1D Drives Me Crazy! {One Direction}

Amalie er 17 år gammel og har lige slået op med sin kæreste Jake. Efter hendes mor døde, har hun lukket sig inde i sig selv. Hendes venner droppede hende og nu har hun kun sin familie. Hendes far er manager for boybandet One Direction og han tager hende med sig. Hun er droppet ud af skolen, og er på vej til Paris sammen med drengene. Drengene har set Amalie før, men pludselig viser de interesse for hende. Hvad skal hun gøre? Kan tre uger i kærlighedens by splitte bandet?

60Likes
64Kommentarer
9710Visninger
AA

2. Min tragiske baggrund

Paris er kærlighedens by, det havde jeg altid vidst. Da jeg var syv år gammel havde min mor og far taget mig med til Paris. Her havde jeg mødt en dreng, der kom fra Paris. Vi kunne ikke snakke sammen, da hverken han eller jeg kunne snakke engelsk, men vi blev alligevel venner. Dagen inden jeg skulle hjem igen, gav han mig et hjerte. Det var et æskeformet hjerte der indeholdt chokolade. Jeg var blevet så glad, at jeg havde kysset ham. Og sådan fik Amalie, mig, på syv år sit første kys, altså fra andre end sine forældre.

Min mor døde tre uger efter. Hun havde leukæmi, blodkræft, men det vidste jeg ikke dengang. Min far sagde, at hun var meget syg, uhelbredeligt syg. Jeg kan huske begravelsen, det var smukt og sørgeligt på samme tid. Den hvide kiste, de smukke røde roser og de mange mennesker i sort tøj. Jeg havde fået en ny kjole til den dag, jeg har den stadig den dag i dag. Min far græd, og jeg var også selv ked af det. Jeg beholdt det sorte tøj, jeg gjorde sort til en fast del af mit klædeskab. Mine venner forstod mig ikke, eller de 'venner' jeg havde. For fanden, vi var kun syv år! Men jeg var anderledes end de andre, det havde jeg altid vidst. Jeg var klogere, jeg gad ikke at lege med dukker. Jeg spillede skak og brugte min computer til at lære at læse og regne. Jeg lå på femte klasses niveau i anden klasse. Jeg var en outsider, og det blev ikke bedre af, at jeg ikke gad lege med dukker.

Mit tøj gjorde ikke den store forskel i de små klasser, jeg gad bare ikke alt det lyserøde. Men da jeg blev ældre blev makeuppen også sort. Meget sort mascara, sort om øjnene og kort hår. Jeg klippede det selv en dag, sammen med min såkaldte veninde. Hun foreslog, at vi klippede det. Det var i syvende klasse og jeg sagde bare ja. Min far blev godt sur! Han skældte ud og tog mig til frisøren. Han spurgte, om der var noget man kunne gøre. Frisøren sagde, at man kun kunne vente til at det voksede ud. Jeg fik det klippet, så det så ordentligt ud og efterfølgende beholdt jeg frisuren.

Efter sommerferien, da vi startede i ottende, ville ingen tale med mig. Jeg vidste ikke hvorfor, der gik et rygte rundt på skolen. At min far havde været sammen med min klasselærer dengang i anden, for at hun gav mig privatundervisning. Det var lang tid siden, men folk var åbenbart ikke ligeglade. Og det var jeg heller ikke. Jeg snakkede ikke med nogen, og at jeg var enebarn gjorde det ikke nemmere. Jeg havde ingen at snakke med, udover min far. Jeg blev ældre, fik bryster og menstruation. Jeg havde kun min far at tale med, og han var ikke helt så god til sådan noget, så jeg droppede det. Jeg havde kun mig selv, og jeg beskyttede mig selv ved ikke at tale med nogen. Men jeg havde en ting at holde fast i, bandet One Direction. Jeg elskede deres musik og drømte om at møde dem. Og efter at min far blev manager for dem, så føltes drømmen, at være tæt på at gå i opfyldelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...