The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6806Visninger
AA

18. Kapitel

Mørket falder på og Tørv faldt hurtigt i søvn. Jeg holder mig oppe til midnat så jeg kan se hvem, de 4 døde er.

Det er meget farligt at være så længe oppe, for mangel på søvn kan betyde døden.

Og en soner kan meget nemt dræbe en, mens man sover. Så at være så lang tid oppe, er dog ikke den bedste strategi.

Vi har fjernet stenene, så vi kan se ud på himlen. Capitols våbenskjold lyser op på himlen, mens Panems nationalsang lyder.

Den første der kommer op på himlen er tvillingedrengen fra 3.

"Nu er tvilingeparet forenet," siger Jersey og nikker op i mod stenloftet. "I himlen," svarer Tørv stille.

Den næste der kommer op på himlen er drengen fra 11. Jeg er træt af, at jeg ikke engang kender navnene på halvdelen af sonerne.

Det er så sørgeligt at de dør uden at blive husket. De er jo i Capitols øjne intet andet end dyr.

Nej, det er løgn. De er underholdende dyr, slaver for Capitols magt. En pose blod med liv i.Ja det er nok den bedste beskrivelse af Capitols syn på os.

Jeg kigger op mod himlen, hvor Ambisonerpigen fra 7 er. Jeg har ikke den samme melidenhed for ambisonerne, som de normale.

De har selv bestemt at være her. Det har jeg jo også, egenligt. Det glemmer jeg nogen gange. 

Jeg føler mig også uretfærdigt behandlet. Men ligemeget om man selv har bestemt det eller ej, er det ikke i orden!

Vi er mere end bare end pose blod med liv i! Vi er mennesker!

Ligesom Capitol. Nej... det er dem der er dyrene. Det er dem, der er umenneskelige!

Den sidste på himlen er der en anden ambisonerpige, fra 10. Capitols våbenskjold toner frem igen sammen med nationalsangen og lige så stille lukker øjnene i.

Jeg løber. Et glimt af pigen fra 1 der rækker ud efter det samme spyd som mig, men bliver skudt i tindingen flimrer for min øjne.

Jeg lukker øjnene for at få hende ud af mit syn, men hendes genemborende blik forsvinder ikke ud af mine tanker.

Hele mindet er som farvet glas for mine øjne; Man kan sagtens se ud, men farverne tager opmærksomheden.

Hun bliver mere og mere gennemsigtig og forsvinder helt.  Blodet løber ned af armen, fra et åbent sår i håndledet.

Blodåren er skåret over. Skridtende giver genlyd. Som om her var ekko.

Men det er her ikke. Ambisonerens skridt er det, jeg hører. Mit hjerte hamrer hurtigere og hurtigere.

Forpustelse. Men jeg stopper ikke. Mine føder bliver trætte under mig, men jeg stopper ikke.

Lige pludselig ligger jeg i sneen og kigger lige ind i Ambisonerens øjne.

Mit blod smelter i gennem sneen, og under den ligger den smukkeste vintergæk.

Jeg når kun lige at komme med min sidste tanke, før verden omkring mig forsvinder: Foråret er på vej.

Så smuk var den hen i mit hoved, før den blev til et skrig. Jeg vågner brat op, dækket i sved.

Tørvs arme rækker ud efter mig. "Hvad er der?" spørger hun overrasket og forskrækket, mens hun gaber.

Jeg sætter mig op, forvirret og prøver at huske hvad der skete. Men som de fleste drømme forsvinder den bare, jo mere jeg prøver. "Læg dig til at sove," siger siger Jersey. "Det er vigtigt, at vi får vores søvn. Hvis vi bliver jaget, skal vi helst ikke besvime."

Den næste morgen spiser vi Jerseys tørrede frugter. Jersey synes det er på tide at vi får et bad, og kommer i tanke om en å, der ligger bag skoven i nordøstlig retning. På vejen ser vi ingen sonere eller andre tegn på liv, hvis man ser bort fra fuglesangen der hænger i luften. Da vi står ved den 2 meter brede å i skovkanten, ser vi at den er næsten helt dækket af isplader der følger strømmen.

"Er det her ikke farligt?" spørger jeg de andre. "Altså, kulden."

"Hvis man ikke får varmen hurtigt nok," svarer Jersey. "Derfor tænder vi et bål og jeg har nogle af vædderskindene med."

Han trækker tre skind og noget pindebrænde op fra Tørvs sorte rygsæk. Vi bliver enige om at tænde bålet på en skrænt på den anden side af åen og at Jersey og jeg venter oppe på skrænten og kigger væk, mens Tørv smider tøjet og hopper i.

Dog bliver jeg fristet til at kigge en enkelt gang. Jerseys albue i siden gør mig så forskrækket, at jeg næsten vælter bagover.

"Kan du lide hende?" spørger Jersey Hviskende. "Altså, jeg så dig kigge på hende..."

"Ja, selvfølgelig. Ellers ville jeg jo ikke aliere mig med hende?"

"Jeg mener lide lide. Du ved, lun på hende..." Jeg tøver. Jeg har ikke tænkt over det før. Jeg har jo fået sommerfugle i maven og jeg kiggede jo på hende.. "Kom nu, jeg siger det ikke. Du kan godt stole på mig."

"Okay, okay! Måske lidt..." svarer jeg. Han klapper mig på ryggen og smiler drillende.

Men efter at han har spekuleret over det et stykke tid, falmer smilet. "Du ved godt hvad det betyder, ikke?"

Jeg kigger undrende på ham. "Ingen af jer kan komme ud herfra sammen med den anden."

En klump sætter sig i maven på mig, og skuffelsen stiger i mig. Jeg havde aldrig tænkt over.

Jerseys ord lyder i min stemme igen og igen. Ingen af jer kan komme ud sammen med den anden.

"Er du okay?" spørger Jersey, mens jeg kæmper mod tårene. Jeg vil ikke græde endnu en gang.

Da Jersey krammer mig, indser jeg han er mere en bror end en alieret. Og jeg som ikke stolede på ham.

Tørv kommer op med tøjet på igen helt rystende, og rækker ud efter et af vædderskindene.

Jeg rækker hende det, og lader som ingenting. "H-hey," stammer jeg og smiler det mest latterlige smil i historien.

Hun lægger hovedet på skrå, men trækker på skulderne. Mig og Jersey går ned til breden og smider tøjet.

Det er er pinligt at skulle være nøgen på landsdækkende tv, men det er helt normalt i Dødsspillet.

Og efter at have tisset et par gange, vænner man sig mere og mere til det.

Vi hopper i det iskolde vand med hovedet først. Vandet er iskold. Efter at have været under vandet et par sekunder, griber jeg fat i en isplade, hvor Jersey holder fast i den anden side. Jeg kigger ham overrasket i øjnene.

"Føj, det er koldt," griner han. "Ja!" svarer jeg ham og begynder at grine.

Mine tænder klapper og jeg ryster på hele kroppen.

Jeg har næsten helt glemt det med Tørv. Vi går op på breden og tager de to vædderskind og bruger dem som håndklæder.

De er meget blødere end de gamle, hullede og krasende vi har i 4.

Vi tager hurtigt vores tøj på, og går op til bålet. Der går lang tid, før vi får varmen igen.

Mørket når at falde på, og vi beslutter os at overnatte her ved bålet. Vi hælder en smule vand på, så der kun er enkle flammer og gløder tilbage, for ellers er vi alt for lette at finde. Men arenaen er stor og vi er kun 8 tilbage, så risikoen er lille.

Ingen kanoner idag har været, så det er kun Capitols våbenskjold der bliver vist ved midnat.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...