The winter ~ Fan fiction til The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2012
  • Status: Igang
I landet panem tvinger magthaverne fra det onde og egoistiske Capitol hvert af de tolv distikter til at udvælge én dreng og én pige, til en kamp for livet på direkte tv, kaldet dødsspillet. Kun den sidste overlevende vinder.Midas Bafflair er kun 13, da han deltager i det 71. dødsspil.Til at starte med, regner han med at dø. I hans hoved er det 100% sikkert. Men skæbnen vil noget andet...

42Likes
66Kommentarer
6748Visninger
AA

3. Kapitel

Den næste dag gør det ikke mere ondt i mit hoved. Jeg sagde til min familie, at jeg faldt, da de kiggede undrende på mig.

Jeg vågner tilfreds og kigger mod kalenderen. Damn! Jeg havde glemt, at det var høstdagen i dag.

Det er en helligdag, så jeg sover videre, indtil klokken bliver 10.

Jeg trækker i mit fineste tøj: En hullet, hvid skjorte og slidte jeans. Far sidder i sin sædvanlige lænestol, og Harbre står nede i køkkenet, smilende.

Far har den ene hånd på ryggen. "G'morgen, Midas," siger Harbre. "Din far og jeg tænkte, at nu var det på tide, at du fik en ordentlig høstgave. For hvert år er der jo større risiko for at... du-ved-hvad. Så vi har fundet den perfekte gave!"

Far rækker mig gaven. Den er pakket ind i brunt papir. Jeg flår papiret af og ser et ældgammelt guldlommeur. Det må mindst være 150 år gammelt. Vi har set dem i skolen før. De var i brug længe før krigen. Omkring den krig, der bliver kaldt 2. verdenskrig.

Jeg er virkelig glad for det. "Hvor har I det fra?" spørger jeg. "Vi fandt den i en gammel bunke ragelse," siger han. "Noget, vi har arvet fra vores forældre."

Jeg smiler.  Sådan nogle gaver får man sjældent.

Jeg forbereder mig på de næste timer. Tanken om at blive udtrukket er uudholdelig. Jeg har ikke fortalt min familie om kuponerne, jeg fik i går. Jeg har tænkt kun at bruge dem i nødstilfælde. Som hvis far eller Harbre skulle dø.

Og hvis det nu er, jeg bliver udtrukket, giver jeg dem til Harbre.  Men kun, hvis jeg gør.

Jeg hjælper Marco med at ordne sit hår og binde sit slips. Jeg kigger på mit nye (nye for mig, altså) ur og ser, klokken er halv et.

De høster klokken to, men man skal altid være der i god tid. Vi går ned mod havnen, hvor udtrækningen forgår.

Scenen står ude i vandet, lige foran retfærdighedstårnet, et tårn, Capitol har rejst for at minde os om, at vi selv er ude om Dødsspillene og sulten. På toppen står en statue af den græske gudinde Athene, der holder en vægt og træder på en fisk. Fisken symboliserer 4. Man kan næsten ikke se borgmesteren, Hjilk Handa, udtrækkeren Britti Nan eller årets mentor, der skal hjælpe os igennem: Finnick Odair, der vandt for seks år siden, som står på scenen. Men der er en storskærm på størrelse med en hel mark, der bliver båret af to aerofartøjer, et luftfartøj, regeringen bruger. På tagene og på isen lurer kamerafolkene som gribbe.

Alle i alderen 12-18 bliver ført ind i et stykke afgrænset område, hvor man stiller sig i rækker efter alder. De ældste forrest, de yngste bagerst. Da jeg kun er 13, skal jeg stille mig i den næstbagerste række. Jeg kigger bag mig og ser de tolvårige til deres første høst. De ryster, nogen græder, og en slem lugt af ammoniak siger mig, at der var en, der blev for bange til at holde sig. Ad, tænker jeg. Men jeg har aligevel forståelse for dem. Selvom de nok kun har et lod, er de stadig i fare.

Jeg er også selv meget bange, men jeg prøver at skjule det. Gribbene på taget skal ikke få nogen billeder af mig bange.

Næh nej! De sadistiske svin. Vores død, deres brød.

Lidt efter lyder Brittis stemme: "Glædeligt dødsspil!" siger han/hun. Han/hun er mørk med skrigblåt sidecut og lilla sminke.

Men Han/hun har også maskuline ansigtstræk. Han/hun er så kunstig, at det er perverst.

"Husk nu: må heldet altid være med jer! Det er tid til at udtrække de to sonere, der skal repræsentere distrikt 4 i Dødsspil nr. 71!" siger han/hun så højt i mikrofonen, der står på scenen, at det næsten er råb. "Damerne først!"

På et lille bord står to glasskåle. Én med drengenes lodder og én med pigernes.

Han/hun trækker en papirlap fra pigernes skål og læser højt: "Fredia Evels!"

En høj og smuk pige med langt brunt hår tøver, før hun går op mod scenen.

"Ja, det er så pigernes smukke soner!" siger han/hun og smiler venligt. "Nogen frivilige?" Ingen svarer. 

 " Nåh," siger hun og drejer hovedet mod Fredia. "Alle, giv et bifald!" råber han/hun. Jeg væmmes af alle dem, der klapper.

Det er så forkert og uetisk. Men de er heller ikke svære at give sin forståelse. De er glade for, at det ikke var dem, der blev udtrukket.  Pigen smiler. Hun er en af dem, der er blevet trænet siden sin fødsel til at deltage i Dødsspillet.

Vi kalder dem Ambisonere.

"Meget vel! Men vi er ikke færdige," siger han/hun og blinker. Capitols møgkælling, kan jeg ikke lade være med at tænke om hende. Kan Capitol ikke beholde hende i fred? "Vi mangler herrerne," fortsætter han/hun. Hun blinker igen.

Det løber koldt ned af min ryg, da hun graver sig godt ned i drengenes skål. Hun trækker hånden til sig, med et lod i.

Han/hun læser langsomt og grundigt, før han/hun siger, hvem den mandlige soner er.

Fijili Kunnan. Lettelsen strømmer over mig. Det var ikke mig. Han går op mod scenen, mens tårene triller ned ad hans flotte ansigt. Tænk, hvis man vandt dødsspillet. Jeg ville blive rig og berømt og skulle aldrig sulte mere.

Marco ville overleve. Far kunne måske få ordnet sine ben, så de virker igen.

Det vil alt sammen blive godt. Og så var jeg fri for nogensinde at skulle til høsten igen.

"Nogen frivillige?" spørger Britti. Nogen frivillige. Dette er min chance. En chance for at sikre mig Marcos overlevelse.

"Jeg melder mig!", ryger det ud af min mund. SHIT! Fortrydelsen strømmer ind i mig, og jeg skynder mig at putte hænderne for munden. Men for sent. Alle så, det var mig, der råbte.

"Perfekt! Dette skal nok blive et spændende år!" siger Britti og smiler til mig.

"Måske det bedste længe." Han/hun griner det mest ondskabsfulde grin, jeg har hørt nogensinde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...