Dødforelsket

Xavier Flame, er en helt almindelig fyr på nitten år. Men den smukke Isabell Galen, som han forelsker sig i er langt fra normal. Hun er forbandet. Alt hvad hun rører ved visner, og dør. Selv hvis det er mennesker. Hun prøver, at holde sig væk fra Xavier, men han bliver ved med, at opsøge hende. Han er helt fortabt i hende. Isabell, begynder at falde for Xavier, men hun må passe på. Bare én enkelt berøring og han er færdig. Xavier og Isabell bliver draget af hinanden, men hvordan kan de nogensinde være sammen, uden at Isabell får Xavier slået ihjel? Tør de løbe risikoen? Tør de sætte Xaviers liv på spil, til fordel for et enkelt kys...?

33Likes
58Kommentarer
4271Visninger
AA

8. Bekendtgørelsen, løftet og stjerneskudet

 

Jeg opdagede, hvad der var ved at ske. Jeg prøvede at holde igen. Jeg skulle modstå fristelsen. Jeg kunne ikke tillade det. Jeg gjorde mig fri af Xaviers arme, og sprang instinktivt op på mine, vaklende ben. Jeg følte mig svag, drænet for alt energi.

,,Er du fuldstændig sindsyg? Jeg har lige fortalt dig, hvad jeg er og så gør du dette. Vil du gerne dø? For hvis du fortsætter sådan så sker det!" råbte jeg. Xavier så forfærdet på mig. Mine øjne fyldtes med tårer. Jeg kom med små hikkende lyde. Var ude af stand til at sige mere. Mine ben gav efter under mig, og jeg faldt sammen på jorden. Xavier var henne ved mig i ét spring. Han tog mine hænder i sine og kiggede mig dybt i øjnene. 

,,Du må ikke græde. Undskyld - det var dumt overhovedet at prøve. Jeg ved ikke hvordan det er at være dig, men jeg ved..." Han tøvede, og kiggede prøvende på mig. ,,... at jeg elsker dig, Isabell. Det har jeg gjort siden første gang jeg så dig. Jeg har været helt betaget af dig siden... Du er så smuk," sagde han med en helt absurd varm og lidenskabelig stemme. Jeg var som en stum, jeg kunne ikke få et eneste ord frem, selvom de skreg inde i mit hoved om at blive sagt højt. Jeg ville sige, at det var for farligt. Vi kunne ikke være sammen. Det ville ikke kunne lade sig gøre på nogen måde. Jeg genvandt talens evne og sagde: ,,Jeg elsker også dig." Min hjerne skreg. Jeg fik en mental lussing. Det var ikke dét, jeg skulle have sagt. Pis! 

 

,,Du er så, så smuk," sagde jeg igen. Jeg kunne ikke lade værre. Da jeg først havde sagt det, var det som om at det gav mere mening, jo flere gange jeg sagde det. Hun elskede også mig. Jeg hørte hendes ord i mit hoved igen og igen. Det ville jeg aldrig glemme. Jeg lagde mine hænder på hendes hofter, og trak hende tæt ind til mig. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne kysse hende. Jeg var ved at springe i luften, at bare længsel efter hendes læber. Isabell slog armene om halsen på mig, og omfavnede mig. Jeg kunne mærke, at stoffet på min skulder blev fugtig. Hun græd. 

,,Jeg har forstået budskabet. Ingen hud kontakt. Vi må bare tage forholdsregelerne, som de er. Det her kan godt fungere, hvis bare vi er forsigtige," sagde jeg. Jeg studerede Isabells ansigt nøje, for at se hendes reaktion. Det trak en smule i hendes ene mundvig, hun nikkede. 

Vi sad resten af dagen op af det gamle piletræ, og snakkede. Vi snakkede om alt muligt. Min barndom. Hendes talte vi ikke så meget om, for hun var lidt skrøbelig lige på dét punkt. Hun spurgte meget ind til min familie. Jeg tænkte, at det nok fordi hun aldrig rigtig havde haft en selv. Hun lyttede opmærksomt og interasant, da jeg fortalte. 

Det begyndte så småt, at blive mørkt. Stjernerne viste sig på himlen og blinkede ned til os. Vi havde siddet hele dagen og snakket. 

,,Ved du, hvad jeg altid har ønsket mig?" spurgte Isabell. Jeg rystede på hovedet. 

,,Nej, hvad?" 

,,Jeg har altid villet se et stjerneskud. Jeg har altid drømt om at ønske, og så håbe på at mit ønske ville gå i opfyldelse," sagde hun. Hendes øjne funklede i månelyset. Hun lænede sig op ad mig og lagde hovedet på min skulder. Efter få minutter faldt hun i søvn. 

Hvor heldig har man lov at være? Tænkte jeg. Man falder pladask for en pige, og så viser det sig, at kærligheden er gensidig. 

Mens jeg sad og tænkte, lyste himlen op og et smukt stjerneskud, viste sig for mig. Var det lige et sammentræf, eller hvad? Jeg ruskede blidt Isabell i skulderen. Hendes øjne sitrede og hun gabte. 

,,Se, Isabell, et stjerneskud!" Hun slog øjnene op og sprang ud af mine arme. Hun jublede som et lille barn, der lige havde fået en ekstra kugle i sin isvaffel. 

,,Årh, hvor vildt, se Xavier!" hun så lykkeligt op på himlen. 

,,Det ser ud som om der er nogen deroppe, som godt kan lide dig," sagde jeg og pejede op på himlen. 

,,Hvorfor det?" 

,,Du bad om et stjerneskud, og du fik det," sagde jeg og smilede. Hun kiggede ærgeligt på mig, mit smil blegnede. 

,,Der er aldrig nogen, der har kunnet lide mig. Der har aldrig været nogen til at passe på mig, så hvorfor skulle der være det nu?" Hun kiggede ned i græsset. 

,,Jeg vil altid passe på dig."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...