Dødforelsket

Xavier Flame, er en helt almindelig fyr på nitten år. Men den smukke Isabell Galen, som han forelsker sig i er langt fra normal. Hun er forbandet. Alt hvad hun rører ved visner, og dør. Selv hvis det er mennesker. Hun prøver, at holde sig væk fra Xavier, men han bliver ved med, at opsøge hende. Han er helt fortabt i hende. Isabell, begynder at falde for Xavier, men hun må passe på. Bare én enkelt berøring og han er færdig. Xavier og Isabell bliver draget af hinanden, men hvordan kan de nogensinde være sammen, uden at Isabell får Xavier slået ihjel? Tør de løbe risikoen? Tør de sætte Xaviers liv på spil, til fordel for et enkelt kys...?

33Likes
58Kommentarer
4262Visninger
AA

7. Valmuen

 

Yes, endelig! I dag er det dagen, hvor jeg skal mødes med Isabell. Smukke, smukke Isabell Galen. Gad vide om hun altid har handsker på..? Nå, det er også ligemeget, bare jeg ser hende igen. Jeg gik i bad, og barberede mig og tog noget aftershave på. Jeg trak i et par almindelige, pæne jeans, en lækker, hvid skjorte og mine solbriller.

Jeg var ude af døren på en halv time. Der var stadig en smule mørkt udenfor. Jeg gik lykkeligt ned i parken, spændt på at se Isabell. Hvis hun altså kom. Hvad nu, hvis hun ikke gjorde? Sagde hun det bare for at slippe af med mig? Jeg blev pludselig ramt af en bølge, af nervøsitet. Jeg fik en kold ilning, ned langs rygraden. Nej, det måtte jeg ikke tænke på. Selvfølgelig ville hun komme. 

Jeg satte mig ned opad det store piletræ.

Ventede.

Og ventede. 

Jeg tænkte på hendes smukke blå øjne, hvordan de funklede og strålede. Ligesom jeg sad og drømte om hende, dukkede hun op. Hun gik med lette og elegante skridt hen mod mig. Jeg rejste mig fra jorden, smilede og sagde: ,,Hej" 

Hun så på mig og smilede, men smilet nåede ikke helt op til hendes øjne. Hvor var hun dog smuk. Hvor mange gange havde jeg efterhånden tænkt det? Jeg ville sige det til hende, men jeg ventede til det rigtige øjeblik. Hun skulle jo ikke tro, at jeg var underlig. Hendes lange, mørke øjenvipper så fugtige ud, og huden rundt om hendes øjne var svagt rød. Havde hun grædt?

Jeg så bekymret på hende, og spurgte: ,, Isabell, er du okay ...?"

Hun rynkede brynene, men smilede så opmuntrende. ,, Ja, jeg har det fint," hun smilede, men hun så ikke spor glad ud. Hun virkede nedtrykt.

Jeg rakte hånden ud for at tage hendes, men hun tog den til sig, for at rette på sit hår. Hun rev elastikken ud, som holdte hendes hår oppe i en stor knold. Håret brusede ned af hendes skuldre, som en kappe. Jeg kunne mærke en kilden i maven. Hun tog fat i min arm, med sin stadigt handskeklædte hånd, og trak mig med ned på jorden. 

Isabell og jeg, så sammen solen stod op. Jeg havde det varmt. Jeg kiggede på Isabell. Hun havde vildt meget tøj på. Stramme, sorte jeans, en tætsidende rød bluse med krave, med en sort jakke uden over. Og hendes handsker selvfølgelig. 

Hun så så fredfyldt ud, da hun kiggede på solopgangen, at jeg ikke turde at sige noget. Jeg ville ikke ødelægge hendes stille øjeblik. Hun drejede langsomt hovedet mod mig. Så mig i øjnene. Så gennemtrængende på mig. ,, Jeg har altid elsket, at se på solopgangen. Det er så smukt. Det er begyndelsen på en ny dag, nyt liv, nyt håb..." sagde hun drømmende. 

,, Hvorfor har du altid de handsker på? " Ordene var ude af min mund, før jeg kunne nå at stoppe dem. Jeg rødmede og kiggede ned. ,, Du behøver ikke at svare. Det var ikke min mening at snage," sagde jeg forlegent. Isabell så på mig, som om hun overvejede noget. Hun tog min hånd og holdte den i sin. Men kun i et kort øjeblik, for så slap hun den igen. Hun tog sin ene handske af. For første gang så jeg hendes lange, slanke fingre. Hun havde smukke hænder. Hun tog fat i en blomst i græsset, og rykkede den fri af jorden. Jeg så hvordan blomsten visnede. Dens blade blev mørke, stive og krøllede sig sammen. Den før så smukke, røde valmue, var nu visen og død. Jeg kiggede målløst på Isabell. Hun så ulykkeligt på mig. ,, Det er hvad der sker, hvis jeg rører dig uden handsker på. Du vil dø. Jeg er forbandet. Et monster," sagde hun. Jeg kunne se tårende i hendes øjenkroge. Hun prøvede, at blinke dem væk, men forgæves. Hun tog sin handske på igen. Jeg vidste ikke hvad skulle sige. Jeg kunne se på hende, at hun ikke vidste, hvorfor hun var blevet sådan. Hun var ulykkelig. Virkelig ulykkelig. Jeg kunne ikke bære at se hende sådan. Jeg tog fat i hendes hat, som sad på jakken. Hun kiggede forskrækket på mig. Jeg trak den over hendes hoved. Derefter lagde jeg armene om hende og trak hende ind til mig. Hun stivnede, men lod sig føje. Hun lagde hovedet ind mod min hals, og slappede af. 

 

Hvor er det dejligt, at ligge i Xaviers arme. Hans stærke, muskuløse arme. Jeg følte mig tryg. Mere, end jeg havde gjort længe. Jeg havde været blevet ved med at sige til mig selv, at jeg ikke måtte falde for ham. Men det var for sent. Det kunne jeg ikke komme udenom. Jeg havde forelsket mig i Xavier. 

Jeg vendte mit hoved, så det lå på hans skulder, og kiggede op på ham. Han så mig i øjnene. Jeg følte, at han så lige igennem mig. ,, Du er så smuk," sagde han med en blid stemme. Jeg så forbløffet på ham. Mente han virkelig det? Selvfølgelige gjorde han det. Han han ville da ikke lyve for mig. Håbede jeg. Jeg smilede til ham. Det største smil jeg kunne lave, uden at ligne en klovn. 

 

Hendes smil, fik mig til at smelte. Mit hjerte hamrede afsted. Jeg lænede mig ned mod hendes ansigt. Ville trykke mine læber mod hendes. Kysse hende lidenskabeligt og varmt. Vores læber var få centimeter fra hinanden... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...