Emilie? ♥

En slags bog til mig selv.

4Likes
5Kommentarer
1353Visninger
AA

3. The older ⓂⒺ

Hun kiggede på bogen. Dens omslag var ødelagt og gammelt. Siderne var lysebrune og krøllede. Samt siden var revet i stykker. På trods af dens grimme omslag, nød hun dens duft. Duft af bøger, gamle bøger. Som mange andre, forgudede hun at elske. Hun værdsat altid den tid hun fik til at læse i. Når hun læste, følte hun, hun kunne leve sig ind i den verden bogen var i. Der var så mange verdener, planeter, universer. Man kunne skrive om alt, og selvom hun ikke kunne lide at skrive, var hun glad når hun så andre skrive. De kunne måske skrive noget til hende, hun senere hen kunne læse.

”Hej, det er Jane.” Hun mumlede ind i hendes ældgamle telefon, hun havde fået tilegnet til hende, fordi hun trods alt fortjente det. Mens hun lyttede til hvad personen i telefonen sagde, havde hun hendes tanker et helt andet sted. Hun havde en sang på hovedet, men ikke hvilken som helst sang. Da hun var mindre, var der en popstjerne hun forgudede. Han var hendes et og alt. Han kunne få hende til at græde, smile, grine, selvom de ikke kendte hinanden. Hun savnede at have et idol hun kunne se op til. Popstjernen var seks år ældre end hende, og derfor vidste hun, at de aldrig kunne finde sammen. Jane var alligevel alt for grim. Hun kunne ikke finde ud af noget. Til idræt, hadede hun alt, fordi der var ingen af tingene kunne finde ud af, selvom hun prøvede så hårdt. Alt andet end læsning kunne hun ikke finde ud af. Der var ingen, under bevidsthed, der ville falde for hende. Ingen der ville sige til hende hun var smuk, og ingen der vil sige til hende; ”det er du god til.”

Selvom hun havde en højrøstet kunde at tage sig af, kom alle minderne væltende tilbage til hende. Alle de gange hvor hun kyssede sine plakater med ham, sang hans sange, snakkede om ham i skolen, prøvede at få ham til at bemærke hende på nettet. Alt det gjorde hun, og alligevel skete der ikke. Selvfølgelig var hun ked af hun aldrig mødte ham, men hun følte ikke hun havde spildt masser af tid, på at være hans fan. Hun elskede ham, selvom han ikke engang vidste hvem hun var.

”Ja . . .” mumlede Jane lavt, fordi sorgen havde lagt sig over hende. Tanken om popstjernen gjorde hende ked af det. Popstjernen, havde gjort hende lykkelig førhen. Når hun havde det dårligt, snakkede hun med sig selv, men lod som om hun snakkede med ham. Telefonsamtalen blev afbrudt af at hun selv sagde, hun havde fri. Fordi det havde hun, men hun havde også brug for noget alene tid med sig selv.                                                             

***

Hun gik ved søen, kiggende ned i den kolde jord. Stenen dækkede hele vejen, og himlen var grå af de mange skyer, og regnvejret der var på vej. Hun sukkede, gik videre, og tænkte over hun nok skulle skynde sig. Hun gik hen imod vandet og kiggede ud over det. Vandet skvulpede over kanten, boblerne sagde klask, og ænderne lavede en masse søde lyde derude. Hun kunne mærke en vibration i sin lomme, og fandt ud af det var hendes moderne mobil. Nok havde hun en anderledes telefon på kontoret, men når det gjaldt hende, var alt moderne. Hun ønskede ikke alle hendes ting skulle være moderne. Hun havde ikke brug for et stort hus, men en masse ligegyldige ting. Hun behøvede ikke et stort køkken, når hun for altid ville være den ene. Hun behøvede ikke fem badeværelser, når hun ikke havde seks drenge at dele huset med. Hun havde ikke just et stort hus, og det var hun glad for. Transporten for hende, var at gå. Hun gik hen alle steder, medmindre hun blev nød til at tage bus eller tog. Hun ville tænke på miljøet, og det gjorde hun sandelig også. Folk beundrede hende måske ikke, for det, men hun beundrede sig selv for det. Hun elskede at gøre noget godt for naturen, selvom hun hadede den.

”Så mødes vi igen . . .” hviskede Jane for sig selv, da hun satte sig ved kanten af søen. Hun kiggede dybt ned i vandet. Hun kunne se et mandigt ansigt vise sig i vandet. Hun kunne se det, men vidste ikke det var der. ”Atter tid til at sørge.”

Hun gemte sig ved at krybe sig sammen. Hun lod de ulykkelige tårer trille ned af hendes kinder, på samme måde som regnen daskede ned, og ramte vandets hårde overflade. Hun græd fordi hun havde mistet den eneste dreng der havde vundet hendes hjerte. Den eneste, der havde sagt at hun var smuk, selvom han aldrig havde set hende. Han sagde alle piger var smukke, og det gjorde hende glad. Meget glad, endda. Selvom hun stadig følte hun var intet værd, og meget grim. Hun havde skam lyst til at leve, bare sammen med hendes store idol, der var død.

”Jane?” lød en stemme bag hende. Hun rejste sig med et sæt op, og nåede kun lige at se personen der talte til hende, før det skete.

Plask.

Hun faldt ned i vandet. Hun kunne straks mærke stenene presse sig op ad hendes ryg, og fiskene svømme forskrækket væk. Hun kunne intet se, da hun aldrig havde lært det. At svømme havde hun lært, men hun var i chok. Hun kunne ikke bevæge sig, før hun blev trukket op til overfladen. Han tog om hendes liv, og mens han svømmede op mod overfalden, trak han Jane med sig. Jane, som troede der var ingen der overhovedet ville bemærke hende, hvis de så hende springe ned fra et tag, eller hoppe ud foran en bil. Da de begge var kommet op til overfladen, og fik vejret igen, kiggede hun dybt ind i hans øjne. Hans øjne var chokoladebrune, og præcis som hun havde forestillet sig. Hans hår var gennemblødt, og ligeså var hans tøj. Det helt samme med Jane, men hun var ligeglad. Det eneste hun tænkte på, var at hendes største drøm lige var gået i opfyldelse.

”Det var det . . .” mumlede Jane og rejste sig op, med drømmen i hovedet. Den drøm, hun havde drømt så mange gange førhen. Hver gang hun kom ud til søen førhen, dagdrømte hun den drøm. Hun blev aldrig træt af den, selvom den var latterlig, og aldrig ville komme i opfyldelse. ”Farvel Justin,” hviskede hun, kiggende op i himlen. Regnen daskede stadig ned, og røg ind i hendes øjne, så det gjorde ondt. Hun forestillede sig selv en sky oppe i himlen, som skulle forestille at være ham.

Justin Bieber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...