The Hunger Games: After The End *Færdig*

Laura er 13 år, og er datter af Kattua Everdeen. Hun har fire søskende, og en masse dyr. De bor i distrikt 12, og tror at alt er godt. Men det ændrer sig da Laura en nat forsvinder, og på hendes seng ligger der en hvis rose! Hun vågner i et rum med en masse andre børn, og sammen vil de slippe fri.

-Det her er min historie til "The Hunger Games" konkurrencen, og jeg håber virkelig at vinde! Så please kommenter eller tryk "Like":D

9Likes
11Kommentarer
1869Visninger
AA

3. Hænderne

Laura's synsvinkel.

HVor er jeg? Hvad er der sket? Jeg kan ikke huske særlig meget, det er brudstykker fra... ja hvad det her nu er. Jeg kan huske at jeg gik i seng, hjemme i distrikt 12. Der var mørkt, og helt stille. Pludselig havde to store, og stærke, mandehænder grebet fat om min mund. De slæbte mig væk, ud af vinduet. Jeg drejer hovedet, og smerten skyder gennem hele min krop. Jeg tager min hånd op til mit baghoved, jeg mærker noget varm, lidt tørt stads. Det er blod. Brudstykker af minder flyver gennem mit hoved.

Jeg ligger i skovbunden, bladene er faldet af træerne. Det er en kolig efterårsnat, et par hænder tager mig om skuldrerne og trækker mig op. "Gå!" hviser en ru stemme, skarpt i mit øre. Jeg er bange, og kold. Jeg har kun en lilla kortærmet nattrøje på, den går lige til mine knæ. Jeg fryser mine tæer så meget, at jeg er bange for at de falder af. Jeg opdager at jeg  ikke har flyttet mig, og hændernes ejer, er utolmodig. Jeg husker den knasende lyd, da han slår mig i hovedet med en sten. Blodet flyder ned af mit korte sorte hår, og videre ned i min nakke. Alt bliver sort.

Jeg får kvalme af tanken, læner mig ud over briksens fodende, og kaster op. Jeg sætter mig midt på briksen, og trækker benene op under mig. En tåre triller ned af min kind, og jeg tører den hidsigt væk. Jeg vil ikke græde, jeg skal være stærk. Ligesom mor og far var, da de var med i Dødsspillet. For at distrahere mig selv kigger jeg rundt i rummet. Udover briksen jeg sidder på, kan jeg ikke se andet end mørke. Tårene bliver ved med at presse på, men jeg vil ikke græde, jeg vil IKKE! Jeg rejser mig med et sæt, og er ved at besvime. Jeg står der i nogle minutter, inden jeg ligger med ned på alle fire. Jeg kravler rundt i værelset, med den ene hånd famlende foran mig. Pludselig støder jeg på noget! Jeg tager fat o det med begge hænder. Det er nogenlunde rundt, blødt, og langt. Jeg fører mine hænder ned, og mærker en slags sko?! Det kan ikke passe? For sent prøver jeg at kravle væk. Hænderne har allerede fat i mig, og trækker mig op på benene. "Du er en klog lille tøs." sagde en ru mandestemme hårdt, "Du skal nok blive nyttig". Manden må have stået der hele tiden, og bare iagttaget på hende. Han gik målbevidst til den ene side, og tog mig med. Han åbner døren der fører ud, men der er ikke lysere. Jeg snubler med ham hen af en gang, og støder ind i ham da han stopper. Han åbner en ny dør, og smider mig derind. Jeg kan høre døren lukke med et smæld, og tusind usynlige hænder tager fat i mig. Nogle river i mig andre rører mig bare, jeg kvæler et skrig. Jeg vil ikke være svag, så jeg skubber hænderne væk fra mig. Pludselig blinker der. En lille lampe der sidder i loftet begynder at lyse, og blænder mine øjne. Mine øjne vænner sig hurtigt til lyset, og jeg kigger rundt. Der sidder en masse børn, de fleste er på min alder. Og det værste er at jeg kender dem alle. De kender mig, for vi er alle ens.

Vi er alle børn af "Vindere".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...