Stenhus Kostskole

Sophie skal flyttes på kostskole, meget imod sin vilje, og er ikke særlig positiv omkring det. Snart får hun dog venner, og begynder at finde sig til rette på skolen.

OBS det skal lige siges jeg aldrig har været på Stenhus Kostskole! Alting er lavet ud fra min fatasi!

2Likes
8Kommentarer
2098Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg befandt mig foran en hvid skranke, midt på en gang, der syntes at være uendelig lang. Siden der vendte ud imod stien, vi kom fra, havde vinduer, med omkring 3 meters afstand, og den anden side var dækket af fotografier, af både gymnasie- og folkeskoleklasser. Loftet var ekstremt højt, og der hang nogle meget fine lamper, med omkring fem-ti meters afstand. Væggene var samme hvide farve, som resten af skolen, og der var ikke en eneste plet, på det polerede trægulv. Bag den hvide skrankte, sad en strengt udseende dame. Hendes hår gik til lige under hendes øre, og var en komune-brun farve. Hun havde et par briller siddende ude på spidsen af næsen, og kun lidt mascara på. Da vi stillede os foran hende, så hun op på os, med begge øjenbryn godt hævet. Noget sagde mig, man ikke skulle lægge sig ud med hende. ”Navn?” spurgte hun, med en meget lys og striks stemme. Min mor stod med et kæmpe smil, og sine hænder foldet foran maven. Gid hun dog ville slappe af. Hun havde sit lange blonde hår sat op i en hestehale, så man ikke kunne se de går hår, der var begyndt at dukke frem. Hun havde gjort et forsøg på at lægge make-up, men det var ikke ligefrem gået godt. Hendes mascara klumpede, og hun havde læbestift på tanden. Så havde hun taget et par cowboybukser på, og en t-shirt, der måsked sad en anelse for stramt. Udover det, havde hun en cardigan på, og et par sorte ecco sko. Så nej, jeg havde ikke en stilet måde. På ingen måde. Vi plejede at komme meget godt ud af det med hinanden, men det var ændret nu. Jeg nægtede at tale til hende, mere end højst nødvendigt. Og der var ikke nogen, der kunne ændre min mening.

”Sophie Schouv.” Damen med det strikse blik, kiggede på den gamle computer, hun havde stående. Jeg krydsede stille fingre for mit nan ikke stod der. Men nej. ”Åh ja. Skal begynde på ottende årgang. Ekstra aktiviteter, violin, guitar, klaver og kor?” Jeg rynkede panden. Kor? Jeg havde da aldrig sunget i kor før. Ville min mor endelig tillade, at jeg lavede andet en klassisk musik? Siden jeg var helt lille, havde jeg spillet musik, dog kun klassisk. Min mor forbød alt andet. Pop, rock, soul, alt der ikke var klassisk. Men det her gav mig håb. Måske var jeg heldig, og måtte prøve noget nyt. ”Ja, det klassiske pigekor?” Mit håb sank til bunds igen. Klassisk pigekor? Det kunne hun da ikke mene! Som om det ku’ blive sjovt. Nu havde jeg lige håbet på, det kunne redde mig. ”Lyder det ikke sjovt, skat?” Jeg svarede ikke på min mors spørgsmål. Det var simpelthen for dumt. Damen bag skranken rystede på hovedet af mig, og tog en telefon op til øret. ”Cecilia Thomsen, henvend dig ved hovedindgangen.” Jeg rynkede panden. Hvem var hun? Og hvad skulle hun? Damen rakte mig et okay stort nøglebundt, og en stak papirer og foldere. ”Her er alt hvad du har brug for,” sagde hun, med sammen strikse stemme, ”der kommer en og viser dig vej til dit værelse om lidt.” Så det var det hende Cecilie skulle. Fedt, så slap jeg for at fare vild. Det var uden tvivl en stor skole, og jeg havde ikke den bedste navigationssans. Gad vide om hun var en, jeg kom til at se mere til? Måske var hun min nye værelseskammerat? Eller bare en eller anden random pige? Havde man overhovedet værelseskammerater? Spørgsmålene fløj rundt i hovedet på mig, og jeg ville ærlig talt bare have dem til at stoppe. Jeg havde virkelig ikke brug for at blive forvirret.

”Hvor er det her bare spændende, hva’ skat?” Min mor så på mig, med et ivrigt blik. Vi havde stilt os længere nede ad gangen, så damen ikke kunne høre os, så tydeligt som før. ”Hvis du synes det er så spændende, burde du måske selv starte her, i stedet for at tvinge mig til det,” sagde jeg, med en meget tydelig spydighed. Hendes store smil forsvandt, og blev erstattet af et skuffet ansigt. Hun var tydeligvis ikke glad for jeg ikke værdsatte det mere, end jeg gjorde. ”Vær’ nu glad! Du får en uddannelse, der faktisk kan bruges, i modsætning til den folkeskole du gik på før, tilbød! Vær’ mere taknemlig! Både din far og jeg har lagt mange kræfter i at få det her til at fungere!” Jeg hævede meget hurtigt begge øjenbryn, ret højt. Havde de lagt mange kræfter i det? Jeg havde taget testen, der havde givet mig et stipendium. Og jeg havde overhovedet ikke bedt om at komme på den åndssvage kostskole. For min skyld, havde de overhovedet ikke behøvet bruge kræfter på noget. De kunne bare have ladet mig blive på min gamle skole. ”Jeg ville have klaret mig strålende der, mor!” Jeg skulle til at skælde hende mere ud, da en blondt pige i et par jeans og en tætsiddende t-shirt, kom gående imod os, med et stort smil. Derfor lod jeg det ligge. Jeg ville snart være fri for min mor, i mindst en uge. Måske ku’ jeg bare være hos Alexandria i weekenderne? Hun havde reddet mig mange gange før.

”Er du Sophie Schouv?” spurgte pigen, der nu stod lige foran os. Jeg nikkede, og prøvede at gengælde pigens store smil, men det var svært. Derfor koncentrerede jeg mig mere om pigens udseende. Hun var tynd, men ikke spinkel, og okay bleg. Hun havde pæne former, hvilket hun ikke skjulte, og hendes tykke, blonde hår, gik hende til midten af maven. Hendes varme, klare, blå øjne så venlige ud, og hun virkede som en sød pige. ”Jeg skal vise dig vej til dit værelse, og rundt på skolen. Jeg hedder Cecilie. Skal jeg hjælpe med bagagen?” Hun virkede virkelig venlig. Var alle der, ikke rige snobber? ”Jo tak. Mor, vi klarer den herfra. Farvel.” Min mor så sørgmodigt på mig, men nikkede så, og forlod os. Yes, endelig fri for hende. En ting mindre at tænke på.Cecilia tog de to rullekufferter, og begyndte at hå, imens hun snakkede lystigt om skolen. Jeg fulgte bare efter, og så ud af vinduerne. Det hele virkede bare gråt og trist. Ikke et godt tegn. Min fremtid så ikke specielt lys ud. Det eneste gode var, at Cecilie da virkede sødog venlig. Måske havde jeg fået en ven? ”Man bor på vær’ sit værelse, men på en måde har du stadig en slags værelseskammerat. Det er ligesom... Ej, det kan du se når vi kommer derhen. Hvor gammel er du egentlig?” Hun stoppede sin talestrøm, og så nysgerrigt på mig. Hun mindede mig på en måde om en lille hundehvalp. ”Jeg er 14. Så skal i ottende,” sagde jeg, og smilede ægte, for første gang i en uges tid, da jeg så hvordan hendes ansigt lyste op. ”Cool! Så går vi på samme årgang!” sagde hun, med et kæmpe smil. Great, så ville jeg da kende en person. Det ville være rart. Hun plaprede videre om vores årgang, imens vi gik op ad nogle gigantiske trapper, der også hørte 1800-tallet til, og lod til at vare en evighed.

Jeg fik hele smøren, med hvem der kom sammen med hvem, hvilke intriger der var, og hvem der havde hvilken position i klassen. Så fortsatte hun med lærerne, bagefter dem der var artige, og uartige efter skole. ”Okay, så er vi her. Du åbner med din nøgle, og så når vi kommer herind, har du værelset til højre. Dørerne i enderne er toilet og bad.” Vi stod i et aflangt lokale, med to døre foran os, og to i hver sin ende. Jeg åbnede døren, og så ind i et okay stort lokale. Ude i venstre side, var 3 skabe, og et bord med plads til bpde computer og papirer. Til højre stod en seng, der så dejlig blød ud, og et sengebord, med en lampe på. Over sengen hang en af de der whiteboard tavler, med tre tusser til at skrive på den. Alle væggene var malet hvide, og møblerne var kulsorte. Det hele så utroligt moderne ud, i forhold til det jeg ellers havde set af skolen. Cecilie bugserede mine to kufferter hen for enden af sengen, og så sig rundt i lokalet. ”Du må gerne hænge plakater op, så længe du ikke skader væggen. Og du skal selv sørge for at stå op om morgenen. Jeg plejer at stå op halv syv, og tage min taske med ned til morgenmad, så jeg ikke kommer forsent. Du kan vælge at joine mig, eller lade vær’. Vi skal sidde nede i kantinen 7.35, ellers får du fravær.” Jeg nikkede, og så mig om, på mit nye værelse. Der var mange muligheder. Jeg kunne hænge mine plakater op, og måske finde en lampe der ikke var hvid. Måske kunne jeg faktisk få lavet et meget fedt værelse ud af det? ”Jeg tror jeg vælger at joine dig,” sagde jeg med et smil, der dog var lidt halvfalskt. Okay, så jeg ville få lavet et fedt værelse, men ville stadig få et lorteliv. Ikke specielt fedt. Heldigvis var det kun halvandet år. ”Fedt nok. Nå, jeg tror jeg vil lade dig pakke ud, og så kan jeg vise dig rundt senere. Okay?” Hun havde et kæmpe smil på læben, og mindede mig igen, om en lille hundehvalp. ”Det lyder fedt,” svarede jeg med et smil, der virkede lidt mere ægte. Hun forsvandt ud af døren, og ind på sit eget værelse. Jeg blev øjeblikkeligt i dårligt humør, og sukkede for mig selv. Hvorfor var jeg også havnet i den her situation? Hvorfor var det ikke en anden? Endnu engang sukkede jeg dybt, og begyndte at lægge mit tøj ind i skabene – der dog stadig plads til en hel del mere, da jeg var færdig. På bunden af min ene kuffert, lå min sorte fjäll räven. Jeg så forvirret fra den, til min normale rygsæk. Hvorfor havde jeg taget den med? Så mange skolebøger kunne jeg da umuligt have. Og så gik det op for mig, at jeg ikke havde fået bøger endnu. Hvordan fik jeg fat i dem? Jeg måtte hellere spørge Cecilie. Da jeg skulle til at trykke dørhåndtaget ned, åbnede døren sig, og Cecilies smilende ansigt dukkede op. ”Perfekt timing! Jeg sku’ lige til at spørge om du er klar, til jeg viser dig rundt?” sagde hun. Jeg nikkede, for jeg var vel klar nok. ”Cool, lad os komme afsted!” Vi forlod værelserne, og sørgede for at låse af, før hun begyndte at vise mig rundt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...