The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6742Visninger
AA

14. Kapitel

4 svage skrig. De kanonbrag, der kommer når en soner dør lyder 4 gange, med kort mellemrum. Lyden af sne der bliver trådt af ned sonerne, der løber for deres liv. Sneen der daler mod mine knæ. Mit hjerte hamrer hurtigt, i angst.

Jeg er nødt til at åbne øjnene, men alt er lettere i min egen lille, isolerede verden.

Først da jeg kun lige kan høre Fredia råbe mit navn, træder jeg ud af den verden. Jeg er nødt til at tage mig sammen.

For både at hjælpe Fredia og ikke mindst mig selv. Jeg åbner øjnene og sænker hænderne.

Kampen er igang og fire ligs blod er allerede igang med at smelte sneen under dem.

Mine øjne spejder efter Fredia, og finder hende løbe efter våben.

Jeg rejser mig op og løber hen efter våben. Jeg løber i mellem to drenge, der er i gang med en sværdkamp, og dukker mig for pile.

Ingen lægger mærke til mig. En af fordelene ved at være blandt de yngste i spilene.

To mere kanonbrag. To flere lig klasker mod jorden. Det er ulideligt at være her.

Fredia, der står få meter foran os, ser mig ind i øjnene. Hun hølder det spyd, jeg går efter.

"Midas!" råber hun og kaster spydet mod mig. Men noget er galt.

Hun sigter ikke sådan, at jeg kan gribe det. Nej. Hun sigter efter min venstre brystkasse.

Hun bider sig i læben, næsten smilene. Spydet suser i luften og jeg når kun lige at  kaste mig til siden, for at undgå det.

Jeg mærker spydet flyve få centimeter forbi mig, før det lander en halv meter herfra.

Vreden stiger op i mig. "Bitch!" råber jeg efter forræderen, selvom det ikke er hende jeg er vred på.

Det er Capitol. Dem som tvinger hende til at gøre det. Jeg er vred over at hun ikke kunne ventemed at prøve på at dræbe mig, til aliancen var brudt.

Men hvad er forskellen i den sidste ende?  

Jeg sender det ondeste blik til hende, mens hun udbryder et smerteskrig. Ambisoneren fra 1's sværd borer sig igennem hendes ryg og den blodrøde klinge kommer til syne på den anden side, under hendes barm.

Hendes kanonbrag lyder. Hun er død.

Jeg får kuldegysninger og brækker mig. Hele den morgenmad, jeg nåede at få ned i farten er nu lige foran mine støvler.

Jeg får mest lyst til bare at lægge mig ned, men jeg er nødt til at fortsætte.

Jeg rækker ud efter spydet, og tager fat i den på samme tid som pigen fra 1.

Hun kigger mig forskrækket i øjnene og former munden som et perfekt O, få sekunder før en pil borer sig ind i hendes tinding.

Endnu et kanonbrag fulder luften.

Blikket sætter sig fast i min bevidsthed. Hendes skrig uden lyd. Blikket, der er fyldt af chok.

Jeg trækker sværdet ud og stirer i hendes døde, men stadig åbne øjne.

Det gennemborende blik, jeg vil huske resten af mit formentligt korte liv. Kvalmen stiger i mig igen, mens Pigens krop falder mod jorden. En klump af dårlig samvittighed sætter sig i halsen. Jeg prøver at synke den, somom det var mad, der sad fast i halsen på mig. Men det er meget værre end det. Måske vil klumpen aldrig fjerne sig. Selvom det ikke var mig, der dræbte hende.

Jeg snupper spydet, og løber væk.Jeg dukker mig for flyvende knive og piler, smutter uden om de nu 8 lig.

Drengen fra 12, der er omkring 15 år gammel, sætter sine tre mídterste fingre på læberne, og rækker dem derefter op imod himmelen, kort før tre kastestjerne sætter sig i ryggen på ham. Tegnet han gjorde med fingrende er et tegn for beundrelse,

man bruger i de øverste distrikter, som 12, men i det her tilfælde var det nok mere hans afsked til alle dem han elskede eller dem, der elskede ham. Kanonens brag blandes med flere frygtskrig.

Jeg løber ud af den slåsende mængde af soner og løber mød skovbrynet i horisonten. Desværre kan man se mine fodspor, så jeg er let at finde.

Det er næsten umuligt at gemme sig. Jeg har løbet cirka halvtreds meter, da jeg stopper forpustet op ved skovbrynet.

Ingen er fuldt efter mig, og ingen ligger på lur i skoven. Nåletræernes grene har taget det meste af sneen, så jeg har meget let ved at gemme mig. Jeg går få meter ind i den tætvoksede skov. Leder efter et åbentlyst midlertidigt gemmested.

Et fint  5 meter højt grantræ er perfekt. Jeg tager spydet i munden og klatrer op ad de tykke grene mens sneen drysser ned fra dem.

Efter at have klatret omkring 4 meter og grenene bliver mindre, holder jeg fat i stammen, så jeg ikke falder ned.

Og venter. Jeg ved ikke, hvad jeg venter på, men jeg holder fast i stammen i hvad der føles som evigheder.

Jeg kan holde godt udkig med skovbrynet, men ingen ser ud til at være flygtet den her vej.

Fuglene synger, mens der ikke rigtigt sker noget. Månen er kommet svageligt til syne, selvom det ikke er mørkt.

Det må være eftermiddag, allerede. Solen er alerede ved at kaste orange lys, på sneen, der reflektere stålerne så smukt.

Der må være gået flere timer. Mine arme og ben er trætte, og ved at give op, men det tillader jeg ikke.

En fugl begynder at skræppe, og jeg kigger efter hvad det mon kan være der har forstyret dens sang.

En meget hurtigtløbende ambisoner fra 6, der ligner en trold løber ind ad skovbrynet.

Panikken for, at han ser mig, stiger. Jeg ryster og har svært ved at lukke munden.

Han går længere ind ad skoven og stopper op og rynker på næsen. Han snuser højt, og vender sig rundt undrende.

Han kan lugte min shampoo. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det før nu?!

Han kigger sig til alle sider, undrende. Bortset fra op. Jeg holder på vejret og undgår at lave en eneste lyd.

Jeg tror aldirg nogensinde mit hjerte har hamret så hurtigt. Da endnu et kanonbrag lyder, glider mit ene ben i forskækkelse. En god håndfuld sne drysser fra grenen, jeg står på lige ned på

ambisonerens skulder. Han kigger lige ind i mine øjne, og et smil breder sig på hans læber.  

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...