Ambisoneren (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2012
  • Status: Færdig
15-årige Rachel er vokset op sammen med sin tvillingebror i Distrikt 2 i landet Panem. Lige fra de var helt små, er de blevet opdraget som ambisonere.
Formålet med deres liv er at deltage i Dødsspillet - og vinde.
Der findes ingen større ære, og Rachel tørster efter at bevise, at hun er mere værdig end sin mor, som døde i Spillet for fjorten år siden.
Hendes tvillingebror Nathan er mere tilbageholdende og snakker sjældent højt om Dødsspillet, men det forhindrer ikke Rachel i at gøre alt, hvad hun kan for at blive udtrukket ved Høsten til det 63. Dødsspil i Panems historie.
Undervejs må hun dog indse flere sandheder om Dødsspillet, sine forældre og ikke mindst sig selv...
(Denne historie vandt 1.pladsen i THG-konkurrencen :D)

196Likes
182Kommentarer
17518Visninger
AA

11. Jolene Mitchell

Cedric holdt sine ord. Han gik endda så vidt som til at holde tvillingerne fuldstændig adskilt, og i løbet af de næste dage fik de ikke den mindste mulighed for at tale med hinanden. Rachel havde en mistanke om, at han gjorde det mere for hendes skyld end for Nathans. Tanker som denne kom til hende, når hun om natten lå i sin seng og ikke kunne falde i søvn, forstyrret af stilheden og tomheden. Så gennemgik hun Nathans ord i tankerne, tænkte på Arenaen og så spørgende ud i mørket. Hun fandt aldrig nogen svar.

Deres skænderi havde dog forandret hende. De havde endelig nået Capitol, men Rachel havde ikke øje for dens finurligheder. Nu hvor hun var omringet af Capitol-beboere med farvestrålende parykker og absurde skønhedsoperationer hver eneste dag, kunne hun ikke være mere ligeglad. Hun gik gennem de næste dage i en døs - hun vidste ikke, hvad det var, der holdt hende oppe. Hun mødte sit forberedelseshold, men sagde ikke et eneste ord, imens de polerede og smukkeserede hende og iførte hende et utal af forskellige kjoler. Hun red i paraden i samme hestevogn som Nathan, men skænkede hverken ham eller publikum et eneste blik. Hun trænede sammen med de andre sonere og lærte om spiselige planter, snører og fælder, dog uden rigtigt at være til stede. Hun vidste ikke helt, hvor hun egentlig var. Forsvundet ind i det store hul, som voksede inde i hende, måske. Men det var kun en del af hende, der var væk. Hun havde stadig sin kampstyrke, noget hun beviste, da hun scorede et 9-tal til den private fremvisning for Gamemakerne. Egentlig havde hun ikke gjort andet end at skyde nogle pile efter de ting, der var sat op derinde, men måske var det hendes ligeglade facon, der imponerede dem.

For hun var ligeglad. Hun gjorde, hvad der forventedes af hende, og hun klarede sig godt til træningen med Cedric. Men bag de perfekt placerede pile og de hårde slag var en Rachel, der ikke længere tog sig af, hvad andre tænkte om hende. Tog sig af noget som helst. Til hendes egen frustration var hun langsomt ved at forsvinde.

Det kom der dog en brat ændring på. Det var aftenen for interviewene, hvor hver soner fik tre minutter til at charmere sig ind i Capitol-beboernes hjerter. Hvordan man fremstod var også afgørende for ens chancer for at få sponsorer.

"Men det skal jeg nok tage mig af" havde Cedric forsikret hende om, før hun gik op på scenen. Både ham og Minty var begejstrede for hendes nye ligegyldige, hårde facon - mente, at den ville imponere publikum. Rachel nikkede og gjorde, som de bad hende om, men et eller andet sted syntes det hele at være ligegyldigt. Hun længtes blot efter at komme ind i Arenaen og kæmpe.

Da det blev Rachels tur til at blive interviewet, og hun tog plads i stolen overfor intervieweren, havde hun alles øjne hvilende på sig. De andre sonere, som ventede på deres tur, publikummet - ja, alle i hele Panem, som så de obligatoriske udsendelser i tv'et. Men hun var ikke nervøs eller presset, hun følte slet ikke, at det var hende, der sad der i stolen. Det skulle dog hurtigt ændre sig.

Intervieweren startede ud med nogle harmløse spørgsmål - hvad hun syntes om Capitol, hvordan hun havde gjort sig fortjent til Gamemakernes 9-tal - og hun svarede med korte sætninger, dog uden at lade noget af betydning undslippe sine læber. Så spurgte han ind til Nathan, hvad hun tænkte om, at hendes egen tvillingebror mod alle odds var blevet trukket til Høsten. Hun undlod at svare, ønskede ikke at finde minderne og følelserne fra dengang frem igen, havde gemt dem væk for evigt. Men intervieweren tog sig ikke af hendes tavshed, og fortsatte ufortrødent.

"Det må vel ligge til familien at blive udtrukket... Ja, folkens, dette er datteren af Jolene Mitchell. Husker vi hende ikke alle? Vi må da håbe, at du klarer dig bedre end hun gjorde. Det var sådan en skam... Hvad tænker du selv om det, min kære?" Han placerede et yderst overbevisende, medfølende smil på sine læber.

Rachel stirrede på ham. Hans ord havde revet hende op af det hul, hun havde befundet sig i, bragt hende tilbage til virkeligheden med et smertefuldt ryk. Hvad var det, han havde sagt? Hendes mor... Men det kunne da ikke være rigtigt, at hun skulle vanære Rachel, selv her?! På en eller anden måde havde hun ikke troet det muligt. Intervieweren vendte sig nu ud mod publikum.

"For de af jer, der ikke husker det; se med her. Dybt tragisk, det må man sige... men hun burde måske også have holdt bedre styr på sine ting, det pigebarn. Vi må da håbe, at Rachel her viser sig at være lidt mere værd. Ikke også?

Rachel reagerede ikke på mandens ord. Hun stirrede på den skærm, der hang bag dem. Før havde den vist skiftevis hendes eget og publikums ansigter, men ved interviewerens hentydning var den skiftet til et andet klip. Dødsspillet fra det år, hvor... En underlig fornemmelse voksede inde i Rachel. Hun havde aldrig set klippet, hvor hendes mor døde. Aldrig hørt historien bag... Aldrig haft lyst til at vide det. Men nu sad hun her, og Capitol vidste ikke, at hun ikke vidste det. Døsen hun før havde befundet sig i var helt forsvundet, hun så alting pinende klart. Hun så logoet køre hen over skærmen, og hørte den sædvanlige kommentator-stemme byde velkommen.

"Lad det 49. Dødsspil begynde!" rungede det ud fra højtalerne, et ekko fra fortiden - fra det for Rachel og Nathan så skæbnesvangre Dødsspil for fjorten år siden.

Skærmen viste nu Arenaen fra det år - et fladt slettelandskab med bjerge og skove langt ude i horisonten. Rundt om overflødighedshornet var der 24 platforme, og nu så Rachel, hvordan sonerne blev sendt op fra underjordiske rum, og begyndte at misse mod det skarpe sollys. Kameraerne zoomede ind på en mørkhåret pige, og Rachels hjerte hoppede et slag over. Tryllebundet betragtede hun pigen på skærmen. Jolene Mitchell. Hendes mor. Hun havde været 18 år, da hun deltog. Rachel havde aldrig set hende før, og det skræmte hende, hvor meget de lignede hinanden. Det sorte hår var sat op i en hestehale, og de mørke øjne så sig omkring - for sidste gang, tænkte Rachel. Om ganske kort tid ville dette spøgelse fra fortiden være dødt, det vidste hun. Som den første. Rachel havde altid forestillet sig, at hendes mor var omkommet under kampen om tingene fra overflødighedshornet. Havde fået et spyd i ryggen, eller måske overset en modstander. Hun måtte have begået en fatal fejl for at dø så hurtigt, og det var nok viden for Rachel. Egentlig ønskede hun ikke at få de præcise omstændigheder at vide - det var, som om at det blot ville gøre skammen endnu mere virkelig - men det var umuligt for hende at tage øjnene fra skærmen.

Sonerne havde nu ét minut, før gongongen lød, og spillet officielt blev sat i gang. Hvis de bevægede sig udenfor deres platforme i løbet af de 60 sekunder, ville de blive sprængt i luften af landminer. Sådan var reglerne. Rachel betragtede sin mor. Hvad tænkte hun mon nu? Vidste hun, at hun ville dø indenfor de næste minutter? Tænkte hun på hende og Nathan, som på det tidspunkt befandt sig trygt hjemme i Distriktet? Rachel sank en klump, som havde sat sig fast i halsen på hende. Dengang havde tvillingerne kun været et år gamle. Tænkte hun mon på deres far? Rachel havde hørt, at han var død få dage efter Jolene, men vidste ikke mere om det. Ville ikke vide mere. Efter hans død var hun og Nathan blevet indkvarteret på Ambiskolen, og så snart de kunne gå, begyndte de at lære at kæmpe.

På skærmen strøg Jolene en vildfaren tot hår om bag øret, og rettede så sine øjne mod noget inde ved overflødighedshornet. Rachel vidste med det samme, hvad det var, hun kiggede på. En flitsbue lå og glimtede i solen. Hun ville helt sikkert gå efter den, det var et værdifuldt våben. Hvis hun bare - åh!

Rachel var stoppet midt i sin egen tankestrøm. Nej. Det kunne ikke være rigtigt. Ikke på den måde... Men hun havde fået øje på den, der var ikke noget at tage fejl af. Ringen. Den var lavet af træ, ganske fint håndværk. Udskæringerne dannede et snørklet mønster. Det måtte være Jolenes token, som hun nu bar på højre hånds ringefinger. I Arenaen måtte man medbringe én ting fra sit eget distrikt, som et minde om ens hjem - en token. Men som Rachel havde opdaget, var den lidt for stor til hende, og da hun strøg sit hår om bag ved øret, begyndte den langsomt at løsne sig. Rachel stirrede i forfærdelse, idet den gled ned ad hendes finger. Det var, som om alting foregik i slowmotion. Den svingende håndbevægelse, ringen der gled af. I et splitsekund hang den ubeslutsomt på kanten af neglen, men så tippede den udover kanten og styrtede både sig selv og sin ejer i døden. Rachel så en skygge af overraskelse og frygt glide over sin mors ansigt, idet ringen faldt til jorden.

Så eksploderede hun i en sky af røg og ild.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...