Blodforræderen

I den 16-årige Fayette Hawkins verden gælder det for menneskene at dræbe vampyre og varulve. Hun bor alene med sin far, og hendes største drøm er at dræbe et magisk væsen og dermed gøre sin far stolt. Men drømmen får en brat slutning, da hun knytter et venskab med en vaskeægte varulv. Desuden så får Fayettes far noget af en overraskelse, når han opdager, at hun ikke slap uskadt fra et vampyrbid...
- Denne historie er slut, men 2'eren er jeg fuld i gang med, så læs endelig også med på den :3

18Likes
90Kommentarer
3949Visninger
AA

15. Skovtur

”Vil du ikke gå en tur?” Tristan spurgte mig pludseligt, da jeg i hans synsvinkel, havde vågnet. Jeg nikkede stille. Efter at have hørt samtalen, og virkelig havde tænkt det hele igennem, måtte jeg indrømme det. Jeg kunne jo godt lide ham. Og ja jeg ved godt at vi ikke havde kendt hinanden så længe, men jeg vidste det bare. Og jeg håbede virkelig, at det også var sådan for ham. Jeg kunne ikke sætte min finger på hvor lang tid jeg havde været blandt varulvene. Ja vi havde ikke rigtig sovet, og jeg havde næsten ikke spist, så meget som der var sket.

Vi var på vej væk fra huset, og længere inde i skoven. Jeg kikkede ikke på ham, fæstnede blikkede mod de grønne nuancer, mens jeg kunne fornemme hans blik.

"Hvorfor gad du gå en tur?" Spurgte jeg. Jeg var ved at få det ubehageligt over stilheden. Han trak ligegyldigt på skuldrene.

Jeg prøvede at ignorere billederne af Taylor, men man kunne ikke ligefrem glemme en vampyr, og hvert fald ikke ham. Jeg tænkte tilbage på hvordan jeg næsten havde spiddet Tristan. Jeg smilte for mig selv. Hvis bare jeg vidste hvad jeg kunne have været sluppet fra. Hvis jeg havde dræbt ham, ville alt være ved det gamle. Far ville være stolt, mens jeg ville rådne de sidste år på mit værelse. Jeg huskede hans bløde pels, der mindede mig om en gammel hund jeg havde. Hvilket mindede mig om et spørgsmål.

"Hvorfor forvandler du dig aldrig til ulv?" Han virkede overrasket over spørgsmålet.

"Fordi... Du er Blodjæger."

"Giver du bare altid skylden til den næste?" Jeg løftede det ene øjenbryn. Da jeg havde spurgt hvorfor varulvene dræbte vampyrene, havde han også givet skylden på os. Han smilte et ret flabet smil, som fik mig til at sukke indvendigt.

"Ser du... Du er et menneske, og jeg tror at det ville være mere beroligende for dig at jeg var menneske i stedet for at have hugtænder."

"Du har nok ret." Mumlede jeg. Jeg forstod ikke hvorfor, men jeg kom pludselig i tanke om Julies ord.

Har i kysset endnu? Bare rolig det skal nok komme.

Måske sad hun i huset, og grinte over at hun mente at mig og Tristan kyssede lige nu, som hun havde sagt. Og måske havde hun så ret. Julie... Du kan bide dig selv i næsen på at mig og Tristan holder dit ord, og jeg har intet problem med det.

Tristan var unaturligt stille, og det gav mig en ubehagelig følelse. Vi stoppede pludseligt op, men ingen af os sagde noget. Jeg følte mig i den grad pinlig, da han stirrede på mig.

Det her kapitel er nok noget kortere end de andre, men undskyld. Det næste kapitel er det ALLERSIDSTE efterfulgt af en epilog. Regner stort med en fortsættelse. Næste kapitel er fra Tristans synsvinkel.

Knus <3 P.S Jeg ville rigtig gerne høre om i vil have den fortsættelse, og ville gerne læse jeres movellaer også, hvis i spørger (mor her mangler læsestof! Tihi :D )

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...