The Hunger Games-The Stylist

Stacy McCarsy er en pige 16 årig fra Capitol, som fra hun var helt lille drømte om at lave smukke kjoler til andre fine damer. I stedet for ender hun på forberedelsesholdet for den 15 årige Destiny Porter. De 2 piger bliver gode veninder, selvom de kun er sammen i få dage bliver de uadskillige. Vil deres venskab holde, og vigtigere vil Destiny overleve eller vil hun blive en af de 23 der skal dø.

5Likes
4Kommentarer
2447Visninger
AA

7. Vi ses

Det dybe øjeblik bliver så ødelagt ved at Kirara kommer ind og siger "Klokken er 6 så nu står vi..." Hun kigger på os, hun havde nok ikke regnet med vi ville være oppe nu, hun afslutter dog sin sætning selvom det bare lyder dumt "op".

Jeg har aldrig før haft noget imod Kirara, men lige pludselig er jeg sur over hun trak Destinys navn. Jeg er da glad for jeg har lært hende at kende, men lade en så sød pige tage ud i den visse død. Jeg ryster tanken af mig igen, hun kan ikke gøre for at hun trak Destinys navn, ellers havde det været en anden måske en endnu yngre pige der skulle være med i Dødspillet.

Kirara kigger lidt trist på mig, jeg bliver meget overrasket over hun overhovedet kan lave et trist ansigt med alle de plastikoperationer hun har fået gennem årene. Efter lidt tid hvor hun bare har stirret på mig udbryder jeg "Hvad?", jeg er måske lidt sur idag men det er ikke ligefrem den bedste dag idag, Kirara åbner munden og efter lidt tid igen løfter jeg øjenbrynene og først der siger hun noget "Jeg bliver nød til at få dig til at gå" "HVAD!?" "Det er en ordre fra stylisten, du kan sige farvel nu eller når Destiny skal gennem røret op til arenaen" Jeg vender mig mod Destiny, hun ser genert og sød ud igen, vildt hvor meget hun ændre sig når hun er sur, men jeg tager begge Destinys hænder og jeg ser hende dybt i øjnene, helt venskabligt og siger med lidt grødet stemme "Jeg vil blive med dig så længe jeg kan" Slipper hendes hænder og går. Dog kan jeg ikke dy mig og vender mig om inden jeg går ud af døren, det vil jeg ønske jeg aldrig havde gjort. Destiny kigger på mig med de der triste øjene kun hun kan lave, jeg er lige ved selv at græde men holder mig indtil jeg er tilabeg på mig eget værelse, der lader jeg til gengæld alle tårene falde.

Mange timer efter er klokken næsten 8, i alt min tid her inde har jeg kun skiftet sommerkjolen ud et par bukser og en sort T-shirt som alle hader selvom jeg elsker den, det er dog ikke så meget glæde jeg får af den idag, jeg har ikke engang spist noget selvom Mathilda kom ind med lidt mad. Hvad ville også være meningen med det når jeg alligevel ikke er sulten, jeg går ud på det lille badeværelse jeg har til mit værelse her og skyller mit ansigt. Bagefter ligger jeg en simpel make-up, en efter min smag lidt mat lyserød læbestift, mascara, og grå øjenskygge. Kigger mig i spejlet en sidste gang og at man heldigvis ikke kan se jeg har grædt.

Klokken 10 minutter i 9 står jeg endelig ved Destiny, men hun skal alt for snart op til arenaen da spillet starter klokken klokken 9. "Husk nu at bare ta' det første og bedste og flygt ind i skolen, ikke?" Destiny nikkede "Jeg skal prøve" "Prøve er ikke godt nok Destiny! Du SKAL VINDE!" Destiny nikker, men ser så spørgernde på mig "Men hvordan, jeg kan ikke slås særlig godt er heller ikke en ørn til fælder?" Jeg sætter begge mine hænder på hendes skyldre og kigger hende i øjenene "Jeg ved du kan, du kæmper bedre end mig, laver fælder bedre end mig du selv skyder med bue og pil bedre end mig. Brug det du er bedre til end de andre, og for guds skyld find noget mad og vigtigere noget vand, gør du det for mig?" Destiny nikkede "Jeg skal nok også bruge nogle af mine penge til hvis du får brug for noget, men du skal nok også få nogle andre sponsore gennem spillet" Destiny skulle til at sige mere, men jeg afbrød hende "Du bruger alle de ting du får! Ikke noget men, hvis du vil hjem så gør du det!" Destiny kiggede helt stumt på mig og nikkede "Destiny en ting mere" "Ja Stacy" "Vi ses efter spillet ikke?" "Jov jeg vil savne dig" "Sådan skal de lyde, men jeg vil også savne dig" Vi står længe og krammer, men som altid skal noget eller nogle ødelægge det. Stylisten jeg ikke kan navnet på siger med sin fimsede stemme "Destiny det er nu" Destiny trækker sig ud af krammet og kigger på mig en sidste gang, og går så. Desperat råber jeg "Vi ses" jeg når lige at høre et lav "Ja ses" inden hun er helt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...