Safe and Sound - The Hunger Games ➶

Rude er en 12 årig pige fra Distrikt 11. Som 23 andre unge, bliver hun udvalgt til at være en del af det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødspil. Et spil med livet som indsats. Sammen med Thresh, den anden soner fra Distrikt 11, er det deres opgave at vise hele Panem, hvad Distrikt 11 kan. De kæmper begge for livet, men vil de vinde, eller dør de ligesom alle andre? Bortset fra én - vinderen. *Det her er mit bud til The Hunger Games konkurrencen, og jeg vil så hjertensgerne vinde! Så hvis du liker, vil jeg blive super glad! :)

94Likes
119Kommentarer
6633Visninger
AA

5. Thresh

Der går ingen tid, før jeg finder ud af, at det er mit eget navn hun har læst op. Rude Lorchard. Jeg skal ind i arenaen. Jeg skal kæmpe for mit liv. Gøre alt hvad jeg kan, for at komme så langt som muligt. Vinde kan jeg ikke. Ikke sådan en lille pige som jeg.

Fredsvogterne er hurtigt over min spinkle krop og tager mig på ryggen, som er jeg en svag genstand. Øjnene der stirrer er både lettede og sårede. Veninder, der ønsker det var blevet en anden, mens en masse letter sig over, at de ikke blev trukket. Det er de attenårige der ser mest glade ud. De når ikke med i et Dødspil. De kan lave livet videre som min mor gjorde det. Det er min tur til at kæmpe.

Scenen virker mindre, da Fredsvogterne sætter mig ned på det marmorbrede gulv. Selv igennem mine nedslidte sandaler mærker jeg den kolde overflade. Mine øjne flakker ud over mængden af mennesker. Min familie er for langt væk, men jeg ved hvordan de har det. Rose og Rachel græder. Rass er for lille til at forstå. Den eneste jeg ikke kan sætte et ansigtsudtryk på, er min mor. Min far er nedtrykt sammen med mine andre søskende. Men min mor? Føler hun sorg, eller kan hun ikke finde de følelser der skal vise hendes udtryk? Jeg må vente til jeg skal sige farvel.

Jeg indser at jeg skal af sted, for da hun råber: ”Nogle frivillige?” kan man kun høre vindens hylen mellem de faldefærdige bygninger omkring mig. Ingen har lyst til at tage min plads. Det er dog først da hun råber: ”Vi har en tolvårig med i år!” at jeg mister smilet helt. Det går op for mig, hvad jeg egentlig mister. En familie, en hverdag – et liv. Det er først nu at det gør ondt i hjertet.

Dem der præsenterer er som altid ligeglad med de børn, der bliver udvalgt. De går bare videre, som om vi skal deltage i et quizshow om penge. Det ses igen, da kvinden taler videre: ”Og nu til drengene. Mon det bliver en tolvårig igen?” råber hun endnu engang. Alle bliver stille, selv mit hjerte – som om det ikke slår mere. Hun går over til beholderen med navne, roder rundt – lige som da hun fandt mit navn – og trækker et krøllet papir op. Jeg når kun at se det korte efternavn, inden hun råber ud over pladsen: ”Thresh Col.”

Alle stivner. Man bor ikke i Distrikt 11 uden at vide, hvem Thresh Col er. En stor muskelbundet dreng på sytten. Hvor store hans muskler er vises også da han, uden Fredsvogterne har nærmet sig ham, går op mod scenen. Han viser nemt, at det var ham der dukkede op fra Distrikts 12 skove som treårig. Han har kæmpet for at bygge et liv op, og har hjulpet Distrikt 11 så meget, at han nærmest ikke fortjener at være en del af de her spil.

Det er først da han kommer op på scenen og stiller sig ved min side, at vi får vores første øjenkontakt, siden han forlod skolen. Alle Distrikts 11 beboere går ud af skolen, når de er nået seksten år. Distriktet har brug for dem, og de skal derfor ud at tjene. Kvinden, jeg stadig ikke har lært navnet på, kigger nu på os begge. En lille tolvårig spinkel pige, ved siden af en kraftigbygget stor syttenårig dreng. ”Kære Distrikt 11 – årets sonere!” Stilheden flyder over i en stor klappende hyldest. Kun for Thresh og jeg.

Borgmesteren der igen tager kvindens plads, begynder at tale om Forræderitraktaten og giver til sidst tegn til, at vi skal give hinanden hånden. Det er nærmest en ære for mig at lægge min hånd i Threshs, men jeg nyder det korte øjeblik, hvor jeg ser det som en ære at være soner i Dødspillet. Straks efter hans hårde faste, men varme håndtryk, trækker sig ud af min hånd, ser jeg igen virkeligheden i øjnene.

Det er fra lyden af Panems nationalsang, at jeg bliver sikker i min sag: Når jeg ikke kan vinde spillet, så skal Thresh.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...