Stenhus Kostskole

Sophie skal flyttes på kostskole, meget imod sin vilje, og er ikke særlig positiv omkring det. Snart får hun dog venner, og begynder at finde sig til rette på skolen.

OBS det skal lige siges jeg aldrig har været på Stenhus Kostskole! Alting er lavet ud fra min fatasi!

2Likes
8Kommentarer
2088Visninger
AA

4. Kapitel 4

Det viste sig, at ikke hele skolen lignede noget fra 1800-tallet – en del af den, var faktisk ret moderne. Jeg fik forklaret alt om de forskellige lokaler, og fik endda information om nogle af de elever, vi passerede på vejen. Jeg havde haft ret i, at mange af dem, var forkælede rigmandsbørn. Dog med problemer. Nogle af dem, mindede mig om dem fra filmen, Rich Kids. Forkælede rigmandsbørn, der egentlig bare manglede opmærksomhed fra deres forældre. Hvilket jeg godt kunne forestille mig, mange af de her børn var. ”Okay, det her er vores fællesrum. Det er her vi slapper af med hianden, og hænger ud og sådan.” Jeg scannede rummet med øjnene, og stoppede op ved en gruppe drenge, der sad ved et af bordene. Der sad tre, hvoraf to af dem, sad med ryggen til mig. Den sidste sad med fødderne oppe på en anden stol, og en guitar i skødet. Jeg ved ikke hvad det var, men et eller andet ved hma, fangede mit blik fuldstændigt. Han så ret normal ud. Rød/brunt hår, og lyse øjne. Okay tynd, men ikke totalt undervægtig. Hans stil var der heller ikke så meget underligt i. Et par mørke jeans, hvide halvslidte adidas sko, og en sort cardigan. Han var meget fokuseret på sin guitar, og havde et meget koncentreret ansigtsudtryk. ”Hvem er han?” spurgte jeg åndsfraværende, og nikkede over imod drengen. Cecilie, som jeg havde afbrudt midt i en sætning, så på drengen, og studerede ham. ”Øhm, niendeklsaser... Er vist nok tvunget til at gå her. Meget musikalsk, spiller vist også trommer. Øh... Kan ikke lige huske hvad han hedder. Hvorfor?” Jeg lagde hivedet lidt på skrå, og kunne slet ikke tage øjnene fra ham. Der var et eller andet ved ham, der tiltrak mig, noget så grusomt. Hans koncentrerede ansigt, imens hans fingre smidigt gled over gribebrættet. ”Sophie!” Cecilie viftede med sin hånd foran mit ansigt, da han kiggede op, og fik øjenkontakt med mig, i et kort øjeblik.

”Hvad er der?” spurgte jeg, og rev blikket væk fra drengen. Hun så anklagende på mig. ”Du gloede vildt på ham der! Hvad sker der?” spurgte hun, med et hævet øjenbryn. ”Øh sorry... Jeg er lidt træt. Har sovet dårligt i nat,” undskyldte jeg, og prøvede at smile. Jeg har aldrig været specielt god til at lyve. Hun hævede det andet øjenbryn, og så skeptisk på mig. ”If you say so...” Jeg mærkede følelsen af lettelse, og takkede gud for, at hun hoppede på den. Jeg kunne godt se det underlige i at jeg bare havde stirret på ham – han så ikke unormal ud eller noget. Han var jo bare en normal niendeklasser. Så hvorfor sku’ jeg lige stirre på ham, som om han var en eller anden kendt fyr? Jeg sørgede for at holde blikket på Cecilie, og væk fra drengen, selvom jeg stadig kunne føle hans blik i ryggen, da vi fortsatte. Fedt, allerede nu, havde jeg stemplet mig selv, som den nye særling, på ottende årgang. De fleste havde ihvertfald bemærket mig. Jeg gjorde ikke det hele meget lettere for mig selv. ”Kom lad os gå,” sagde Cecilie, og åbnede døren, så vi kunne komme væk fra fællesrummet. Jeg var taknemlig over at komme væk fra de borende blikke, så det føltes som en lettelse, da døren lukkede bag os, og vi var alene på en okay stor gang.

På resten af turen rundt, kunne jeg ikke tænke på andet end drengen. Hvad var der så specielt ved ham, siden jeg absolut skulle glo på ham, på den måde? Kunne jeg ikke bare have ladet ham være, og fokusere på at tjekke lokalet ud? ”Hej Cecilie! Hvem er det du har der?” En dreng på godt 1.85 stod pludselig foran os, med et kæmpe smil på læben. Han var tynd, men så dog også ud til at have muskler, og han havde en ret holdning. Hans hår var karseklippet, og han havde piercing i læben, øjenbrynet og næsen. Han var klædt i et par måske lidt for stramme jeans, og en helt normal hvid t-shirt, plus et par hvide adidas sko. Hans tænder var kridhvide og helt lige, og hans brune øjne lyste af glæde. ”Hej Mark. Det her er Sophie. Hun er ny her. Sophie, det her er Mark. Han er en af mine bedste venner.” Drengen, der åbenbart hed Mark, rakte sin hånd ud, og trykkede mig i hånden, stadig med et stort smil klistret på læberne. ”Hyggeligt at møde dig Sophie. Hvilken årgang starter du på?” spurgte han nysgerrigt. ”Jeg starter på ottende årgang,” svarede jeg, og prøvede på at smile tilbage til ham. Det var bare lidt svært, efter det pinlige optrin, der lige havde foregået. ”Jamen cool! Jeg håber da du starter i vores klasse. Det kunne være hyggeligt,” sagde han venligt, og gav slip på min hånd igen. ”Ja, jeg er sikker på vi kan få meget sjov ud af det,”sagde Cecilie, og smilede til Mark. Havde jeg lige fået mine første venner på min nye skole?

”Hvilke fritidsinteresser har du så?” spurgte Mark, og fik også Cecilie til at se nysgerrigt på mig. Jeg tøvede lidt. ”Jeg er meget glad for musik, og spiller to forskellige instrumenter...” sagde jeg, og smilede lidt. Marks læber røg med det samme op i et kæmpestort smil. ”Er et af dem guitar?” spurgte han nysgerrigt. Jeg nikkede, og var lidt forskrækket. Hvordan kunne han vide det? ”Awesome! Du skulle tage og jamme med nogle af de mennesker der går her. Der er vildt mange, rigtig talentfulde musikere,” sagde han. ”Jamen det skal jeg huske,” sagde jeg, og lagde min højre hånd på min venstre overarm, lige over albuen. En vane jeg havde pålagt mig, og faktisk gerne ville af med. ”Hvad er det andet så?” spurgte Cecilie, og lagde armene over kors. ”Øhm.. Violin,” sagde jeg, og trak lidt på skuldrene. Hun spærrede overrasket øjnene op. ”Seriøst? Ej hvor sejt! Du må spille noget for mig en dag! Jeg har altid ønsket mig at høre hvordan sådan en violin lyder i virkeligheden,” sagde hun drømmende. Jeg kunne ikke lade vær’ med at grine lidt. ”Det er ikke så forskelligt fra det du hører i fjernsynet,” forklarede jeg, og glemte for et øjeblik alt om det pinlige optrin, og at jeg faktisk var et sted, jeg ikke kunne li’, ”men man kan godt blive lidt overrasket over hvor meget en violin faktisk kan sige.” ”Cool! Jeg har en mega sej værelseskammerat!” Igen mindede Cecilie mig om en glad lille hundehvalp, da hun lyste op i et kæmpestort smil. Mark så også lidt ud som om han også kunne se ligheden. ”Hvad laver i egentlig?” spurgte Mark, og så spørgende på os, ”du plejer ihvertfald ikke at være her allerede.” ”Jeg viser hende rundt på skolen. Hun er jo lige kommet idag, og jeg tænkte det kunne være godt at vise hende rundt, så hun ikke farer totalt vild imorgen,” sagde Cecilie. ”Det skal nok lykkeds for mig alligevel,” mumlede jeg for mig selv. Jeg havde aldrig været god til at finde rundt, og det var en stor skole. ”Kom, vi går ned på kontoret, og finder ud af hvilken klasse du skal gå i, og hvilket skema du har,” sagde Mark, og nikkede ned ad gangen. ”Burde det ikke stå, i den stak papirer hende damen nede ved indgangen gav mig?” spurgte jeg, og så lidt på dem. Cecilie hævede det ene øjenbryn. ”Det ku’ da godt være... Skal vi gå tilbage og tjekke det? Så kan vi også gå ned og få dine bøger,” sagde Mark. ”Jah, lad os gøre det.”

Cecilie hev mig med ned ad gangen, og tilbage til vores værelse, sammen med Mark, hvor vi fandt papirerne, og fandt ud af hvilken klasse jeg skulle gå i. ”8.c OH YEAH!” Mark pegede triumferende på papiret, hvor der ganske rigtigt stod 8.c, ”det er vores klasse!” Jeg åndede lettet op. Så ville jeg da i det mindste kende nogle i min klasse. Måske var det ikke helt så slemt alligevel? ”Jamen så lad os gå ned, og få fat i nogle bøger til dig. Jeg vil anbefale at du ta’r din taske med, så vi ikke skal slæbe på dem allesammen, hele vejen herop igen,” sagde Cecilie, og nikkede imod min eastpak rygsæk. Jeg trak på skuldrene, og tog den med. ”Jamen så lad os da gå,” sagde Mark, og åbnede døren. Cecilie gik ud først, og så fulgte jeg efter, og sørgede for at låse af, inden vi gik ned imod kontoret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...