The Hunger Games-The Stylist

Stacy McCarsy er en pige 16 årig fra Capitol, som fra hun var helt lille drømte om at lave smukke kjoler til andre fine damer. I stedet for ender hun på forberedelsesholdet for den 15 årige Destiny Porter. De 2 piger bliver gode veninder, selvom de kun er sammen i få dage bliver de uadskillige. Vil deres venskab holde, og vigtigere vil Destiny overleve eller vil hun blive en af de 23 der skal dø.

5Likes
4Kommentarer
2442Visninger
AA

5. Destiny's "fødselsdag"

Dagene gik med at træne, sove og spise. Destiny har haft det med at glemme at gå i bad om aften, jeg gjorde det selv en gang, men selvom jeg har været ved at falde om af udmattelse ville jeg ønske jeg bare kunne spole tiden tilbage til den tid. Idag er det nemlig dagen før spillet begynder, altså Destiny's "fødselsdag".

Jeg kigger på mig selv en sidste gang, jeg så forfærdelig trist ud, især når jeg tænker på at jeg kun har kendt Destiny i så lidt tid. Det burde være hendes familie og hende selv der har det sådan her, ikke mig. Jeg opføre mig jo som jeg jeg har kendt hende hele mit liv. Jeg står og skylder til pigen i spejlet, indtil at jeg kommer tanke om klokken. Hurtigt løber jeg ud af døren og ned af gangen til Destinys værelse.

Da jeg er fremme retter jeg hurtigt på min søde sommerkjole, jeg ved ikke hvorfor jeg tog den med da det ikke ligefrem er sommer mere, men den passede fint til idag, banker på og vendter så. Efter ikke så lang tid kommer en helt ren Destiny frem, med en jordfarvet T-shirt og lysebrun nederdel. Jeg smiler stort til hende, jeg troede ikke at så lidt kunne gøre hende så smuk, selvfølgelig var hun smuk i forvejen men når hun har nyt og gammelt skidt og sved over det hele så ryger en del af charmen. Destiny smiler forsigtigt tilbage, vildt at hun kan få mit humør op uden at rigtigt gøre noget. "Skal vi gå ind og spise lidt?" Som så mange andre gange vækker Destiny mig med at lige pludselig sige noget, jeg nikker glad til hende.

Henne i spisesalen hygger vi os rigtigt mens vi spiser helt selv, der er altid mad man kan tage mellem de normale måltider men idag har kokkene lavet ekstra. De har endda lavet en lagkage hvor der står Happy Birthday Destiny, det med kagen var dog aftalt i forvejen, men det var nu alligevel sødt gjort. Jeg ville normalt få dårlig samvittighed bare jeg spiste 3 vingummier, men her sidder jeg og ÆDER alt fra kylling til milkshake til hvidt brød. Lige pludselig kigger Destiny på mig med et lille smil og siger "Du ved godt du er min bedste ven, ikke?" Jeg stirre på på hende med store øjne så hun forsætter "I distrekt 12 havde jeg ikke tid til venner, jeg skulle passe mine små søskende fordi min mor hun skulle..." Hun lukker øjenene og gyser som om hun skal til at sige noget forfærdeligt "Arbejde" Jeg ligger mit hovede på skrå og spørger hende mens jeg kigger mærkeligt og spørgerende på hende "Arbejde, hvorfor er det så forfærdeligt? Og hvor gamle er dine søskende lige?" Destiny sender mig et trist blik, jeg får helt dårlig samvittighed "Jeg har tre søstre på 4, 8 og 13 og en bror på 5 år, og jeg skal passe dem fordi siden min far døde skulle hun finde et arbejde hurtigt, folk betaler mange penge for visse... ydelser" Jeg ser chokeret på hende, men hun kigger hurtigt på mig og så ned i hendes stød igen "Ja jeg kan lige så godt sige det nu hvor jeg alligevel skal ud og dø snart" Stille får jeg tåre i øjenene, men siden hun ikke kan se det forsætter hun bare med en lidt vred stemme "Ja i starten var det jo ikke så slemt arbejdsmæssigt for os, men så skal hun selvfølgelig drikke sig skide fuld!" Det sidste råbte Destiny, men nu siger hun noget med en helt lille og skrøbelig stemme "I det mindste tjener hun mere end hun bruger, jeg savner bare at have en mor" Jeg ser en tåre trille ned af hendes kind, hun sidder helt stille og siger først stille men råber til sidst "Jeg hader hende, hun drikker selv når hun glemmer at bede hendes ´kunder´ om beskytelse så hun får flere munde at mætte!" Destiny kigger på mig med triste øjne, jeg jeg rækker mine arme mod hende for at give hende et kram, hun nikker stille og klamre sig til mig mens hun græder. Det ender til sidst med at jeg har Destiny siddende på mig skød selvom hun kun er en smule mindre end mig, men jeg har ikke noget imod det.

Jeg sidder bare og stryger hende over ryggen og håret, helt indtil at de andre kommer ind for at spise aftensmad selvom mig og Destiny holdt for tidlig fødselsdag lidt over halv fire. Alle kigger først mærkeligt på os når de kommer ind af døren, men efter de ser at Destiny sidder i fosterstilling på mit skød fordi hun græder får de alle et medlidende udtryk. For første gang siger Mathilda noget som får mig lyst til at rive hovedet af hende "Kom hun i tanke om at hun skal i arenaen imoren?" Det får Destiny til at græde endnu mere, jeg gør mig umage med at ikke sende dræberblik til Mathilda, men hun ser på mig med store øjne så jeg måtte have lavet et lille et.

Efter et par minutter er Destiny kun faldet lidt til ro så spørger hende ganske stille i hendes øre at vi godt kan gå ind på hendes værelse, stille nikkede hun, efter hun var kommet ned af mit skød tog jeg hendes hånd og trak hende tilbage til hendes værelse, mens de andre stirrede som om Destiny og jeg var et eller andet cirkus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...