The Hunger games - Breath of life

I ruinerne af det der engang var Nordamerika ligger landet Panem, som består af 12 distrikter og ét Capitol som "Styrer". Hvert år tvinger magthaverne en pige og en dreng fra hvert distrikt til at kæmpe i det årlige "dødsspil" - en kamp om liv og død på direkte TV.
De 24 børn sendes i en arena der kan bestå af et hvilket som helst landskab. Her skal de kæmpe i mod naturen og dets børn - men også i mod de andre sonere (de udvalgte børn fra de forskellige distrikter) der er villige til at dræbe og kæmpe for deres liv i det perverse underholdningsprogram.

1 vinder. 23 tabere. Vinderen bliver rig og berømt. Taberen dør.
Lad dødsspillet begynde!

I distrikt 7 bor Thorlind fredeligt med sin familie. De har ikke mærket dødspillets hårde betingelser endnu men det ændres da det 25'vende dødsspil afholdes som et jubilæumsspil. Distriktet skal selv udvælge deres sonere og Thorlind er både stærk og klog.

May the odds be ever in your favor!

5Likes
36Kommentarer
4112Visninger
AA

18. Arena

Jeg ligger søvnløs hele natten. Jeg vender og drejer mig i den ellers bløde Capitolseng, der pludselig virker hård og ubehagelig. Udenfor mit vindue buldrer bragene fra fyrværkeri og man kan høre festen på gaden. Jeg har flere gange været oppe af sengen. Hvis jeg ligger ned for længe af gangen, kommer jeg til at tænke på det jeg fik af vide af Andy i dag. Og selvfølgelig hvad dagen i morgen bringer.

Lige nu står jeg ved vinduet - spejder efter de store skove i distrikt 7. Åh, hvor jeg længes efter duften af løv og blomster. Forår har altid været min yndlings årstid. Der står blomsterne i flor og træernes blade er friske og grønne. Vi plejer altid at arbejde et par timer i skovene inden vi skal i skole. Mange af dem der gik i min klasse brokkede sig over at skulle så tidligt op, men jeg nød hvert et sekund af den friske skovvind. Det styrker mig og der er ingen tvivl om at det er der jeg føler mig mest hjemme.

I skoven plejede jeg altid at hjælpe med træfældningen. Jeg bryder mig ikke om at jage og slå dyr ihjel. Jeg er og har altid været mild i sind og jeg har aldrig brudt mig om at såre. Derfor mener jeg stadig at jeg er den forkerte at vælge til at deltage i dødsspillet. 

Det går koldt ned af ryggen på mig når jeg tænker på hvad jeg ville gøre hvis et tolvårrigt barn stod over for mig med et langt skarpt spyd og var parat til at dræbe for sit liv. Ville jeg kæmpe igen? Garanteret, men det gør mig utilpas at tænke på hvordan Capitol manipulere med vores sind. 

Jeg sætter mig på sengen stadig med blikket hvilende på gadefesten. Klokken er ved at være tre om natten. Jeg føler mig ikke spor søvnig og jeg begynder at studere rummet nærmere. Hvilket jeg ikke har gjort eftersom jeg har været fraværende de sidste par dage.

Over i hjørnet står der en lille træreol med nogle få bøger i. Jeg går der over og hiver en tilfældig ud.

"Dem må du bare se!" er overskriften på bogen. Jeg kigger bagpå og læser et kort referat og opdager at bogen handler om de tidligere arenaer man kan besøge som turist. Det er en ny regel. Du kan komme og besøge de brugte arenaer, se hvor sonerne døde osv.

Jeg lukker bogen og lægger den på plads. Det har gjort mig ilde tilpas at læse om sådan noget pjat. Jeg lægger mig i sengen i håb om at jeg kan nå at få et par timers søvn inden jeg smides i arenaen.

Og utroligt nok går der ikke længe før jeg døser hen.

 

"Husk nu at komme væk fra overflødighedshornet når gong-gongen lyder!" minder Oliver mig om igen for tiende gang. Jeg nikker sammenbidt mens jeg prøver at holde sammen på mig selv. Vi står i en elevator på vej ned til landningsbanen hvor et stort Aerofartøj står summende og venter på at alle er ombord. Det skal flyve alle sonerne til rummet under arenaen hvor vores stylister venter med det tøj vi skal iføre os arenaen.

Jeg skæver lidt over til Oliver. Han tripper utålmodigt og sveden pibler ned af hans ansigt. Han virker mere nervøs end jeg selv. Jeg skal lige til at spørge om han er okay da elevatoren stopper med et ryk. Dørene åbnes og jeg bliver blændet af den skarpe morgensol. Derefter mærker jeg den kraftige vind Aerofartøjet, der holder mit på banen, foresager. 

Pludselig går jeg i sort. Mentalt bliver presset tilbage mod elevatoren, men Oliver tager hårdt fat i min arm så jeg ikke når fysisk at vende om og spurte afsted. Jeg kan mærke hvordan blodet suser ned i mine ben og jeg vakler svimmel. 

Da Oliver snakker til synes jeg at hans stemme lyder fjern. Som om han ikke står lige ved min side og råber mig ind i ørerne for at overdøve larmen. 

"Thorlind, slap af. Det skal nok gå. Tag det roligt. Træk vejret." Oliver skubber mig lidt fremad, men jeg flytter mig ikke frivilligt så han må nærmest trække mig helt hen til flyet. Jeg hører fnis derinde, men jeg er ligeglad. Her er ingen kamera og jeg ender jo nok alligevel i graven inden for få dage. 

"Held og lykke min ven," mumler Oliver og giver mig et opmuntrende klap på skulderen. Han smiler skævt til mig inden han vender sig og går men jeg kan se at han mentalt er ved at bryde sammen. Det samme skete for ham for ikke så mange år siden. Han var den første vinder i distrikt 7. 

Jeg følger Oliver nøje med øjnene indtil han forsvinder i elevatoren der omhyggeligt lukker sig. Først da to fredsvogtere henter mig træder jeg op i fartøjet. Jeg vakler ind - en smule ør i hovedet. Der er sat stole over for hinanden. Tolv på hver side og 23 af dem er besat af de andre sonere. 

Jeg får øjenkontakt med Keila i det øjeblik jeg sætter mig ned i sikkerhedstolen. Hun smiler et opmuntrende smil, men jeg ser skrækken i hendes øjne og det afspejler sig i mig. På min ene side sidder Ceasar, drengen fra 2, jeg uheldigvis har allieret mig med. Han er ligeså bleg som jeg mener jeg også selv er og hans ben ryster.

Jeg tror ikke engang han har bemærket at jeg har sat mig - han stirrer bare på de læger der i dette øjeblik er igang med at sprøjte sporingsenheder ind under huden på os. Da det bliver hans tur hulker han og kigger væk. Nålen er på størrelse med det runder på en blyant i diameter og jeg må selv synke en klump da den stikker sig ind under huden på mig. 

Det stikker frygteligt, men smerten er hurtig væk igen og jeg ånder lettet op. Fartøjet er lettet og vi flyver højt over Capitol. Mod arenaen.

 

"Klargøre landing," hører jeg fra højtaleren. Fartøjet rammer jorden med et bump og alle får en rystetur. 

"Så er det op," beordre fredsvogterne og vi går på en lang række ned af et par trapper der fører til en lang gang. Jeg bliver stoppet ved en dør hvor der med fede bogstaver står "12".

Da døren bliver åbnet ser jeg Zephia, der er i fuld gang med at studere mit tøj til arenaen. Da hun ser mig smiler hun medlidende og hun løber over og giver mig et stort kram. Vi står i lidt tid og ser hinanden i øjnene. Min vejrtrækning er ustabil, men jeg har det bedre når jeg er sammen med Zaephia. Jeg føler jeg kan stole på hende. 

"Kom. Her. Lad mig hjælpe dig i tøjet," mumler hun med grødet stemme. Jeg smider tøjet til jeg kun er iført mit undertøj og Zephia hiver et par sorte bukser frem som jeg hopper i. De er foret inde i og giver god varme. Jeg får en stor grøn striktrøje og en endnu varmere jakke i samme farve. Støvlerne minder om det par vinterstøvler jeg har derhjemme og de er gode at løbe i.

Zephia betragter mig nøje. Hun tørrer en enkelt tårer væk.

"Det sidder perfekt på dig," snøfter hun og retter lidt på trøjen.

"Alle sonere bedes træde ind i cylinderen," siger en lys damestemme fra højtaleren. Først nu ligger jeg mærke til den store glascylinder i hjørnet der skal bringe mig op i arenaen. Jeg tøver lidt inden jeg træder et skridt nærmere. Mine hænder ryster og mit hjerte banker som aldrig før.

Da jeg træder ind på metalpladen lukker cylinderen sig øjeblikkeligt og jeg når lige at se skrækslagen på Zephia inden metalpladen bevæger sig op af. 

Det første indtryk jeg får er en bidende kulde og en stille blæst. Solen skinner voldsomt og jeg er blændet da jeg hører det.

60..

59..

58..

57..

56..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...