Ambisoneren (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2012
  • Status: Færdig
15-årige Rachel er vokset op sammen med sin tvillingebror i Distrikt 2 i landet Panem. Lige fra de var helt små, er de blevet opdraget som ambisonere.
Formålet med deres liv er at deltage i Dødsspillet - og vinde.
Der findes ingen større ære, og Rachel tørster efter at bevise, at hun er mere værdig end sin mor, som døde i Spillet for fjorten år siden.
Hendes tvillingebror Nathan er mere tilbageholdende og snakker sjældent højt om Dødsspillet, men det forhindrer ikke Rachel i at gøre alt, hvad hun kan for at blive udtrukket ved Høsten til det 63. Dødsspil i Panems historie.
Undervejs må hun dog indse flere sandheder om Dødsspillet, sine forældre og ikke mindst sig selv...
(Denne historie vandt 1.pladsen i THG-konkurrencen :D)

196Likes
182Kommentarer
17623Visninger
AA

12. Et sidste farvel

Chok havde overtaget Rachels krop. Hver en muskel i hende var lammet, nægtede at bevæge sig. Nægtede at acceptere det, Rachel lige havde overværet. Men efterhånden som intervieweren fik rundet af, og det blev tid for Rachel til at rejse sig fra stolen og lade den næste soner komme til, begyndte hun at komme til sig selv igen. Den næste soner... Nu var hun åbenbart færdig med at underholde dem, hvad? Hun rystede pludselig over hele kroppen. Hendes mor... Idet hun forlod scenen, begyndte hadet at vokse inden i hende. Et øjeblik fik hun øjenkontakt med Nathan, som tog plads i stolen efter hende. Alt farven var forsvundet fra hans ansigt, og et udtryk af forfærdelse stod malet i alle hans træk. Rachel gættede på, at hun så ud på omtrent samme måde, og et eller andet sted kunne hun ikke lade være med at smile, når hun forestillede sig Mintys jamren over hendes performance. Performance! Smilet forsvandt hurtigt fra hendes læber, og hun knyttede endnu en gang sine hænder. Alting kørte rundt for hende, hendes virkelighed var blevet vendt på hovedet. Hele hendes verden, hendes liv. Til sidst blev det hele for meget for hende, og hun bemærkede knap nok, hvad der skete, idet besvimelsens befriende mørke dækkede hendes synsfelt og overtog hendes krop.

Da hun senere vågnede, lå hun på sengen i sit hotelværelse. Hun var stadig iklædt den latterligt fornemme kjole fra interviewet, men rundt om hende var der bælgmørkt. Hvor lang tid var der gået siden interviewet? Hvad skete der? Med ét kom alle billederne frem igen. Hun var besvimet. Og... Hendes mor. Hun havde set sin mor dø i Dødsspillet for 14 år siden. Hun havde endelig set det klip, som alt hendes kampstyrke og hævntørst byggede på. Og nu følte hun ikke andet end tomhed. Jo, der var også noget andet. Noget der var blevet plantet allerede dengang, Nathans navn blev udtrukket til Høsten, og alting begyndte at gå skævt. Men dengang havde hun undertrykt det, fortalt sig selv, at det ikke betød noget. Nu spirede det op indeni hende, overtog hendes krop og følelser, blændede hendes syn og fyldte hende med en flammende energi.  Den for hende alt for velkendte følelse - had. Men denne gang var den ikke rettet mod hendes mor, ikke mod Nathan, ikke mod de andre sonere. Det var et brændende had rettet mod Capitol, mod alt der havde med Dødsspillet at gøre. Det Spil, der havde taget livet af hendes mor på den mest forfærdelige måde.

Og hun var blot en lille brik i det hele. Hun var den kampbesatte ambisoner, som på tragisk vis var taget af sted for at hævne sin mor. Åh, hvilken historie. Dét var god underholdning for beboerne i Capitol. Rachel skar tænder. Dem med deres latterlige parykker og kunstige øjne. Deres grinagtige accent, deres... Hun knyttede sine hænder. Men hun ville ikke lade dem styre hendes liv, det ville hun ikke. De skulle ikke have lov til at lege med hende, fede hende op, klæde hende i smukke klæder - lige indtil hun skulle slagtes på direkte tv... De skulle vide, at de ikke ejede hende.

Stadig opfyldt af den forfærdelige følelse af at være fanget, rev hun den glitrende kjole af sig med alle sine kræfter. Fanget. Hun måtte ud, måtte væk, havde brug for at være sig selv. Hun hørte stoffet flænse et par gange, så nogle knapper trille hen ad gulvet. Men hun var ligeglad, og smed resterne af den engang så fornemme kjole på gulvet. Nu hvor hun var sluppet ud af den, følte hun, at hun atter kunne trække vejret frit. Endnu en gang tænkte hun på sin mor. Jolene Mitchell. Død som den allerførste. På den mest forfærdelige, uretfærdige og grusomme måde. Men en underlig beslutsomhed havde sænket sig over Rachel - hun vidste, hvad hun måtte gøre. Hvis bare hun kunne tale med Nathan, sige nogle sidste ord før Dødsspillet begyndte om få timer. Hun vidste ikke, hvad han tænkte, men inderst inde troede hun, at han havde det på samme måde som hende. Der var ingen anden udvej. Idet de første solstråler fandt deres vej ind i værelset, og himmelen over Capitol begyndte at lysne, følte hun sig parat.

 

Rachel betragtede sig selv i spejlet. Hun var i det underjordiske rum under Arenaen, og der var ganske få minutter til, at Dødsspillet skulle begynde. Hendes spejlbillede kiggede på hende med dets mørke øjne, vidste, hvad hun havde tænkt sig at gøre. Ligesom hende var det iklædt en sort tunika og et par brune bukser. Et læderbælte sad rundt om livet, og på fødderne bar de begge et par mørke skindstøvler. Det tøj, som alle sonerne skulle bære i Arenaen det år. Rachel betragtede sig selv - eller var det overhovedet hende? Hun havde svært ved at genkende pigen i spejlet. Svært ved at finde ud af, hvem hun var, og hvad hendes liv egentlig gik ud på. Var hun ambisoner? Var hun Jolene Mitchells datter? Eller var hun... slet ingenting? Måske var hun bare et spøgelse, som svævede rundt uden at kunne finde sig selv. En gennemsigtig skikkelse, der fandt sin virkelighed i had, i hævn - i kamp. Som klyngede sig til begrebet ære og håbede på at kunne definere sig selv ved at tilfredsstille dem omkring sig. Opfylde deres ønsker og fuldføre deres mål i håbet om at kunne finde frem til sig selv. Og nu, hvor hele det grundlag var forsvundet...

Rachel rystede de forvirrende tanker af sig, ønskede ikke at tænke for meget over det hele. I det samme lød en stemme ud over højtaleren i rummet, som bad alle sonerne om at stille sig klar på elevatorplatformene. Fraværende stak hun hånden i lommen og lod sine fingre løbe hen over sin token. Hendes negle fulgte mønsteret i spændet. Det var et lille hårspænde, dekoreret med røde liljer og små guldperler. Anton havde givet det til hende en gang for længe siden, hun måtte vel have været omkring syv år. Han havde fortalt hende, at det havde tilhørt hendes mor. Den gang havde Rachel set det som en fornærmelse, og havde gemt det i bunden af en skuffe. Hun ville intet have at gøre med Jolene Mitchell, heller ikke dengang. Men nu havde Rachel sendt bud til Distrikt 2 efter det, vidste, at dét lille spænde skulle være hendes token. Hun vidste bare, at det var sådan, det skulle være. Hun måtte have en del af sin mor med sig.

Med faste skridt gik hun hen til den runde elevatorplade og stillede sig på den. En iskold ro havde lagt sig over hende, en skræmmende beslutsomhed. I rummet stod også hendes designer, som hun ikke kunne huske navnet på. Ingen af dem sagde nogle sidste afskedsord, idet tykt glas skød op omkring Rachel og lukkede hende inde. Der var ikke noget at sige. Elevatorpladen, som Rachel stod på, begyndte at køre opad, og det lille rum forsvandt ud af syne. Før hun vidste af det, indåndede hun frisk luft, og mærkede en let vind i sit hår. Det tog hendes øjne et par sekunder at vænne sig til det blændende sollys. Dér var overflødighedshornet, dér var de andre sonere i en kreds omkring det. De befandt sig på en eng. De høje græsstrå raslede i blæsten, og fugle sang omkring dem. Mere nåede hun ikke at opfatte, før Claudius Templesmiths stemme rungede ud over Arenaen.

"Mine damer og herrer, lad det 63. Dødsspil begynde!"

60 sekunder, før Spillet rigtigt startede. Ét minut for Rachel til at fuldføre det, hun vidste, hun måtte gøre. Hendes øjne søgte rundt i cirklen et øjeblik, før hun fandt Nathan stående seks pladser til højre for sig selv. Mens de andre soneres blikke var rettet mod overflødighedshornet, havde han sine øjne låst fast på hende. I hans øjne så Rachel alle sine egne følelser afspejlet. Han vidste, hvad hun ville gøre. Og noget i hans mørke blik fortalte Rachel, at hun ikke ville være alene om det. Uendeligt langsomt rakte hun ned i sin lomme, og fandt hårspændet frem. Hun kiggede på det et øjeblik. De fine perler glimtede i sollyset, og kastede fine mønstre hen over de røde liljer. Den røde farve mindede Rachel om blod. Blod, der helt sikkert ville blive udgydt her i Arenaen.

Hurtigt så hun rundt på de andre sonere. Nogle så kampklare ud, andre skræmt fra vid og sans. Ville hun have været i stand til at dræbe dem, hvis det kom til stykket? Helt sikkert. Én pil i hjertet var nok. Men ville hun have gjort det? Her havde hun intet svar. Hun havde aldrig dræbt et andet menneske. Men hvor anderledes kunne det egentlig være fra de træningsdukker, hun så ofte havde lemlæstet? Siden dengang havde Rachel dog ændret sig skræmmende meget, og hun vidste ikke længere, hvad hun ville og ikke ville gøre. Men det betød heller ikke noget.

Et øjeblik tænkte hun på Anton hjemme i Distrikt 2. Han sad helt sikkert foran skærmen lige nu og betragtede hende. Forventede, at hun ville klare sig godt. Hvad ville han mon tænke? Og hvad med Minty og Cedric? Gamemakerne? Capitol? Ved tanken om alle de mennesker, som så på hende, kunne hun ikke lade være med at smile lidt. Var hun ved at blive skør? Meget muligt. Men hun vidste, hvad hun måtte gøre. Og hun måtte gøre det snart.

Hendes øjne fandt Nathans. Et sidste lydløst farvel blev udvekslet mellem dem. Hun vidste, at han ville gøre det samme. Rachel så på hårspændet i sin hånd. Brændende flammer tændtes inde i hende for sidste gang, slikkede op i hendes øjne og overtog hendes krop. Hun fyldtes af hadet mod Capitol, som havde taget hendes mor fra hende. Men de skulle ikke også få hende. Hun var mere en blot en lille brik i deres Spil. Sandsynligvis blev hun vist på alle skærme i Panem i dette øjeblik. Et lille smil spillede om hendes læber, idet hun i én yndefuld håndbevægelse slap hårspændet, og lod det falde til jorden.

 

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...