Gnisten

Da Nymph bliver valgt som den kvindelige soner, der skal repræsentere Distrikt 4 i Dødsspillet, begynder hun at se verdenen på en helt anden måde. Hendes familie har i forvejen oplevet denne tragedie før. Vil Nymphaea følge i sin søsters fodspor og dø forgæves til fordel for at en anden kan vinde? Eller vil hun rent faktisk gå hen og vinde Spillet?

4Likes
4Kommentarer
1672Visninger
AA

4. De Sidste Glimt

Kapitel 4 - De Sidste Glimt

Solen har bevæget sig længere mod vest, men har endnu ikke nået det stadie, hvor nedgangen begynder. Jeg lægger hovedet bagud og kigger på himlen. Farvel. Ordene former sig på mine læber og jeg fanger et levende billede af mig selv, oppe på en storskærm. Jeg ser mildest talt sindssyg ud. Langsomt slentrer jeg over mod det stabile hurtigtog, og stiger ombord. Heldigvis  er der ikke lige så mange kameraer ombord på toget. Jeg begynder at gå ned af en gang, ubevidst om hvad jeg nu skal foretage mig. Er der faste regler når man er på vej til sin visse død?

"Miss. Campell," siger en tjener og åbner munden for at sige noget mere.

Men jeg kommer ham i forkøbet med en iskold tone: "Jeg foretrækker Nymph." 

Tjeneren, højst sandsynligt fra Capitol, rynker panden "Nymph..." Han smager på ordene og forsætter så "toget er en smule forsinket. Lad mig vise dem til deres kupé.". Så snart at han har vendt ryggen til mig, tillader jeg mig selv at fælde en enkelt tåre.

Værelset viser sig, for en gangs skyld til mit held, at være vendt ud mod vandet. Der er et mikroskopisk vindue, der afslører den meget blå himmel, den frodige jord og ikke mindst det tiltalende hav. Jeg sætter mig på den seng, der skal være min de næste mange timer. Jeg sparker vredt mine latterlige upraktiske sko af, og krummer mig sammen på sengen. Da toget begynder at køre, begynder jeg at føle dårlig samvittighed på grund af mine opførsel overfor tjeneren. Jeg får ikke dårlig samvittighed under normale omstændigheder, men jeg føler mig ekstra sentimental i øjeblikket. Da jeg rejser mig op, bliver jeg et kort øjeblik overrumplet af toget fart, men da jeg begynder at gå, er det ligesom at gå på fast jord igen. Det tager ikke særlig lang tid at finde tjeneren, da gangene er temmelig smalle.  "Øh, undskyld?" Kalder jeg så blidt og forsigtigt som jeg nu kan. Tjeneren tøver ikke med at vende opmærksomheden mod mig, men selve blikket han sender mig er tøvende, afventende som om at jeg ville skænde på ham.

"Jeg er virkelig ked af at jeg opførte mig så ubehøvlet overfor dig," fortæller jeg ham oprigtigt "det var ikke min mening, jeg er bare så oprevet.". Jeg har ingen ringe idé om hvorfor at jeg fortæller ham alt dette, men han virker ægte. 

"Jeg er også fra Distrikt 4, at du ved det." Ved de ord sender jeg ham et lille smil og styrter tilbage til min kupé. Jeg har fundet mig en taktik, der måske vil føre mig længere i Spillet.

...

"Om tyve minutter, Nymphaea!" Olissa's enerverende stemme, river mig ud af mit snørklede tankespind. Jeg tager et langt bad og giver mine tårer frit løb. Det er faktisk forfriskende at lade dem blande med vandet der kommer fra bruseren. Da jeg er tør, vælger jeg ikke at tæmme mine mahognifarvede slangekrøller og lader dem i stedet hænge frit som et brusende hav om mine skuldre. Inden at jeg forlader kupéen, kigger jeg mig i spejlet. Mine øjne stråler og den hvide kjoler smøger sig perfekt omkring min krop og får mine ben til at se endnu længere ud. Jeg hopper på bare tæer ud på gangen og bevæger mig ned mod spisesalen, hvor de andre allerde sidder klar. Både Finnick og Gavin gør store øjne og Olissa kigger bare med åben mund.

De sidder alle tre mundlamme indtil at Finnick bryder stilheden, mens han kigger ned på sin tallerken: "Kom og sæt dig, Nymphaea."Jeg vender hovedet mod vinduet og ser det sidste glimt at havet, som vi kører ind mod mere fast land. Et snedigt smil spiller på mine læber, for jeg ved at taktikken virker.

Efter den lækre mad, går vi hen til et mindre fjernsyn, for at  genudse Høsten i Panems tolv distrikter. Vi sidder alle, bortset fra Olissa der kommer med rosende kommentarer til Distrikt 1 og 2, tavse og ser de andre sonere. Til min store ærgerlse ser jeg ikke stærk ud. Jeg ligner bare en ung pige, der ihærdigt prøver at skjule sine følelser, hvilket ikke bliver formået. Gavin derimod ser sund og stærk ud.  Det er modbydeligt at børn bliver tvunget til at kæmpe mod hinanden i arenaen og jeg kan ikke blive andet end trist da en dreng på blot tretten år bliver valgt fra Distrikt 8. Han er den yngste soner i dette års Spil. Desværre er de fleste sonere enten på min alder eller ældre. Der er mange potentielle vindere i år, for mange dem ser både selvsikre, snedige og stærke ud. Jeg sukker og møder Finnick's forstående blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...