The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6745Visninger
AA

12. Kapitel

Jeg vågner op, uden at åbne øjnene. Jeg forventer at mærke mit net, men mærker kun den bløde seng.

Hvad er der blevet af nettet? Hvad ligger oven på mig? Hvorfor kan jeg ikke høre Marcos snorken?

Jeg åbner øjnene, og husker det hele nu. Jeg er en af de 24 sonere i det 71. dødsspil!

Det der ligger oven på mig, er min dyne.

Jeg får lyst til at råbe og skrige, men intet kommer ud af min mund. Panikken stiger op i mig, ledsaget med skuffelsen.

"Fuck, fuck, fuck," hvisker jeg til mig selv, og kommer i tanke om da jeg meldte mig frivilligt til høsten.

"Hvad helvede havde jeg gang i?!" hvisker jeg til mig selv. Det hele virker som et mareridt.

Jeg ser, at det stadig er mørkt. Jeg går ud af mit værelse, uden at vide hvor jeg vil hen.

Jeg går op og ned ad gangen, og tænker. Min fod gør ikke så ondt mere, som den har gjort, men det kan stadig væe svært at gå. Det er utroligt så hurtigt, Capitol medicin virker.Jeg får lyst til bare at kaste mig ned mod gulvet og tage hænderne op for øret.

Lukke verden ude. Bare... jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg kunne stikke af. Capitol vil blive rasende over tabet på en soner.

Det er ret ironisk, når vi egentlig bare skal dø. Men min forsvinden vil give for meget opmærksomhed omkring spillet.

Hver en dråbe blod, der flyder, er vigtig for de blodtørstige Capitolere. De vil gennemsøge hele Panem efter mig.

Og sikkerheden er vidst bedre, end jeg bare kan flygte uden videre. Og hvor skulle jeg tage hen?

Ikke hjem. Det ville være det første sted, de vil gennemsøge efter mig.

I Capitol vil alle udlevere mig til myndighederne, så snart de så mig. Den plan er umulig.

Jeg går rundt på de øverste etager, og finder en trappe til taget og går derop.

Der er koldt men himlen er smuk herfra. Der er fuldkommen stjerneklart.

Sneen daler ikke mere, men har lagt et tykt lag sne.

Dette er nok en af de sidste gange jeg ser stjernerne. De sølvfarvede pletter, langt ude i rummet oplyser taget med små pletter.

Der står krukker med træer og planter, over det hele, med masser af klokkespil der spiller med vinden.

Jeg sætter mig på halvmuren der omkranser hele taget.

Capitol fejrer årets dødsspil, allerede. Jeg hører bassen fra de mange højtalere rundt omkring i byen.

Jeg kigger ned på fortorvet, der ligger svimlende mange meter nede.

Der står souvenirboder med alt fra guldstatuer til cornflakespakker, der forestiller årets sonere.

Udfra hvad jeg kan se, er en t-shirt med mig og Fredia til åbningscermonien, hvor det sprøjter op med det kunstige vand ud, fra treforken. I midten af vejen, står kæmpeudgaver af statuerne, der forestiller os.

Jeg søger med øjnene, efter min. Den står lidt længere nede ad gaden. Den forestiller mig med guldtreforken.

Den er ret godt lavet, og ligner mig meget godt. Mit hår og trefork er af guld, huden af bronze, nettet og håret er af stenen tigerøje.Den er den næstlaveste, en pigesoner fra 12 der er 12 år gammel, er lavere.

Som 13-årig er mine chancer små, men jeg er heldig og har større end de fleste andre sonere i år.

Men at være 12 og have et 5-tal er langt fra godt.

Dessuden er hendes mentor fulderikken Haymitch. Jeg tror han knapt nok har hjulpet hende.

Men sådan er nogle så uheldige. Det er så uretfærdigt, selvom Capitol kalder det "Retfærdigheden".

Skal vi virkelig straffes for noget, vores olde- og bedsteforældre gjorde? Det kan vi jo ikke gøre for.

Vi kan ikke gøre noget ved det. Og det elsker Capitol. At vide de har magt.

Men nu kan jeg jo vise dem de ikke har magten over mig. Jeg kigger på fortovet.

Hvis jeg hopper, så er der kun 23 sonere. Og Capitol vil hade at jeg ikke er der.

Så jeg lukker øjnene. Siger farvel til jorden under mig en sidste gang.

Tænker på Marco, Harbre og Far. Nu sker det, tænker jeg, og skubber mig selv med armene ud fra taget.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...