The Hunger games - Breath of life

I ruinerne af det der engang var Nordamerika ligger landet Panem, som består af 12 distrikter og ét Capitol som "Styrer". Hvert år tvinger magthaverne en pige og en dreng fra hvert distrikt til at kæmpe i det årlige "dødsspil" - en kamp om liv og død på direkte TV.
De 24 børn sendes i en arena der kan bestå af et hvilket som helst landskab. Her skal de kæmpe i mod naturen og dets børn - men også i mod de andre sonere (de udvalgte børn fra de forskellige distrikter) der er villige til at dræbe og kæmpe for deres liv i det perverse underholdningsprogram.

1 vinder. 23 tabere. Vinderen bliver rig og berømt. Taberen dør.
Lad dødsspillet begynde!

I distrikt 7 bor Thorlind fredeligt med sin familie. De har ikke mærket dødspillets hårde betingelser endnu men det ændres da det 25'vende dødsspil afholdes som et jubilæumsspil. Distriktet skal selv udvælge deres sonere og Thorlind er både stærk og klog.

May the odds be ever in your favor!

5Likes
36Kommentarer
4092Visninger
AA

9. Spilmesteren

"Alle sonere bedes møde op i spisesalen senest kl. 15.00! Jeg gentager; Alle sonere bedes møde op i spisesalen kl. 15.00," lyder det fra den venlige damestemme i højtaleren. Jeg sidder ved vores spisebord i vores etage. Den syvende etage. Overfor mig sidder Keila og er i gang med at gumle på et træ-formet brød. Jeg er nærmest blevet træt af brødene og det irriterer mig. For under en måned siden ville jeg dø for sådan et brød. Og nu sidder jeg og brokker mig over det som en anden Capitolidiot.

I dag skal vi ind til spilmestrerne og vise vores talenter. De sidste par dage har vi øvet i træningssalen sammen med de andre sonere. Det viser sig at jeg har et godt talent inden for spydkast. Men alle de andre sonere er mindst ligeså gode som mig. De løber hurtigere end mig, har hurtigere reflekser, er stærkere, sigter bedre. Det eneste jeg kan trøste mig med er at nu ved jeg hvad næsten alle de andre sonere er gode til. Jeg har ikke afsløret noget endnu.

"Hvad har du tænkt dig at vise spilmestrerne?" spørger Oliver der sidder skrådt overfor mig. Jeg trækker bare på skuldrene. "Det kan vel være lige meget?" siger jeg henkastet og kigger forlegent ud af det store vindue der indrammer spisebordet. Nola måber og Oliver rynker på panden.

"Hvad sker der for dig knægt! Du har været sådan her hele dagen. Har du brug for at snakke. Det er vigtigt at du siger hvis du har problemer," siger Oliver, men jeg gider ikke at høre efter. Jeg forbliver i min traume resten af dagen. Det eneste jeg kan tænke på er: Interview i morgen, arena i overmorgen.

 

Pigen fra distrikt 8 som sidder ved siden af mig ryster og sveder og hun trækker vejret i besværlige hiv. Jeg har lyst til at trøste hende men jeg vil ikke udstå som svag foran alle de andre sonere. I højtaleren løder den første lyd i 20 minutter.

"Ally Hamlin fra distrikt 1. Ally Hamlin." Pigen der rejser sig er høj og muskuløs og er mindst lige så høj som mig. Hun smiler selvsikkert til drengen ved hendes side der må være drenge soneren fra distrikt 1. Uden tøven følger hun fredsvogterne der er klædt i hvidt som kommer for at føre hende ind til spilmestrerne. Jeg er glad for at jeg ikke er den første der skal ind og vise mit talent.

Vær soner får cirka en halv time inde hos spilmestrerne så jeg skal vente længe. For at få ventetiden til at gå hurtigere spørger jeg Keila der sidder til højre for min side:

"Glæder du dig?" Min stemme er hæs og rug fordi jeg ikke har snakket hele dagen og det giver et sæt i Keila. Hun ryster forsigtigt på hovedet ellers virker hun meget fattet.

"Hvad er der med dig i dag?" spørger hun mig efter lidt tid. Jeg grunder over spørgsmålet og kan ikke lade være med at undre mig.

"Jeg er nervøs," siger jeg bare og hun nikker ikke så overbevisende til mig. Helt til min overraskelse fletter hun sine fingre ind i mine mens hun stille hvisker:

"Det behøves du ikke at være. Du er høj og selvsikker. Ikke mindst klog. Du skal nok klare dig!" Jeg knuger hendes hånd for jeg kan mærke at det hjælper på min nervøsitet. Sådan sidder vi indtil højtaleren siger:

"Keila Windelbee fra distrikt 7. Keila Windelbee."  Keila rejser sig retter ryggen og smiler til mig.

"Held og lykke," hvisker jeg og hun gengælder det ved at smile og forme de samme ord til mig med munden. Så kommer fredsvogterne og hun er væk.

30 lange minutter går der og jeg bliver mere og mere nervøs. 5 minutter før mit navn bliver råbt op i højtaleren kommer jeg i tanke om at jeg ikke ved hvad jeg skal vise spilmestrerne og panikken spreder sig i mig. Spydkast - urotineret. Sværd - har aldrig prøvet. Øksekast - for originalt. Og så slår en tanke mig: Akrobatik. Jeg har altid været smidig og god til alt sådan noget. Måske vil de synes at det er interessant. Mere når jeg ikke at tænke det igennem for mit navn bliver råbt op og fredsvogterne kommer og henter mig.

Da jeg kommer ind i salen sidder alle mestrerne på i balkon højt hævet over mit hoved. Jeg kigger op på dem og bukker. Det ser ikke ud til at jeg er under deres interesse så jeg begynder bare at lave min flikflak og en masse andet jeg har lært af min gymnastiklærer i distrikt 7.

Lige inden jeg er færdig får jeg øjenkontakt med en kvindelig spilmester og hun kigger hurtigt ned i jorden og hvisker noget til en mand ved hendes side. Derefter forlader hun balkonen.

Overspilmesteren siger i en mikrofon at jeg godt kan gå og jeg bukker for bare at være høflig. Det er jo bare et spil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...