Safe and Sound - The Hunger Games ➶

Rude er en 12 årig pige fra Distrikt 11. Som 23 andre unge, bliver hun udvalgt til at være en del af det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødspil. Et spil med livet som indsats. Sammen med Thresh, den anden soner fra Distrikt 11, er det deres opgave at vise hele Panem, hvad Distrikt 11 kan. De kæmper begge for livet, men vil de vinde, eller dør de ligesom alle andre? Bortset fra én - vinderen. *Det her er mit bud til The Hunger Games konkurrencen, og jeg vil så hjertensgerne vinde! Så hvis du liker, vil jeg blive super glad! :)

94Likes
119Kommentarer
6597Visninger
AA

7. Pete

Denne gang er det ikke mig der krammer, men ham der løber hen og kaster mig lidt op i luften. Jeg knuger mig ind til ham, og ønsker at øjeblikket vil fryse fast. Jeg smiler til ham, da han sætter mig ned igen. Jeg føler allerede en utryghed i min rystende spinkle krop, da hans hænder også fjerner sig fra min.

Der har aldrig været et tidspunkt, hvor jeg ikke har følt mig tryg hos ham. ”Jeg måtte sige farvel, Rude. Jeg kan ikke klare, at det er lige er dig der skal af sted. Hvorfor lige dig?” siger han trist og stiller spørgsmålet ud i rummet. Et smil spreder sig på mine læber, da han virkelig altid har været der for mig.

Hans navn er Pete. En ældre mand, der holder styr på frugtplantagen – der hvor jeg arbejde. Det er hundred procent, at jeg ikke kommer til at synge arbejdsdagen af mere. Han er altid sød ved mig, og har tit godter med til mig, og det har jeg altid elsket ham for. Det er derfor det også er svært at sige farvel nu. ”Hvad med Rosie da?” spørger jeg ham med en dirrende stemme. Rosie er hans fjortenårige datter, der også arbejder i frugtplantagerne. Hun har det smukkeste blonde hår, jeg i mit liv har set. Det bølger som de smukkeste bølger fra Distrikt 4. Efter hvad jeg har set i fjernsynet, når de forskellige sonere er blevet valgt ud. Udsigten fra deres byret er altid et smukt hav, der bølger sig og smuldre sandet i vandkanten. Det er et Distrikt jeg altid har ønsket at besøge.

Pete taler endelig: ”Rosie skal nok klare sig i spillet, hun ved alt det man skal for overlevelse,” siger han og jeg hører i stemmen, at han mener det. Pete er en mand der ikke spøger med ting, så siger han noget, er det altid med en bestemt mening. ”Jeg overvejer faktisk, at lade hende overtage din plads,” starter han – han ved også at jeg ikke vil overleve – ”medmindre du har nogle forslag?” spørger han til sidst, da han som den gavmilde mand han er, vil give min plads videre til den bedste i rækken.

Det spørgsmål tænker jeg ikke hurtigt over, ”Rose – min søster.” Min stemme dirrer ikke den her gang, da jeg mener det med en fast mine. Rose har alt den viden, der gør hende i stand til at overtage min plads. Hun har den reneste stemme, der for alle hjerter til at banke langsommere. Pete nikker anerkendende, og jeg behøver ikke at hans mund åbner sig og siger nogle ord – jeg kender ham, og ved hvad han mener. Rose vil få min plads.

Pete går inden Fredsvogterne indtager rummet, og hvis jeg ikke tager helt fejl, hører jeg en lille smuk strofe fra min sang, inden han forsvinder helt. Da jeg tænker, at der ikke vil komme flere og snakke med mig, har jeg ret. Det er nu, at jeg skal af sted. Tårerne lader jeg løbe, da befolkningen i Panem lige så godt kan tro, at jeg ikke er noget værd, så de da lader mig leve i nogle dage i arenaen, hvis det bliver dage. Der var engang et Dødspil der kun varede sølle toogfyrre timer, og så var der en vinder. Det gjorde alle Spilmestrene rasende, og det var en af de grunde til, at det andet Jubilæumspil, blev fordoblet af sonere. Så var det sikkert, at det ikke ville tage under to døgn. Det gjorde det heller ikke. Det tog flere dage, men da der til sidst stod en vinder tilbage, var alle i Panems 12 Distrikter forbløffede. Det var en ung fyr fra Distrikt 12, der endte med at vinde med brug af kræfterne i arenaen. Det er noget jeg har fået fortalt. Det er fireogtyve år siden, og dengang min mor havde muligheden for at blive trukket som soner.

Det er da Fredsvogterne stormer rummet, at jeg lader tankerne gå hen til nuet. Nuet der i sin sandhed er, at jeg skal være med i Dødspillet. Kæmpe for mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...