mig ind imens jeg sørgede for min hætte var trukket så godt op om mit hoved som muligt. Jeg løb op ad trapperne med den samme unaturlige fart, og skyndte mig ind i klassen, hvor mine klassekammeraters tanker skød ind i hovedet på mig, da jeg gik om til det bagerst bord, og dumpede ned på stolen, hvorefter jeg stak et par høretelefoner i ørerne, og skruede højt op for Sex Pistols – God save the queen, der var noget af det eneste, der kunne overdøve deres lede tanker, så mit hoved kunne få lov at være i fred. Det var det samme som altid. De bagtalte mig, og tænkte på hvor syg og fucked up jeg var. Og hvor meget de hadede mig. Jeg havde hørt det før. Alle syntes jeg var bizar og syg i hovedet. Mange af vores naboer kunne ikke forstå hvorfor mine forældre gad have mig i huset. Jeg kunne nemlig ikke rigtig styre mine evner. Derfor skete sådan noget som at døre sprang op foran mig, uden nogen havde åbnet den, og at vores hække pludselig forestillede perfelt formede flamingoer. Men mine forældre elskede mig, også selvom jeg havde så mange fejl, og de kunne aldrig finde på at smide mig ud, eller efterlade mig alene. De havde lært at håndtere det, og det var ikke længere et problem. De var mere end klar til at hjælpe mig igennem alting. Uanset hvor indviklet det var. "Godmorgen allesammen. Melina, tag din hætte ned og dine høretelefoner ud, og følg med," sagde vores lære, der i øvrigt hed Marian, og var fuldkommen ligeglad med mit problem med at koncentrere mig pga. de tanker mine klassekammerater konstant tænkte. Derfor tog jeg meget modvilligt mine høretelefoner ud af ørerne og trak min hætte ned, hvorefter jeg så op på hende med hævede øjenbryn, afventende på hendes snak om verdenshistorien, og hvorfor vi hvide mennesker var dumme fordi vi havde holdt hendes folk som slaver i flere århundrede. Det var alt sammen en hel normal mandag. Den samme rutine som altid. Hun gav mig et misbilligende blik, før hun begyndte at snakke, og skrive på tavlen, og jeg sank tilbage i stolen, og begyndte at tegne på mit hæfte, imens jeg prøvede at holde de andres tanker ude af mit hoved. Liz tænkte på sit meget tætte forhold med Dylan, Dylan tænkte på sin personlige træner, der måske var lidt mere personlig end en træner, og Jasmin, klassens bitch, tænkte på hvor sær og freaket jeg var, og på de billeder hun havde af en fra parallelklassen sammen med en mindreårig. Ganske normalt i vores klasse. Derfor ville jeg helst have de tanker ud af mit hoved, og bruge det til at tænke for en gangs skyld.

I stedet for at prøve at udvikle mine evner, forsøgte jeg ganske enkelt at glemme helt de eksisterede. Jeg prøvede på ikke at lytte til folks tanker, ikke se deres humører i strålende lysshows omkring deres kroppe, ikke åbne døre uden at røre dem, og i det hele taget bare være en normal teenager. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde regnet med. Nok at mine evner så efterhånden ville forsvinde af sig selv? Hvor naivt af mig. Selvfølgelig forsvandt mine evner ikke af sig selv – de blev tværtimod mere og mere kraftfulde, jo ældre jeg blev. Jeg lærte at styre få af dem – dem der var farligst, men der var stadig mange ting ved dem, der skulle styres. Og det kunne jeg ikke. Så jeg ignorerede dem så godt jeg nu engang kunne, og prøvede at leve mit liv normalt. Hvilket mislykkeds ret meget.

 

Historie timen sneglede sig afsted, og det samme gjorde resten af dagen. Alle andre lære ignorerede at jeg havde høretelefoner i ørerne og min hætte trukket godt op over hovedet, så jeg havde fred for de andres tanker resten af dagen, og kunne slappe af og koncentrerede mig om at lave noget konstruktivt. 10 sekunder før klokken ringede til spisepause, rejste jeg mig op fra min stol, og skyndte mig ud af klassen, og ud på toilettet, hvor jeg greb hårdt fat om vasken, og så mig selv i spejlet. Jeg var ligbleg, og mit sorte hår hang slapt ned over mit tynde ansigt. Jeg havde sorte rander under mine ellers kønne blå øjne, der var omringet af sort eyeliner. Den store hættetrøje skjulte min ellers pæne figur, og mine jeans sad tæt om mine tynde ben. De andre piger i klassen, vidste ikke noget om jeg faktisk var pæn uden det store tøj – og det skulle de heller ikke vide. Jeg havde pjækket fra alle idrætstimer, for drengenes tanker gik altid helt amok der, og det samme gjorde mine evner. I starten var min undskyldning bare at jeg havde glemt idrætstøj, eller havde skader, for ikke at afsløre min krop, og fordi jeg ikke kunne styre mine evner – jeg havde været med til én time i børnehaveklassen, hvor jeg kastede en basketball så hårdt igennem lokalet, at den ramte væggen og eksploderede. Alle havde gloet på mig, og jeg var flygtet ud af idrætssalen, og hjem – det tog mig kun 2 minutter. Siden da, havde idræt været et no-go for mig. I de større klasser, så jeg en pige blive mobbet ud af vores klasse, fordi de andre ikke tolererede konkurrence, og var glad for jeg selv gik og gemte mig i mine hættetrøjer, der på en måde hjalp mig til ikke at fokusere på de andres tanker. Lige nu var det Jasmin der styrede klassen, og hun ville være efter mig, hvis jeg nogensinde kom i noget, der kunne antyde jeg ikke var en grim pige. Jeg tog lidt vand i hovedet, før jeg kastede et sidste blik på mit ligblege ansigt, og gik ned til kantinen, der lå i den modsatte ende af skolegården. Det var en tur jeg hadede. Folk gloede altid på mig, når jeg kom gående med hænderne i lommen, og blikket rettet ned i jorden, med de hvide ledninger stikkende ud af hætten, tværs gennem skolegården. Deres tanker skar ind i mit hoved som knive. ”Hvad er hun for en sær pige?” ”Hvorfor går hun så hurtigt?” ”Hun er så freaket” ”Fik en basketball til at ekspoldere som en vandballon” ”Fucking freak...” ”Topkaraktere i matematik...” Jeg hadede dem allesammen. De kunne ikke bare lade mig være. Hvornår kunne de forstå at det ikke var min skyld? Jeg havde ikke bedt om at have sådan et helved som liv. Overhovedet ikke. Det lyder måske fedt at kunne svaret på alle prøver ved at ligge hånden på et papir, og teleportere sig frem og tilbage – men det er det ikke. Det er freaket, og når man så også kan læse tanker og alt muligt andet på samme tid, bliver det let for meget. Derfor skruede jeg helt op for Bring me the horizon, og satte farten lidt op, for at få turen overstået lidt hurtigere. Alle gloede på mig da jeg gik ind i kantinen. Jeg stoppede et øjeblik op, før jeg gik over til salatbaren, tog lidt op på min tallerken, plus en bolle, og skyndte mig over til det bord jeg altid sad ved. ”Det her bli’r en lang dag...” mumlede jeg, og begyndte at pille et stykke af min bolle af, og spise den. Og jeg fik ret. Hele dagen havde jeg en fornemmelse af der skulle ske noget, men alting virkede normalt.

Efter spisepausen, gik jeg tilbage til klassen, hvor vi skulle have matematik. Mine evner hjalp på et eneste punkt – nemlig skolen. Jeg skulle bare lægge min hånd på et papir, og jeg kendte straks alle svar, og vidste alt der stod på det. Derfor fik jeg topkarakterer i næsten alle fag, og det brugte mine såkaldte klassekammerater også imod mig. De mobbede mig med at jeg var sådan en nørd, imens jeg kunne læse i deres tanker, at de allesammen var jaloux. En overgang prøvede jeg at hjælpe nogle af dem, så de kunne blive bedre, men det hjalp ikke. De så mig bare som endnu mere syg, når jeg prøvede at snakke, og endda hjælpe dem. Derfor holdte jeg hurtigt op med det, og trak mig tilbage til mig selv, for ikke at stå i vejen for dem. Det var ofte de prøvede at skubbe mig af cyklen når jeg kom i skole, men det lykkedes ikke. De kunne simpelthen ikke. Mine evner holdte mig oprejst, og gjorde at jeg var for stærk til dem. Der havde været en episode, hvor en af drengene havde drillet mig, og så havde slået mig i ansigtet. Og bagefter hang ti meter oppe i luften, med hovedet nedad, og skreg på sin mor, imens han iøvrigt tissede i bukserne af skræk. Derefter var der ingen der turde snakke til mig. Derfor sad jeg alene i klassen, så langt væk fra de andre som muligt, og der var aldrig nogle der vovede sig i nærheden af mig. Jeg var egentlig glad for de bare ignorerede mig. Det kunne være meget værre. Nogle af dem der blev mobbet, blev jo både banket, og cikaneret. De ignorerede bare mig. Så længe jeg da spillede efter deres regler, og var stille, i mit store tøj.

Jeg sad som altid alene i matematik. Vores lære kom ind, og lod som om hun ikke bemærkede jeg havde min hætte trukket meget godt op over hovedet, og mine hvide høretelefoner stikkende ud af halsudskæringen, hvorefter hun satte sin taske, og bad om alles opmærksomhed. Jeg var taknemlig over hun lod mig være. ”I dag skal vi prøve noget nyt. I skal arbejde i grupper, om en fremlæggelse, i skal lave. Jeg har delt grupperne, og valgt emne for jer. Så det er bare at gå sammen, og begynde at lave det. Grupperne er.” Hun begyndte at nævne navne, og jeg bad til at jeg skulle være alene, som jeg en gang imellem var. Jeg havde ikke lyst til at være i grupper med nogle af de andre. De hadede mig jo, og jeg vidste godt hvordan det ville ende. De ville kaste et par spydige bemærkninger efter mig, jeg ville lave det hele, og de ville tage alt rosen til fremlæggelsen. Sådan gik det altid. ”Og Melina, Jasmin og Dylan.” Jeg stivnede. Jasmin og Dylan? Åh gud, jeg var død! Dylan var Liz’ kæreste, og Liz var Jasmins bedste veninde – hvis man da kunne kalde dem veninder. De var begge totalt lede imod hinanden, og sammen styrede de klassen med hård hånd. Selvom det var Jasmin der fik alt opmærksomheden, og alle drengene. Men Liz havde det godt sammen med Dylan. Det var nok fordi hun ikke vidste noget om han var hende utro, med både Jasmin, sin personlige træner, og deres fællesveninde. Jeg havde desværre alt for meget indblik i deres rod, for hver gang jeg trådte ind i klassen, var det deres tanker, der lød højest. Alt for ofte hørte jeg Dylans perverse tanker, om Jasmin og Liz, og nogle gange dem begge, plus andre. Og alt for ofte hørte jeg Liz og Jasmin sidde og bagtale hinanden i tankerne. Derfor ville jeg ønske at jeg bare kunne have mine høretelefoner i ørerne 24/7. Jeg ønskede ikke at høre dem. Jeg vidste godt at høretelefoner ikke duede til gruppearbejde. Det skræmte de andre. Så jeg skyndte mig at tage dem ud af ørerne, og gemme dem væk. ”Nå, okay, du er syg i hovedet, så du kan sikkert lave det her. Her særling. Husk at lave det så vi kan hoppe på.” Jasmin skubbede papirerne over imod mig, med et ondt smil, og vendte sig imod Dylan, ”jamen hej flotte.” Hun gav ham sit hjerteknuser smil, og blinkede med sine lange øjenvipper. Jeg fik kuldegysninger, trak min hætte længere op, og koncentrerede mig om arket. Men pludselig skød en stemme ind i mit hoved. ”Bare hun ikke har hørt noget om os... Nej det ved hun nok ikke... Ikke tænke på det, den freak kan læse tanker!” Jeg lod som om jeg bare lavede matematikken, men jeg granskede længere ned i personens hoved. Hvad var det personen mente? Og hvem var det? ”Hun må ikke vide Dylan har noget for hende... Hvis hun finder ud af det... Dylan slår mig ihjel!” Jeg så forsigtigt rundt i klassen, men alt så helt normalt ud. Folk larmede, fordi vores lære var gået igen, og der var ikke nogen der så specielt paniske ud. Overhovedet ikke. Og så gik det op for mig hvad personen havde tænkt. Dylan! Kunne han li’ mig? Hvorfor? Jeg var skolens freak. Og byens freak. Han hadede mig jo. Det kunne ikke passe at han kunne li’ mig. Det kunne det bare ikke. ”Åh nej, hun har hørt mig... Fuck fuck fuck, bare lad som ingenting... Tænk på noget andet!” Jeg så op på Dylan. Han sad og flirtede ret groft med Jasmin, der nød at kunne sno ham om sin lillefinger. ”Ja glo du bare lille bitch. Han er min. Selv Liz kan ikke komme imellem os. Så det kan du heller ikke freak. Jeg ved du kan høre mine tanker. Jeg ved du sidder og læser dem lige nu. Men glem du bare alt om Dylan Cooper. Han er min.” Jeg fik det dårligt, og så ned i bordet, og pludselig bored 25 tanker sig ind i hovedet på mig. Allesammen forskellige, og snakkede om forskellige ting. Jeg tog mig til hovedet, og prøvede på at koncentrere mig om at lave arket, så jeg ikke fik flere problemer med Jasmin. Presset blev for meget for mig. Jeg rejste mig, og stolen fløj baglæns, og gik næsten i stykker, da den ramte skabet, og jeg styrtede ud af klassen, og ud på toilettet. Jeg smækkede døren hårdt i, så væggene rungede, skyndte mig hen til det nærmeste toilet, og låste hurtigt døren. Så satte jeg mig ned på toilettet, og trak vejret dybt ind, imens tåre begyndte at trille ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke klare deres tanker. De skød ind på mig, som missiler. Fjendtlige missiler. De fleste tænkte på hvor sær jeg var, og hvorfor jeg nu skulle tiltrække mig opmærksomhed igen. Men der var kun én stemme jeg ledte efter. Og jeg fandt den. ”Hun er sikkert løbet herud... Den lille freak... Nu skal hun bare få... Hun kan godt glemme alt om Dylan... Og alt om at have det godt her.” Jeg klappede i med det samme, og trak mine fødder op, hvorefter jeg sad musestille. Jeg kunne høre døren gik op, og Jasmins hæle klikkede rytmisk mod det hårde stengulvet, da hun bevægede sig ind på toilettet, med drab i øjnene. ”Melina? Kom bare frem. Jeg gør dig ikke noget.” Jeg rullede øjne. Og det skulle jeg tro på? Jeg kunne se de ord hun ville bruge imod mig, forme sig i hendes hoved. Hvad hun sagde, var alt andet end godt. Jeg kunne se de ideer hun havde til at gøre mig ondt. Hun var fuldstændig ligeglad med hvad jeg havde gjort imod den dreng der slog mig. Hun følte sig overlegen. ”Jeg ved du er her. Jeg ved det.” Hun bevægede sig ned imellem de klassiske skoletoiletter, og jeg kunne se hvad hun så. Jeg lukkede mine øjne, og koncentrerede mig om hende. Hun gik ned imellem båsene, og skubbede hver eneste dør op, for at kigge ind, og se om der var nogen. Da hun nåede til den bås jeg sad i, gik jeg i panik. Jeg kunne ikke teleportere mig der. Hun ville opdage det. Hvad fanden skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke bare lade hende tæve mig. Jeg ville ikke lade hende tyranisere mig mere. Da hun nåede til den bås jeg sad i, skubbede hun til den, og kunne mærke modstanden. Et ondskabsfuldt smil bredte sig på hendes læber. Hun vidste hun havde fundet mig. ”Kom nu bare frem Melina! Jeg ved du er der!” Hun skød sin hofte ud, og stak hånden i siden. Jeg tog en dyb indånding, og tørrede mine kinder, før jeg rejste mig, rettede på mit tøj, åbnede døren, og stod ansigt til ansigt med hendes ondskabsfulde smil. ”Hvad vil du Jasmin?” spurgte jeg, og så træt på hende. Hendes blik var knivskarpt, og hun var fuldstændig ligeglad med jeg var træt af det her. Hun syntes jeg havde fortjent det. ”Åh, jeg vil bare have en lille snak med dig.” Hun smilede sukkersødt, og gik hen til vaskene, hvor hun begyndte at lægge make-up, ”er det ikke hårdt at være dig?” Jeg så undrende på hende, og trak på skuldrene. Bekymrede hun sig virkelig for mig? Eller var det bare endnu en del af hendes spil? Hun stoppede med at putte mere eyeliner på, for at se på mig. ”Synes du ikke det er hårdt? Nåå...” Hun gik tættere på mig, og smilede det onde smil hun plejede at give mig, ”det kommer du til.” Hun greb om min nakke, og slog mit hoved ind i væggen, med overraskende meget styrke. Slaget kom pludseligt, og jeg kunne mærke hvordan det dunkede rytmisk i mit hoved. Imens jeg havde mistet fokus, tvang hun lynhurtigt mit hoved ned under vandhanen, men da hun tændte den, kom der ikke noget vand ud. Hun rynkede panden, og holdte stadig et fast greb i min nakke, imens hun prøvede at tænde den igen. Jeg kunne mærke en våd væske glide ned over siden af mit hoved, og det svimlede for mig. Jeg kunne ikke afgøre om jeg blødte, eller om hun havde fået vandhanen til at virke. Jeg prøvede bare at holde fokus. Jeg skubbede hende væk, hvilket resulterede i at hun bankede imod stenvæggen, og så forskrækket på mig. Jeg fløj over til hende, og holdte hende oppe med en finger mod hendes brystkasse. Jeg afslørede ikke at det var svært at holde balancen, men fokuserede på hendes øjne, der var vidt åbne, og fyldt af skræk. ”Hør her Jasmin. Jeg har aldrig gjort dig noget! Aldrig! Jeg har gået og gemt mig i stort tøj, for ikke at være en trussel for dig. Jeg har fundet mig i alle de ting i har både sagt og tænkt om mig, og bare ignoreret alle de ting i har gjort. Men det her, det er fandme at gå over stregen. Og hvis du nogensinde rører mig igen, så bliver det meget slemt for dig. For du ved udemærket godt at jeg er i stand til at gøre mange ting.” Jeg pressede ekstra hårdt imod hendes brystkasse, og hun spærrede øjnene op i skræk. Jeg tror det var længe siden nogen havde givet hende dén behandling. Men jeg var ligeglad. Hun havde pisset mig af. ”Og forresten, så kan Dylan li’ mig, og han er dig utro med tre andre piger.” Jeg så lidt på hende, for at sørge for hun forstod det, før jeg gav slip på hende, og forlod badeværelset, imens hun sank sammen på gulvet, med tårerne trillende ned ad sine kinder. Da jeg kom ud på gangen, stoppede jeg op. Mit hoved dunkede som aldrig før, og jeg var våd i ansigtet. Så skyndte jeg mig op af trappen, og brugte toilettet deroppe. Hele den ene side af mit hoved var dækket, af en blanding af blod og vand. Såret i min tænding var ikke ligefrem stort, men det gjorde ondt, og det blødte stadig. Jeg rakte ud efter papirerne, og tørrede mit ansigt, og den ene side af mit hoved. Så trak jeg mit hår væk fra såret, lukkede øjnene, og fokuserede på det. Langsomt stoppede det med at dunke, og jeg kunne nærmest mærke den healende fornemmelse, af såret der samlede sig igen. Da jeg åbnede øjnene igen, var der ikke andet tilbage, end et lille blodspor. Jeg gjorde et stykke papir fugtigt, og vaskede det sidste væk, hvorefter jeg satte mit hår op, og trak min hætte godt op om mit hoved. Der var ingen spor efter vores fight.

Da jeg kom tilbage i klassen, kiggede alle underligt på mig, men jeg var for sur til at lægge mærke til deres onde tanker. Jasmin sad på sin stol, og var musestille. Dylan sad og gloede på hende, som om hun lige havde stilt sig op på et bord, og erklæret sin kærlighed til aber. Jeg gik lige forbi dem, og satte mig ned bagerst i klassen, hvor jeg trak min hætte op over hovedet igen, og stak mine høretelefoner i ørerne. Jeg kunne høre alle deres tanker, og de handlede om mig. Og Jasmin. De var nysgerrige. Jeg tog papiret med opgaverne frem, og begyndte at skrive svarerne ned, uden at kigge på nogen. Den eneste tanke der gik igennem mit hoved, og var min egen, var ’fuck noget lort’. Mine hænder rystede stadig, da jeg efter skole låste min cykel op, og trak den igennem skolegården. Jeg undgik Jasmins blik da hun krydsede gården på samme tid, og skyndte mig bare hen til udgangen. Jeg havde en summen i maven, og jeg vidste det betød at der skulle ske et eller andet usædvanligt, så jeg kørte en omvej hjem, og kiggede rundt på gaderne, men der var ikke noget underligt at se. Veninder og venner fulgtes hjem fra skole, en gammel mand slog græs, og et ungt kærestepar sad på deres teresse og nød solen. Der sad grupper i parken, og drak, nogle røg endda hash, og hyggede sig sammen. Intet usædvanligt over det. Hele vejen hjem, havde jeg Jasmins blik i tankerne, så der kan godt være noget jeg havde overset, men det virkede ikke sådan. Der var ikke noget usædvanligt overhovedet, før jeg kom hjem, hvor døren stod åben, og jeg kunne høre der var nogle derinde. ”Hallo?” Jeg bevægede mig indenfor, imens jeg forsigtigt kiggede ned ad gangene, og prøvede at få øje på den person der var der. Summen i min mave var blevet værre og værre, og det skræmte mig. Jeg trådte musestille henover gulvet, og lagde mine nøgler og min taske nede i entreen, hvorefter jeg gik længere ind i huset. ”Er her nogen?” Jeg gik op ad trappen, og så ind i hvert eneste rum på vejen ned ad vores lange gang, hvor mit og mine forældres værelser lå, men jeg kunne ikke få øje på nogen. Jeg stilte mig i midten af gangen, lukkede øjnene, og prøvede at føle hvem end der var ders følelser, men der var intet. Jeg kunne ikke føle noget som helst, hvilket virkelig var unormalt. Alle mennesker har en følelse i sig konstant, og de følelser kunne jeg mærke. Normalt ihvertfald. Men her var der intet der kom til mig. ”Melina?” Jeg åbnede mine øjne, og vendte mig meget hurtigt om, hvorefter jeg stod ansigt til ansigt med en middelaldrende kvinde, i en stram nederdel og en nedringet skjorte. ”Hvem er du?” spurgte jeg, og rynkede panden, imens jeg prøvede at finde hendes tanker. Men de var der bare ikke. Hun havde ikke nogle tanker. Heller ikke nogen aura. Der var ikke noget pulserende lysshow omkring hendes krop, der afslørede hvilket humør hun var i. Ingen af hendes følelser kom frem i mig. Som om hun ikke var en levende person. Havde jeg besøg af en zombie? ”Mit navn er Yasmy, og jeg kommer fra Magika Island. Pak dine ting så vi kan komme afsted.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...