Ambisoneren (THG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2012
  • Status: Færdig
15-årige Rachel er vokset op sammen med sin tvillingebror i Distrikt 2 i landet Panem. Lige fra de var helt små, er de blevet opdraget som ambisonere.
Formålet med deres liv er at deltage i Dødsspillet - og vinde.
Der findes ingen større ære, og Rachel tørster efter at bevise, at hun er mere værdig end sin mor, som døde i Spillet for fjorten år siden.
Hendes tvillingebror Nathan er mere tilbageholdende og snakker sjældent højt om Dødsspillet, men det forhindrer ikke Rachel i at gøre alt, hvad hun kan for at blive udtrukket ved Høsten til det 63. Dødsspil i Panems historie.
Undervejs må hun dog indse flere sandheder om Dødsspillet, sine forældre og ikke mindst sig selv...
(Denne historie vandt 1.pladsen i THG-konkurrencen :D)

196Likes
182Kommentarer
17508Visninger
AA

9. Cedric Wilcox

Rachel havde ikke skænket sin mentor en tanke, siden hun var blevet udtrukket. Jo, hun vidste godt, at den sidste vinder som Distrikt 2 havde haft, havde været en stor og bredskuldret dreng - men mere huskede hun ikke. Det var et par år siden, han havde vundet, og hun gik ud fra, at han til hverdag levede mageligt i Vinder-området i udkanten af distriktet. Da hun ikke havde fået øje på ham til Høsten, havde hun ikke tænkt nærmere over det. Han måtte vel have siddet i en stol ved siden af borgmesteren...

Hurtigt var hun trukket i det tøj, som lå øverst i kommoden på hendes værelse; En mørkebrun kjole med små guldsyninger og et par sorte bukser. Hun havde aldrig manglet tøj i Distrikt 2, men dette stof var blødere end noget, hun kunne forestille sig. Ved hvert skridt hun tog, strøg det mod hendes hud på den blidest tænkelige måde, helt anderledes end den kampuniform, hun var vant til. Rachel længtes efterhånden mere og mere efter Capitol. Nu kiggede hun ud af vinduerne, mens hun fulgte efter Minty ned gennem toget. Det kørte af sted i fuld fart - udenfor vinduerne kunne Rachel se nøgne hedelandskaber flyve forbi - men vibrationerne var næsten umærkelige. Denne nye udsigt virkede både skræmmende og tillokkende.

"Så er vi her... og husk nu dine manerer!"

Minty var stoppet op foran en stor metaldør for enden af en lang togvogn, og Rachel undgik kun med nød og næppe at gå direkte ind i hende. Hun mærkede sin modvilje vokse mod kvinden med de gule øjne - hvem troede hun, hun havde med at gøre? Som om hun ikke havde lært, hvordan man sad til bords... Ufrivilligt knyttede hun sine hænder. Hun brød sig ikke om at tage imod ordrer fra fremmede mennesker, men valgte alligevel at holde munden lukket. Det var nok bedst ikke at komme på tværs.

Minty tog hendes tavshed som et svar, og åbnede døren ved et tryk på en knap. Dørene gled op, og et stort og oplyst rum åbenbarede sig for dem. Der var polerede egetræspaneler langs væggene, og en stor lysekrone hang over et aflangt bord. For bordenden var Nathan, der var en underlig stivhed i den måde, han sad på. Han så ikke ud til at have været i bad. Rachel rynkede brynene let, men lod så sin opmærksomhed glide videre til manden ved hans side. I sine tanker havde hun haft et tåget omrids af sin mentor, som hun huskede ham fra den gang, han havde deltaget i Dødsspillet. Nu hvor hun så på ham, blev alle billederne i hendes hukommelse pludselig knivskarpe. Hun kunne levende se for sig, hvordan hans halvlange, sorte hår hang ned i øjnene på ham, idet han borede sit spyd dybt ind i ryggen på den sidste soner i Arenaen. Det havde været et glædens år for Distrikt 2.

Minty førte Rachel hen til bordet, og gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig ved siden af Nathan. Selv placerede hun sig ved siden af mentoren, som indtil nu havde haft sine stålgrå øjne hvilende på Rachel med et tankefuldt udtryk. Selvom hun gjorde sit bedste for at ryste fornemmelsen af sig, kunne hun ikke lade være med at føle sig lidt utilpas ved hans stirren.

"Rachel, Nathan. Dette er Cedric Wilcox, jeres mentor. I husker ham sikkert fra Arenaen, det må I have set. Han vil være jeres træner, guide og administrator for eventuelle sponsorgaver, før og under Spillet. Fabelagtigt! Nå, men I må efterhånden være temmeligt sultne." tilføjede hun med et lille smil, og gjorde tegn til avoxen ved døren om, at de var klar til at få maden på bordet.

Under hele Mintys præsentation af ham, havde Cedric uberørt fortsat sin stirren på Rachel. Nu åbnede han endelig munden, og afslørede et sæt perfekte, hvide tænder - dem måtte han have fået lavet, efter at han vandt Dødsspillet, tænkte Rachel.

"Jeg så dig til Høst-turneringen." Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende, som var hun et kunststykke, han skulle vurdere. Rachel svarede ikke, for nu blev dørene bagerst i rummet slået op, og fire avoxer trådte ind, bærende på adskillige fade med mad. Rachels mund løb i vand, hun havde intet fået at spise den dag. En stor steg, en salat af farvestrålende frugter og bær, kurve fyldt med brød - synet var overvældende, og selvom de ikke ligefrem var blevet sultet i Distrikt 2, var dette mere, end hvad tvillingerne nogensinde kunne have forestillet sig til et enkelt måltid. Rachel bemærkede en trækning ved Nathans mund, men til hendes overraskelse rørte han ikke maden. Det lod hun sig dog ikke påvirke af, og snart var hendes tallerken fyldt med lidt af det hele. Mens hun spiste, lyttede hun opmærksomt til Cedric og Mintys samtale.

Som aftenen gik, og avoxerne blev ved med at komme med nye retter, begyndte de også at hive Rachel med ind i samtalen. Cedric udspurgte hende om hendes træning hjemme i distriktet, og snart var de begge fordybet i en diskussion om bueskydning. Han stillede hende en masse spørgsmål, og hele tiden havde han Rachel under sit undersøgende blik - men hun lod sig ikke længere mærke med det. Ingen tog den mindste notits af Nathan, som sad helt tavs på sin stol. Han havde ikke taget en eneste bid, skønt hans mørke øjne havde et sultent udtryk i dem. Lige nu betragtede han Rachel på den indtrængende måde, som hun hadede så meget. Hun talte dog med Cedric, og værdigede ham ikke et eneste blik. Et par gange havde Minty tørt kommenteret hans uhøflighed, men han havde blot ignoreret hende.

Da de til sidst var færdige med at spise, førte Minty dem hen til en anden kupé, hvor et stort fjernsyn hang på væggen. Capitol genudsendte Høsten fra hvert eneste distrikt, så man kunne få et overblik over sonerne. Noget slog en kolbøtte i Rachels mave, men hun slog det hen. Hun kunne vel lige så få ansigterne at se på dem, som skulle ind i Arenaen sammen med hende. Et tv-logo kørte hen over skærmen, og så gik udsendelsen i gang. De startede med at vise Høsten fra Distrikt 12, og Rachel så, hvordan en pige på alder med hende hylede og skreg, da hendes navn blev råbt op. Ynkeligt. Hun blev helt sikkert et let mål. Drengen derimod var tavs som graven, og hun blev ubehageligt mindet om Nathan. Et blik over skulderen fortalte hende, at hendes bror sad og stirrede ud i mørket på den anden side af den tykke vinduesrude. Hurtigt så hun væk.

"Nu må I endelig ikke undervurdere nogen af dem." Det var Cedric, der talte. "Se, ham der for eksempel. Man ved aldrig, hvad han gemmer på. Jeg husker en gang..."

Rachel betragtede skærmen med interesse, mens Cedric vurderede sonerne og kom med gode råd. Minty sad ved siden af og kom med spydige kommentarer om de andre ledsageres tøjvalg. Nathan protesterede i stilhed, men både Minty og Cedric havde efterhånden opdaget, at der ikke var noget, de kunne gøre for at få ham til at tale. Efter at have set tyve navne blive råbt op, var det Distrikt 2's tur. Rachel havde vidst, at det her ville komme, men det gjorde det ikke lettere for hende. Hun betragtede sig selv, idet hendes navn blev råbt op. Hun gik med selvsikre skridt, og et lille smil spillede om hendes læber. Så blev Nathans navn råbt op... Hun så sine egne skuldre synke en anelse sammen, så kameraerne zoome helt ind på sin tvillingebrors overraskede ansigt.

"Du klarede det godt, giver det helt rigtige indtryk. Hård. Sponsorerne skal nok komme..." Cedrics anderkendelser løftede Rachels humør en anelse. Hun lod sig ikke mærke med, at han overhovedet ikke havde kommenteret Nathans præstation. Hvordan han havde nægtet at give hånd. Overvejede ikke, hvad sponsorerne mon ville tænke om ham. Da udsendelsen hoppede over til Distrikt 1, hvor to kraftigt byggede ambisonere trådte selvsikkert op på scenen, var hendes hoved fyldt med fantasier om, hvordan hun skar halsen over på dem og vandt Dødsspillet. Nathan... ham ville hun ikke tænke på nu.

Da hun kort tid efter lå i sin seng og lyttede til togets lavmælte summen, følte hun sig klar. Klar til at møde de andre sonere, klar til Arenaen. Distrikt 2 syntes uendeligt langt væk, idet hun lagde sig til rette mellem puderne. Hun nød fornemmelsen af den bløde dyne mod sin bare hud, og smilede søvnigt. I morgen ville de nå Capitol...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...