Blodforræderen

I den 16-årige Fayette Hawkins verden gælder det for menneskene at dræbe vampyre og varulve. Hun bor alene med sin far, og hendes største drøm er at dræbe et magisk væsen og dermed gøre sin far stolt. Men drømmen får en brat slutning, da hun knytter et venskab med en vaskeægte varulv. Desuden så får Fayettes far noget af en overraskelse, når han opdager, at hun ikke slap uskadt fra et vampyrbid...
- Denne historie er slut, men 2'eren er jeg fuld i gang med, så læs endelig også med på den :3

18Likes
90Kommentarer
3951Visninger
AA

16. Den sidste brik - Tristans synsvinkel

Hvordan kan man give slip? Hvordan kan man gøre det rigtige, når det føles forkert? Markus har ret. Jeg skal...

Jeg skal få hende hjem, lige meget hvad. Så jeg tager hende ud i skoven, og får hende overtalt. Jeg har vidst heldet med mig. Jeg kan lugte Blodjægerne, især hendes far. Og lugten kom nærmere...

Vi stod bare mellem træerne. Fay sagde intet, men kikkede bare ned i jorden, hvor der tydeligt formede et smil på hendes mund. Med den ene fod tegnede hun på mosset, men var det ikke bare fordi at hun var genert?

"Er der noget galt?" Spurgte jeg så efter noget tid, af en grund havde jeg mest bare lyst til at trække tiden ud så længe som muligt. Hendes smil blev mere forlegent, og hendes kinder blev rødglødne. Jeg kunne da ikke få hendes smil til at forsvinde, ved at fortælle hende sandheden. Vel?

"Mig? Nej, der er ikke noget galt..." Hun kikkede nu op på mig, og hendes perlehvide tænder ses tydeligt nu. Jeg begyndte at blive noget mistænktsom.

"Hvorfor smiler du sådan?" Grinte jeg. Hun bed sig i læben. Der gik flere sekunder, og man kunne godt se på hende, at hun overvejede noget.

"Begrund af det her..." Mumlede hun, og lagde sine hænder om min hals. Jeg noget ikke engang at spørge hende, skubbe hende væk, eller tage hende ind til mig, da hendes læber nu ramte mine. Hun kørte sine hænder op mit hår.

Først rynkede jeg brynene, for jeg havde virkelig ikke set den komme. Derefter bredte lykken sig i min krop, som sommerfugle i maven. Så da jeg havde tænkt at kysse hende igen, så forsvandt hun pludseligt. Hendes arme havde taget sig tilbage, og hendes ansigt var ikke længere ved mit. Jeg vidste ikke om jeg skulle tage det som en fornærmelse eller misforståelse, men det var ikke nogen af de to ting, der var det rigtige svar.

Fays hår var blevet taget et godt tag i, og røde øjne smilte til mig.

"Fay!" Råbte jeg nervøst, men hun hulkede bare, og prøvede at få hånden til at give slip. Et skrig blev tvunget ud af hendes læber, da hun blev slynget ind i et egetræ, der svagede efter trykket. Hun lukkede øjnene og jeg troede først at hun var død, men hun åbnede dem igen og skælvede i hele kroppen. Jeg løb mod hende, men stoppede.

"Et skridt nærmere, og du kan sige farvel til din lille fe." Taylors øjne undersøgte sorg og had i mine, og han kunne sagtens finde begge følelser. Jeg trak vejret hurtigt nu.

"Løgn!" Råbte jeg, men jeg vidste godt at Taylor havde talt sandt om sin trudsel. Mit ord var mere en bøn om håb.

Han trak ligegyldigt på skuldrene, da jeg ikke havde rykket mig. Så tog han fat i hendes kæbe. Trak hende centimeter over jorden, og vekslede blikke med hende. Tårer viste sig tydeligt i hendes øjne, og trak spor ned langs kinden.

Fay.

Så tog han hendes blonde hår bag hendes nakke, førte hende op ad egetræet, og borede tænderne ned i hendes hud. Hun bevægede sig ikke mere. Skreg ikke. Græd ikke. Levede ikke.

"Nej!" Skreg jeg og løb mod hende. Han havde løjet.

Han sugede blodet med hastighed, og vildskaben bredte sig i hans øjne. Han slubrede, men smed hende til sidst. Blodet fra hans hugtænder, dryppede ned på hendes ansigt. Hun havde lukkede øjne.

Jeg ignorede ham. Tog hende op i mit skød, lod hendes ansigt hvile ved mit bryst, og tårerne silede ned i hendes hår. Mine øjenlåg skjulte mine øjne, og jeg hviskede hendes navn igen og igen.

"Tag dig dog sammen!" Vrissede han. Han forstod mig ikke. Han havde mistet en han elskede, så hvad var forskellen? Han vidste da godt hvordan jeg havde det.

Han kommer når du er mest lykkelig, mest svag og mest stærk. Det havde hun sagt. Jeg burde have lyttet. Jeg skulle aldrig lade det ske, for hvis vi bare var venner, så var hun måske stadig i live.

"Hun er ikke død!" Hørte jeg. Jeg kikkede op på ham, men slap hende ikke. Han løftede det ene øjenbryn.

"Hvad?" Min stemme var lys og spinkel.

"Jeg er en vampyr... Dah!" Han lød mobset. Jeg kikkede ned på hende igen. Åbnede hendes øjenlåg.

Røde. Ildrøde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...