De udvalgte (THG)

Leonara stod og træk vejret højt og hurtigt. Hendes tanker fløj rundt og hun vidste ikke hvad hun lavede. I dag var det den 100 gang at et dødspil skulle holdes. Alle folk i Capitol var nervøse og hun vidste at de bandede over de personer som en gang havde opfundet dødspillet. For blot 25 år siden var det ikke indbyggerne i Capitol som skulle møde op til lodtrækningen men indbyggere fra de forskellige distrikter. Hvis det ikke havde været for Katniss Everdeen var hun fri for at møde op til udtrækningen.

18Likes
41Kommentarer
2258Visninger
AA

6. Drømmen

Leonara vendte og drejede sig i sin seng. Hun stod på en mark, hvor en cirkel af ild brændte omkring hende. Udenfor cirklen stod der store menneske skikkelse, som alle stod og kiggede på hende. De havde alle løst til, at dræbe hende. Den første person, som gik igennem ilden, var en lille skikkelse. Jo tættere personen kom på hende, jo bedre kunne hun se den. Det var en lille dreng. Han kom med lange slæbende skridt hen imod hende, med blodet randende ned af hans højre tinding. Hans øjne var tomme, men alligevel så bekendte. Bag ham kom en endnu større skikkelse. Personen var stor og pumpet, og havde et ondskabsfuld smil på læben. Personen nærmede sig hende, og svang sit sværd... Leonara sprang op af sin seng. Sveden rendte hende koldt ned af ryggen. Hun fumlede med sine fingre efter dørens dørgreb, og åbnede til sidst døren. Hun klemte sig ud af døren, og faldt magtløst til gulvet. Gulvet var iskoldt, og det beroligede hende. Snart var hun så kold, at hun begyndte, at ryste voldsomt af kulde. Hun rejste sig derefter om, og gik ind til sin seng igen. Hun lagde sig ned, og tog et tyndt tæppe over hende, og lå der indtil, det blev banket på døren. Ind kom Castel, og sagde med en frisk og høj stemme. "Godmorgen Leonara. Nu står vi op. Om en halvtime er der morgenmad, og så skal vi i gang med en hel masse ting. Skynd dig nu lidt" Og derefter gik hun ud, ved at smække døren i. Leonara vendte sig om på ryggen, og fik de første solstråler ind i øjnene. Det skar forfærdeligt, men hun var ligeglad. Til sidste rejste hun sig udmattet op. Hun gik hen til spejlet, og så på sig selv for første gang efter udtrækningen. Hendes lange blonde bølgede hår, var blevet fladt og fugtigt fra sveden. Hendes kindben så mere tydelig ud nu end ellers. Hendes grå øjne så matte og trætte ud, og hun havde rander under øjnene. Hendes tynde læber havde størknet blod på sig, og man kunne tyde bidemærkerne der. Ved siden af hende stod der en skål med koldt vand og en svamp. Hun tog svampen og gjorde den våd, og fugtede derefter hendes læber. Stille og roligt forsvandt blodet, og til sidst var der blot nogle tynde mærker efter hendes tænder. Hun vaskede sig andre steder i sit hoved, og til sidst begyndte hun, at ligne sig selv. Hun åbnede den øverste skuffe og tog en hvid kjole, og derefter en tynd isblå og gennemsigtig cardigan. Hun skiftede til tøjet, og samlede få totter af hendes lyse hår, og satte det op med et sølv spænde. Derefter smuttede hun i et par ballerinaer, og gik ud af kupeen. Hun fortsatte ned af en lille smal gang, som fortsatte i en uendelighed. Hun vidste ikke, om hun gik rigtigt, men en følelse fortalt hende, at det var denne vej hun skulle gå. Hun fortsatte blot ned af gangen, som til sidst blev mindre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...