The Hunger games - Breath of life

I ruinerne af det der engang var Nordamerika ligger landet Panem, som består af 12 distrikter og ét Capitol som "Styrer". Hvert år tvinger magthaverne en pige og en dreng fra hvert distrikt til at kæmpe i det årlige "dødsspil" - en kamp om liv og død på direkte TV.
De 24 børn sendes i en arena der kan bestå af et hvilket som helst landskab. Her skal de kæmpe i mod naturen og dets børn - men også i mod de andre sonere (de udvalgte børn fra de forskellige distrikter) der er villige til at dræbe og kæmpe for deres liv i det perverse underholdningsprogram.

1 vinder. 23 tabere. Vinderen bliver rig og berømt. Taberen dør.
Lad dødsspillet begynde!

I distrikt 7 bor Thorlind fredeligt med sin familie. De har ikke mærket dødspillets hårde betingelser endnu men det ændres da det 25'vende dødsspil afholdes som et jubilæumsspil. Distriktet skal selv udvælge deres sonere og Thorlind er både stærk og klog.

May the odds be ever in your favor!

5Likes
36Kommentarer
4097Visninger
AA

16. Real world

Jeg tramper ind i venteværelset og bliver mødt af en forvirret Keila, der prøver at stoppe mig så vi kan tale. Men jeg vil og kan ikke. Mit raseri har steget mig til hovedet og gjort mig ør og rundt på gulvet. Jeg vakler mod udgangen. Jeg har svært ved at se hvad der sker omkring. Det hele synes at være i tåge og det pletter for mine øjne.

Pludselig får jeg trang til at kaste op og jeg kigger desperat efter noget at gøre det i. Men rummet er tomt, bortset fra de bænke og sofaer, der står rundt omkring i rummet. Kvalmen falder lidt ned igen da jeg synker sammen på gulvet.

Hvad sker der med mig? Siden jeg blev udtrukket er jeg blevet hylet helt ud af den. Jeg plejer aldrig at te mig sådan, jeg har altid været stærk i sind. Men billederne af børnene, der blev dræbt og Keilas ord i mit hoved får mig til at blive syg.

”Er du okay?” Usikkert ligger Keila en hånd på min skulder og sætter sig på hug ved min side. Jeg nikker og kigger sammenbidt på hende.

”Hvorfor var du sådan – til interviewet. Du opførte dig som en ambisoner. En der nød at være der. Du var afskyelig!” snerrer jeg af Keila, jeg pludselig er rasende på.

Det giver et gib i Keila og hun ser såret på mig. Da hun taler kan jeg knap nok høre så lavt taler hun:

”Hvad ville du gøre hvis du fandt ud af at du skulle dø lige meget hvor meget du kæmpede og lige meget hvor meget du strittede i mod. Hvad ville du gøre?” Jeg sukker, ved hun har ret. Man må sige at hun har ordet i sin magt. Hun er en dygtig taler.

”Undskyld,” siger jeg stille, forlegen over at jeg blev så sur på hende. Hun nikker for at signalere at hun har godtaget min udskylning. Jeg betragter Keila et øjeblik, prøver at læse hendes ansigt. Hun er panisk og desperat. Hun skal se døden i øjnene, måske allerede i morgen. Det må være hårdt allerede at være dødsdømt.

”Keila,” siger jeg prøvende. ”Du skal ikke være bange. Jeg skal nok få dig ud af den arena.” Hun smiler til mig og tårerne strømmer ned fra hendes øjne.

”Tak. Det er dejligt at have en på min side,” hulker hun og falder i armene på mig. Jeg lægger mine arme om hende og trøster hende. Hun fortjener en, der passer på hende. Og det vil jeg for alt i verden. Jeg lukker øjnene og nyder hvert et sekund med Keila i min favn. Jeg får ikke mange flere. Måske er det endda det sidste. Hvem ved?

Der lyder nogle skridt bag os og en dyb manderøst, der rømmer sig. Jeg vender mig om for at se hvem der står bag os og bliver overrasket over at se tyren fra 2 – Ceasar. Han smiler til mig og jeg skubber Keila lidt væk fra mig så hun ser hvem der har beriget os med selskab. Hun ser ligeså overrasket ud som jeg gjorde.

”Hej,” siger han glad og smiler overdrevent til os. Vi svarer begge med et lille ”Hej”. Han rækker en hånd ud for at hjælpe mig op og jeg tager nervøst i mod den. Hvad mon han vil. Hans hånd er stor og varm, men han er blid da han trækker mig op på benene. Det samme gør han med Keila. Dog en smule mere flirtende.

Keila er kold. Hun gider ham ikke. Ikke en ambisoner. Men Ceasar er meget interesseret i hende og sender hende lange længselsfulde blikke. Jeg reder hende ved at sige:

”Når, hvad vil du?” Jeg vil sige det koldt, men kommer ikke til at lyde så frygtindgydende som jeg gerne ville.  Ceasar griner bare lidt af mig og lægger en hånd på min skulder. Det hidser mig meget op at han er så arrogant, men jeg behersker mig så meget at jeg ikke slår ham i ansigtet.

”Rolig nu mester. Jeg er ikke ude på noget. Jeg ville egentligt bare spørge om jeg må slutte mig til jeres alliance?” Pludselig er Ceasar meget alvorlig. Han smiler ikke længere. ”Jeg er ikke ambisoner. Jeg er ligesom jer. Jeg ønsker ikke at dræbe eller se nogle dø. Jeg ville ikke engang med i spillet. Men folk besluttede at det skulle være mig, der skulle deltage i spillet. De var sikre på at jeg er en komplet dræbermaskine bare fordi jeg holder mig mest for mig selv. Men grunden til at jeg ikke er så meget sammen med andre er fordi jeg ikke kan holde dem ud. Alle deres konkurrencer om hvem, der skal være soner og al træningen op til spillet gør mig rasende.” Han kigger sørgende ned i jorden.

”Det er ikke nogen krig. Det er børn og unge, der er tvunget ind i døden.”

Min første indskydelse er at vi ikke kan stole på ham. Vi allierer os med ham. Vi stoler på ham og idet dræber han os. Men noget i hans blik fortæller mig at han taler sandt. Og desuden er han stor og stærk og det kan vi godt få brug for. Jeg ser spørgende på Keila og hun himler bare med øjnene og nikker.

”Ja. Okay så,” mumler jeg bare og Ceasar smiler henrykt.

”Mange tak. Jeg lover i ikke vil fortryde det. I bestemmer. Det lover jeg.” Så forlader han os og sætter sig ved hans medsoner. Jeg betragter hende lidt. Hun stirrer ondt på alle sonerne. Allermest på Ceasar. Hun ville tydeligvis have haft en alliance med ham. Ellers er der ingen blikke mellem de to. Underligt. Sonerne fra samme distrikt plejer for det meste at holde sammen. Men når man tænker over det ville jeg ikke holde sammen med pige soneren fra distrikt 2.

Klokken ringer. Drengen fra 12 træder ned fra scenen. Han er meget høj, tynd med flot gyldent hår. Men han er meget splejset og højde er ikke just et forspring i arenaen. Så er det sværere at skjule sig.

Alvan slutter showet af og publikum klapper.

”Husk at tænde fjernsynet i morgen tidlig hvor vi har lavet en eksklusiv film med højdepunkterne fra tidligere spil. Godnat alle sammen. Kom godt hjem. ”

Lyset slukkes på scenen og Alvan træder ned til os.

”Godt show alle sammen. I klarede det flot. Vi ses i morgen,” siger han med en glad klang men ingen jubler. Arenaen i morgen. Det føles uvirkeligt og forkert og den snurrende, nervøse fornemmelse i min mave bliver erstattet af et sort hul, der resulterer en forfærdelig smerte, der skyder gennem min krop.

 

Der er trangt i elevatoren jeg kom med og stemningen er ikke rar. Alle er meget nervøse og bange for i morgen og jeg selv står og trækker vejret i små besværlige hiv. Da højtaleren siger:

”Etage 7,” og dørene åbner træder jeg ud. Keila tog elevatoren før mig og er på sit værelse for at fjerne makeup og hår. Jeg selv, går ind på mit værelse og skifter mit grønne jakkesæt ud, med et behageligt joggingsuite. Lige da jeg har fået trøjen på, på badeværelset, bliver der banket på døren.

”Kom ind,” råber jeg, men min stemme er hæs fordi jeg har grædt en smule. Døren bliver åbnet og lukket og jeg går ud i mit soveværelse for at se hvem der er kommet.  Midt i rummet står spilmesteren Andy. Jeg havde fuldstændigt glemt at jeg skulle snakke med hende.

”Goddag Thorlind,” siger hun højtideligt og smiler til mig. Jeg stirrer overrasket tilbage og det får hende til at le.

”He-he-hej,” fremstammer jeg og synker en klump. Jeg har endnu ikke kommet mig over at jeg skal snakke med spilmesteren. Spilmesteren, der bestemmer om du skal leve eller dø.

”Sæt dig ned,” mumler jeg og rækker armen over mod sengen. Hun sætter sig på sengen og jeg tager en stol og sætter mig med siden af. Det første halve minut sidder vi i tavshed og betragter hinanden diskret. Jeg prøver at finde ud af hvad hun vil tale med mig om, men hun viser ingen følelser, så jeg ved ikke hvor alvorligt det er. Så bryder Andy endelig isen.

”Thorlind, kan du huske jeg sagde at jeg skulle snakke med dig om noget vigtigt?” spørger hun og jeg nikker. ”For atten år siden var jeg til en konference i distrikt 1 om den nye efterårsmode. Der var forskellige mennesker fra andre distrikter, der serverede mad og gjorde rent. Blandt andet en ung mand fra distrikt 6. Han havde lyst hår og grønne øjne. Yderst charmerende. Jeg selv var ung og ledte efter den store kærlighed. Vi havde en lille flirt i noget tid. Vi kyssede og kælede. Men da konferencen var ved at være slut fandt jeg ud af at jeg var gravid. Jeg spurgte om manden ville med til Capitol og leve med mig, men han takkede nej og sagde at han havde en familie at forsørge. 10 måneder efter, en måned efter jeg havde født tvillinger, blev vores hemmelige kæresteri opdaget. Manden fra 6 blev henrettet og jeg måtte flygte med mine børn. Jeg flygtede i lang tid og da jeg nåede skovene uden for distrikt 7, havde fredsvogterne indhentet mig. Jeg måtte løbe, men tabte det ene barn i skovens bund. Jeg havde ikke tid til at løbe tilbage efter min lille pige, derfor besluttede jeg at redde drengen. Jeg flygtede ind i 7 og fandt et nogenlunde pænt hus hvor jeg lagde barnet på trappestenen med et brev hvor der stod: ’Pas på min lille dreng, Thorlind’”

Da det går op for mig hvad hun egentligt mener, svimler det for mine øjne og det føles som om mit hjerte går helt i stå. Min verden falder lige så stille fra hinanden. Alt hvad jeg troede på var en løgn!

”Vil det sige at du er…”

”Ja Thorlind. Jeg er din mor.”

           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...