The Hunger Games: After The End *Færdig*

Laura er 13 år, og er datter af Kattua Everdeen. Hun har fire søskende, og en masse dyr. De bor i distrikt 12, og tror at alt er godt. Men det ændrer sig da Laura en nat forsvinder, og på hendes seng ligger der en hvis rose! Hun vågner i et rum med en masse andre børn, og sammen vil de slippe fri.

-Det her er min historie til "The Hunger Games" konkurrencen, og jeg håber virkelig at vinde! Så please kommenter eller tryk "Like":D

9Likes
11Kommentarer
1868Visninger
AA

5. Ambisone datteren

De andre kigger respektfuldt på mig, "Du har ret," er der en der siger "hvis vi står sammen kan vi slippe ud herfra. Jeg er med!". Mange af de andre stemmer også for, selv drengen der startede med at kaste! Mange begynder at diskutere hvad vi kan gøre, lige nu har jeg  intet imod det, de kan bare snakke. Jeg går hen til pigen, ”Hej... hvem er du? Jeg synes ikke jeg har set dig før.” spørger jeg hende, og sender hende et sødt smil. Pigen kigger bare på mig, og jeg kan mærke at mit smil famler. Jeg skynder mig at kigge ned, og går hen til det andet hjørne. Jeg er træt, det er svært at sove, med så mange tanker i hovedet. Og alligevel tror jeg at jeg kan sove.... nu...

Jeg vågner stille, og sukker, mor plejer art vække mig. Jeg plejer altid sove længe, men mor vækker mig. Jeg sætter mig op, og hører min mave rumle. ”Jeg har gemt noget mad til dig.” jeg bliver forskrækket, og kigger rundt. Ved siden af mig sidder pigen, jeg tager imod det mad hun rækker mig, og mumler et tak. ”Mit navn er Safira, jeg er datter af den mest berygtede ambisoner, i hele spillet...” siger Safira, hun er helt klart ked af det over hendes mor. Det er rigtig synd for hende, alle hader hende på grund af hendes mor! Jeg sender hende et smil, og rækker hende en tomat. Hun tager imod den med glæde. Safira og jeg snakker godt sammen. Hun har fortalt om hendes familie, og det pres hendes mor har givet hende. Jeg fortæller om min familie, og om mine forældrers lidelser. Safira lytter omsorgsfuldt til mig, vi snakker om alt og intet. Tiden går, men der sker intet. Der kommer ingen nye, og lyset går aldrig ud. jeg er træt selvom jeg ikke laver noget, jeg har ingen energi. Jeg kigger rundt på alle de andre, de er også trætte. Hvis det bliver ved sådan her, har vi ikke nok energi til at slippe væk. Jeg rejser mig og går rindt i rummet. Jeg kigger efter overvågnings kamera'er, men finder ingen. Safira siger mit navn, og jeg ser at alle kigger forventningsfuldt på mig. De regner virkelig med at jeg kan få dem fri, og hvis det passer at jeg kan, så skal det være nu. Jeg hæver stemmen, "Vi er nødt til at lægge en plan, jeg har ikke særlig meget forstand på planlægning og alt det der. Så bare find en plan der kan virke". Folk begynder at sige alt muligt med at jeg er deres leder, men jeg vil ikke ende ligesom min mor. Jeg holder min hånd op, "Safira og jeg er ledere, men vi kan ikke gøre det uden jer!". "Ambisone datteren!?" råber en af dem.

"Ja" siger jeg, "Ambisone datteren er med mig".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...