Dødsspillet

Tænk at blive sendt ind i et spil, hvor man skal kæmpe for sit liv, bogstaveligt talt!
Lige som så mange andre, er Silje blevet udvalgt til at repræsentere distrikt 11 i det årlige dødsspil.







Dette er mit bidrag til The Hunger Games konkurrencen :D

8Likes
34Kommentarer
3547Visninger
AA

2. Høsten

Det var ikke fordi, jeg havde noget imod onsdage, det var bare den onsdag, jeg havde noget imod.

Sidste år blev min bror valgt som soner og trukket ind i spillet. Jeg savnede ham stadig.

Vi var i vores distrikt ikke særligt heldige, hvad dødsspillet angik. Jeg var bange for, at jeg ikke ville komme tilbage, hvis jeg skulle være med...

 

Men selvom jeg hellere ville blive liggende i min seng under dynen og lade som om, at det hele nok skulle gå, så var det ikke en mulighed.

- Høsten var obligatorisk!

Mit navn er Silje og jeg er 17 år gammel. Jeg havde klaret mig igennem alle dødsspillende uden at blive valgt, indtil videre. Dog var min familie ikke sluppet for det. Jeg bor i distrikt 11, og her er vi altid i markerne. Det var hårdt arbejde, når man ikke var af særlig stor kropsbygning, og det var helt bestemt også en ulempe i spillet. Det var ikke særlig tit, vi fik vindere ud af det.

I dagens anledning var alle piger og drenge klædt pænt på. Jeg havde selv en rødlig kjole på, mit brune hår var sat op i en heste hale, og jeg havde mine hvide sko på.

På pladsen var vi delt ind i drenge- og pigerækker, og jeg stod sammen med alle de andre 17-årige piger. Det var ikke fordi, rådhuspladsen var særligt stor, men alle indbyggerne i distrikt 11 skulle se med, så kom man senere, blev man henvist til andre steder af de omkringstående vagter. Foran rådhuset var der blevet sat en stor scene op, som de 2 uheldige vindere af lodtrækningen skulle træde op på.

På scenen var der et podium, og på hver side stod der en stor glasskål - en med pigenavne og en med drengenavne.

Distrikt 11 ældre vindere fra tidligere spil sad deroppe sammen med brogmesteren, og op på podiet trådte en kvinde klædt i blåt fra top til tå.

"Glædeligt dødsspil!" nærmest råbte hun ud over folkemængden, og jeg kunne ikke lade være med at væmmes og mindes, for kun et år siden stod jeg her, med min storebror, og så ham blive slæbt op på scenen af 4 vagter.

Kvinden i blåt fortsatte: "Vi fra Capitol ser frem til det 70'sens tyvende dødsspil," hun remsede op om, hvordan dødsspillet blev til, og hvorfor det var sundt for os, at blive mindet om "de mørke dage." Hun gik derefter hen mod den ene glasskål. "Lad os starte med pigerne," jeg stod og stirrer over mod drengene, som jeg altid havde gjort, men nu var der ingen behov for det længere, jeg fik aldrig gengældt mit blik og fik aldrig et smil fra min bror igen.

Jeg blev prikket i siden og kom så tilbage til virkeligheden. "Silje Aaesmoé!" blev der kaldt, og stemmen, der kaldte, lød irriteret, som om hun havde kaldt mere end en gang.

Jeg kunne se vagterne nærme sig, og jeg kunne mærke jorden snurre rundt. Lige idet jeg faldt, blev jeg grebet af nogle vagter og ført op mod scenen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...