På vej til Himlen

Kamille lever et liv som en, alle driller, men en dag kommer hun til en ny verden på en uventet måde. I verdnen møder hun mennesker, som lider, og hun er selv en af dem.

4Likes
2Kommentarer
1990Visninger
AA

7. Flot ≠ Godt

Kamille og Magnus stod på et stykke klippe. Gulvtæppet var stoppet i døråbningen. De kunne ikke komme andre steder hen end tilbage, hvor de kom fra. Der var en kæmpe sø foran dem, og der var ikke vand i den. Det var en lavasø. De kunne ikke se over til den anden side. Den kunne lige så godt være uendelig. I midten af søen var et enormt bjærg, som var virkelig højt. Det så vidunderlig flot ud.

Kamille fornemmede Cornelius bog hende. Hun havde helt glemt ham. Han var også kommet ud af døren, og han havde lukket den bag sig. Han var nærmest forandret. Det udtryksløse ansigt var ikke så udtryksløst længere. Han smilede, smilede på samme måde som Andreas altid gjorde. Det var bare meget værre. Hans små øjne lyste af ondskab.

Uden Kamille havde lagt mærke til det havde Magnus gået hen imod ham. Han stod vendt mod Cornelius ind foran hende. Følte han, han skulle beskytte hende? Nej, det måtte bare være noget, hun bilde sig selv ind. Det var helt tilfældigt, han stod der. "Hvad er Skærsilden?" Magnus blev stående, da Cornelius gik hen mod kanten.

"Kan i se den trappe," Cornelius pegede op mod bjerget. "og alle menneskerne?" Kamille gik også hen til kanten, men hun stilede sig et stykke fra Cornelius. Hun kiggede op mod bjerget og fik øje på trappen. Den snoede sig op af bjerget som en slange. Menneskene, der gik på den, var meget små. Magnus stilede sig ved siden af hende.

"Menneskene er ved at blive renset af ilden." Når hun så rigtig godt efter, kunne Kamille godt se ilden. "Når de er kommet op på toppen af bjærget, skal de prøve, om skytrappen kan bære dem," Cornelius fortsatte sit foredrag. "hvis ikke, falder de ned og må starte forfra." Der var tavst et lille stykke tid. Magnus stilede sig også ved kanten, dog på den anden side af Cornelius. Så kom Cornelius med et udbrud. "Se ham på toppen!" Kamille løftede hovedet.

Der stod en mand. Skytrappen var lige foran ham. Han tog et skridt frem. Kamille holdt vejret. Ville han klare det? Var han renset nok? Egentlig burde hun være ligeglad. Det var ikke en hun kendte, men hun følte, at han var lige som hende.

Manden faldt igennem skyen. Hele vejen ned i lavasøen. "Det var ærgerligt for ham. Skyerne kunne ikke bære ham." Det onde smil var tilbage hos Cornelius. "Nå," Han grinede ondt. "Nu er det jeres tur." Han rakte armene ud til siden og fik hænderne om på ryggen af Kamille og Magnus. Hvad laver han? nåede Kamille at tænke. Det var for sent til at reagere.

Cornelius skubbede til. De to teenagere faldt ned i lavasøen. Kamille fik et kæmpe chok. Men ikke sådan et som Andreas plejede at give hende. Det her var meget værre. Den onde mand, der stadig stod på kanten til lavasøen, havde bukket sig ned, så han var i højde med dem. "Held og lykke til jer med at nå toppen." Med de ord rejste han sig og gik grinende tilbage gennem døren.

Lavasøen var ikke så dyb, som Kamille havde ventet. Hun kunne bunde. Lavaen gik hende kun til lige under brystet. Det gjorde ondt, virkelig ondt. Der var gået ild i hende, og varmen var næsten uudholdelig. Det var som med vandrøret, bare meget være.

Hun så bedende på Magnus håbede på, han var uskadt, så han kunne hjælpe hende. Men han var i samme situation som hende. Der var også ild i ham. Han havde det ligeså forfærdeligt. "Vi må hellere komme hen til trappen og begynde at gå" sukkede Kamille. "Vi får ikke noget ud af bare at stå her." Hun kiggede op af den nærmest uendelige trappe. Så sukkede hun endnu en gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...