The Hunger games - Breath of life

I ruinerne af det der engang var Nordamerika ligger landet Panem, som består af 12 distrikter og ét Capitol som "Styrer". Hvert år tvinger magthaverne en pige og en dreng fra hvert distrikt til at kæmpe i det årlige "dødsspil" - en kamp om liv og død på direkte TV.
De 24 børn sendes i en arena der kan bestå af et hvilket som helst landskab. Her skal de kæmpe i mod naturen og dets børn - men også i mod de andre sonere (de udvalgte børn fra de forskellige distrikter) der er villige til at dræbe og kæmpe for deres liv i det perverse underholdningsprogram.

1 vinder. 23 tabere. Vinderen bliver rig og berømt. Taberen dør.
Lad dødsspillet begynde!

I distrikt 7 bor Thorlind fredeligt med sin familie. De har ikke mærket dødspillets hårde betingelser endnu men det ændres da det 25'vende dødsspil afholdes som et jubilæumsspil. Distriktet skal selv udvælge deres sonere og Thorlind er både stærk og klog.

May the odds be ever in your favor!

5Likes
36Kommentarer
4095Visninger
AA

21. Maridt

Jeg åbner gispende øjnene, og sætter mig op med et ryk. Min ryg er våd af sved og mine øjne er stadig våde af tårer. Solen er stået op og skinner ind i teltet. Teltdugens åbning står let på klam og en kølig morgenbrise møder mig. Jeg trækker vejret dybt ned i lungerne og kigger rundt i teltet.

Og dér, tæt op ad mig, ligger hun. Frisk som morgendug, smuk som engel og fuld af liv. Hun trækker vejret roligt og fredfyldt. 

Jeg sukker lettet og tårerne triller igen ned af kinderne på mig. Jeg omfavner hende og hun vågner med et sæt.

"Thorlind, hvad sker der? Er du okay?" spørger Keila forvirret og medlidende. Jeg nikker hulkende i hendes skulder og hun rejser sig på albuen og lægger en arm om mig. 

"Hvad sker der Thorlind? Slap af, træk vejret," siger hun skarpt og prøver at få øjenkontakt. Jeg holder hende bare panisk ind til kroppen. Bange for at hun vil glide fra mig.

"Jeg troede... du var..." Jeg ryster svagt på hovedet, og prøver at lade vær med at tænke på det forfærdelige, der skete i nat. Men jeg er forvirret. Hvorfor er hun her?

Jeg kan mærke det spænder i alle Keilas muskler og svage, næsten lydløse klynk slipper ud af hendes mund da hun taler:

"Slap af, det var bare en drøm. Bare en drøm..."

Men det er ikke bare en drøm. For vi ved alle at spilmestrene går efter hende. Efter det hun gjorde.

"Hvorfor gjorde du det også? Hvorfor dræbte du en spilmester? Jeg kan jo ikke beskytte..."

"Indsé det dog! Hvad var mine chancer alligevel? Og hvis jeg nu havde, så ville vi ikke begge kunne komme ud. Og jeg ville aldrig kunne leve med mig selv hvis jeg skulle dræbe di... Og så ville jeg gøre noget. Noget godt. Noget oprørsk. Inden jeg skulle miste mit liv. I stedet for bare at lade som om vi er en af dem og finder os i den måde de behandler os!" 

Keila kigger væk, men jeg knuger hende stadig. Jeg vil ikke slippe hende. Det føles som om hun tilhører mig. At vi er en del af det samme. Jeg må beskytte hende. Det er det, der føles mest rigtigt.

 

Solen skinner i dag. De tunge grå skyer er væk og i stedet står solen højt på himlen.  Men det er stadig koldt og jeg går og slår armene om mig.

Efter at Keila og jeg havde grædt ud i teltet, var vi stået op og havde mødt et vidunderligt syn. Ceasar havde lavet morgenmad. En fugl af en art. Han havde også fulgt drikkedunke op og gjort alt klart til at vandre videre. Vi slettede alle spor for vores eksistens inden vi gik videre.

Og nu går vi her i den dybe sne. Ceasar og Keila går ved siden af hinanden og snakker og griner. Jeg går et par meter bagud. Med et starmt greb på den kniv jeg har fået udleveret. Desværre fik Ceasar ingen økse ved hornet, men jeg kan godt klare mig med en kniv.

Jeg har hele tiden øjnene på Keila. Parat til at rede hende. Hun har allerede utallige gange sagt til mig at jeg skal slappe af, men jeg kan ikke. Jeg synes hele tiden jeg kan se en skikkelse bag ved et træ, der står parat til at kaste et spyd igennem hende, eller et træ, der ud af den blå luft flyver ned over hende.

Jeg vil ikke kunne bære den smerte, der vil nage mig hvis det skete. Jeg ville hade mig selv forevigt for at jeg ikke kunne rede hende.

Jeg kigger bag mig. Jeg skærer en grimasse. Man vil nemt kunne forfølge os. Man kan tydeligt se der hvor vi har gået på grund af sneen.

Det er ved at være middagstid. Solen varmer godt og jeg begynder endda at svede. 

Jeg hører latter foran mig og jeg kigger op. Keila og Ceasar går og småskubber hinanden mens de smiler. Jeg kommer til at smile og skal til at deltage i samtalen da jeg hører det.

Kun en svag lyd ved mit venstre øre. Men jeg høre det og ved med det samme hvad det er. Skridt fra et menneske.

"Stop!" hvæser jeg febrilsk af Keila og Ceasar. De stopper og vender sig om mod mig, med et bekymret udtryk i øjnene. Ceasar skal til at spørge hvad der sker, men jeg sætter pegefingeren for munden og hvisker: "Shhh". 

Jeg kigger over mod en gruppe træer et par meter fra os. Så ser jeg det. En lille lok lyst hår bag et træ. Jeg synker en klump. Vil personen angribe eller gemme sig. Er der flere? Jeg bakker et skridt og tager kniven op af mit bælte. Det samme gør de andre og vi stiller os klar. 

Vi går lidt videre med flakkende blikke og bankende hjerter. Jeg har et stramt greb om kniven. Jeg vender mig forsigtigt om og der ser jeg det.

Drengen fra 6, pigen fra 10, pigen fra 11 og drengen fra 12. Står et par meter bag os. De har favnen fuld af økser, knive, spyd og andre spidse genstande. Men det er ikke det der skræmmer mig. Det er blikket i deres øjne. Vildskaben, sindsygheden og noget ondt jeg aldrig har set før. 

Ceasar og Keila er også stoppet op og vi står lidt panisk og ser over mod gruppen. Og pludselig sætter de af og spurter hen mod os med ondskaben lysende ud af deres øjne.

Kun én ting går gennem mit hoved. At rede Keila. Jeg stiller mig klar til at kæmpe. Strammer grebet ydeligere om kniven og prøver at trække vejret roligt. Pigen fra 10, der også var ved at dræbe mig ved overflødighedshornet, har kursen mod mig. Hun har et spyd i hånden. 

Da hun når mig laver jeg en undvigemanøvre, da hun stikker ud efter mig. Hun snerrer af mig og kaster sig over mig. Denne gang rammer hun mit ben og jeg skærer en grimasse. Jeg skubber hende ned i sneen og prøver at halte væk, men hun er hurtigt over mig igen og slynger mig ned i sneen. Hun sætter sig oven på mig, mens jeg sparker og slår med arme og ben. 

Jeg ruller om på siden, så hun mister balancen og jeg spilder ikke tiden. Jeg får rullet hende ned under mig, sætter mig på hendes arme og bruger mine ben til at tvinge hendes ben ned i jorden. Hun skriger og sparker da jeg modvilligt med tårerne løberne ned af kinderne og med sammenbidte tænder, lægger armene om halsen på hende. I starten prøver hun i hærdigt og panisk at slippe mit greb, men jeg holder fast , og til sidst stopper alt modstand og hun falder sammen under mig.

Jeg slipper hende gispende og trækker mig tilbage. Jeg lægger hovedet i hænderne, men inden får jeg et glip af pigen. Hun ligger på en underligt akavet måde med hvidt åbne øjne. Hun er tom i ansigtet og bleg som sneen. 

Det er rædselsfuldt. Det er mig der har gjort det. Mig, der har dræbt hende. Mig der har taget livet fra et ungt menneske, der for alt i verden bare ville hjem og se sin familie igen. Det har jeg gjort umuligt. Jeg er ikke bedre end alle de sindsyge børn, som griner og smiler når de har dræbt deres sidste modstander og bliver hyldt som vinder.

Jeg er en morder går det op for mig og jeg hikster og bliver fyldt med en ubeskrivelig forfærdelig fornemmelse i maven. Værre end da jeg blev udtrukket som soner. Værre end da jeg fik afvide at Andy er min mor.

Da jeg hører kanonslaget vender min mave sig og min morgenmad kommer op igen. Jeg hoster og hiver efter vejret, men det føles hele tiden som om der kommer mere op. 

Bag mig hører jeg råb og smerteskrig, men at rejse mig og se hvad der sker, føles som noget umuligt. Noget jeg ikke kan gøre nu, så jeg ligger mig bare i sneen, ved siden af pigen fra 10.

Det eneste der trøster mig en smule er at vide, at hvis jeg ikke havde dræbt hende ville hun have dræbt mig. Jeg prøver hele tiden at sige det til mig selv, men jeg bliver ved med at have ubeskrivelig dårlig samvittighed. 

 

Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået. Jeg ligger bare her i sneen og kigger mod himlen. Venter på et aerofartøj skal komme og hente liget. Selvom jeg godt ved at de ikke kommer når der er andre sonere. Siden kanonslaget fra soneren fra 10 har jeg hørt 3 andre. 

Jeg ved ikke hvem der er død. Jeg tør næsten ikke rejse mig og kigge. Bange for det syn, der møder mig. Derfor får jeg et chok da Keila pludselig lægger en  arm på mit hoved.

Jeg springer op. Hun får et chok og bakker lidt.

"Rolig, rolig. Thorlind. Det er bare mig. Du skal ikke være bange. Det er overstået," siger hun med pædagogisk stemme. Nok på grund af mit vilde blik. 

Jeg omfavner hende. Glad for at hun ikke endte med et tomt blik i sneen.

"Undskyld," sukker jeg i hendes skulder. Hun spørger hvorfor jeg siger det og skubber mig lidt ud fra hende, så hun kan se mit ansigtsudtryk.

"Du ved, ikke at hjælpe bagefter. Ikke at beskytte dig," siger jeg med en hæs, bange stemme. Jeg lyder næsten som et barn.

Keila smiler overbærende og tilgivende til mig og siger at det er i orden. Jeg tager i mod hendes kram og hun kysser mig på panden. 

"Lad os komme væk herfra, så de kan samle ligene op," forslår Keila efter lidt tid. Jeg nikker og vi bevæger os langsomt væk. I mens vi forlader stedet sender jeg en sidste tanke til pigen fra 10. Ønsker hende held og lykke det sted hun nu skal hen.

Så hører jeg brummen fra aerofartøjet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...