Hitasura Kimi ni ~ for you only

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2012
  • Opdateret: 20 jun. 2014
  • Status: Igang
Kimura Eiki forsøger egentlig bare at slæbe sig igennem High School. Han har et par almindelige venner, han bor i en studielejlighed og han får fair karakterer - i det hele taget forsøger han bare ikke at komme ud i ballade og ikke skille sig ud. Ikke igen.
Men alting ændrer sig, da Eiki møder Sunao.

(Jeg ville være megaglad, hvis I gad smide en kommentar eller to om hvad I synes, og modtager meget gerne concrit :) )

15Likes
7Kommentarer
2309Visninger
AA

4. Beautiful Ones

 

Drikken var grøn. Sådan rigtig giftig-grøn.

Koreaneren hældte præcis op til midten og rakte så det slanke glas til Eiki med et smil. Eiki tog tøvende imod det og stoppede kun lige akkurat sig selv i at lugte til drinken.  

Var det ikke noget med, at man aldrig skulle lade en fremmed blande drinks for en?

,,Skål,” sagde den lyshudede dreng og holdt sit eget glas op mod Eiki. Det var fyldt med samme grønne drik. Eiki havde trods alt set ham blande det hele, og når han selv drak det, var det vel nok ikke farligt.

Hvorfor var han så paranoid?

,,Skål,” sagde Eiki og fremtvang et smil. Han tog en slurk. Og en til.

Det smagte ret godt. Den grønne farve kom fra melon-sodavand, og ikke insektgift. Det var da altid noget.  

  ,,Så I går på samme skole?”

Eiki nikkede. Koreaneren var den famøse Jae, som åbenbart på egen hånd havde skaffet et lokale stort nok til at huse, hvad der synes at være samtlige af Shibuyas festglade unge. Det var i kælderen af et lejlighedskompleks, som nogle af Jaes bekendte åbenbart ejede. Efter indretningen at dømme blev stedet mest brugt til fester som denne – de eneste møbler i det store rum var sofaer spredt omkring og dertilhørende borde. De fleste af sofaerne var allerede fyldt med fulde folk, men Jae havde reserveret en enkelt til de, der enten var for fulde til at foretage sig noget, eller det modsatte.

Eiki anså sig selv som del af den sidste gruppe og havde derfor sikret sig en plads.     

  ,,Hygger du dig, darling?”

Et par hænder landede på Eikis skuldre, og han lagde hovedet bagud for at se på deres ejermand. Hirai smilede stort til ham. Hans ånde lugtede langt væk af alkohol.   

Eiki nikkede, og Hirai klappede ham på hovedet et par gange, før han satte sig ned i sofaen. Han så på Jae og grinede: ,,Varter du ham nu ordentligt op?”

Jae hævede et øjenbryn. Han havde selv sat sig på kanten af sofabordet og vippede fraværende med glasset i sin hånd. Han svarede ikke, men smilede blot.

Det lod til at være nok for Hirai, der henvendte sig til Eiki igen: ,,Jeg fik aldrig rigtig præsenteret mig, gjorde jeg?”

Han rakte hånden ud, og efter at kaste et blik hen mod Jae, tog Eiki den. Var Hirai altid sådan, eller kunne han bare ikke tåle alkohol?

,,Jeg hedder Hirai,” sagde Hirai. ,,Hirai Sunao.”

,,Okay,” svarede Eiki, og Hirai – Sunao – gav slip på Eikis hånd. ,,Kimura Eiki.”

,,Godt så!” Sunao lænede sig tilbage i sofaen og så et øjeblik på sin telefon. Så så han igen på Eiki. Hans mørke øjne lyste drilskt: ,,Eiki-kun, hvordan føles det så at være inde i varmen?”

Eiki holdt sit glas op til munden og så tænksomt på Sunao, før han svarede. ,,Det kommer an på, hvad varmen betyder,” sagde han så langsomt. Sunao lo. Lyden fik Eikis hjerte til at glemme et slag.

  ,,Godt svar igen,” sagde den hvidhårede fyr og rejste sig op. ,,Du må undskylde mig, darling, men mange mennesker kræver min opmærksomhed.” Han lagde igen en hånd på Eikis hoved og smilede: ,,Ciao!”

  Eiki så efter Sunao, der knap nåede tre skridt væk fra sofaen, før han faldt i snak med en håndfuld piger.

Han var en af den slags mennesker, man vil have kan lide én.

Den slags mennesker, der får en til at føle, at så længe de har sagt god for en, så er man sikret.

Sikret den rigtige omgangskreds, den rigtige levestil og den rigtige måde at være på.

  ,,Du skal ikke bryde dig for meget om ham.”

 Eiki blev hevet ud af sine tanker, da Jae talte igen. Den spinkle koreaner så på ham med et mildt blik og nippede til sit glas. Eiki trak på skuldrene: ,,Det gør jeg heller ikke.”

 ,,Godt,” Jae smilede skævt og løb en hånd gennem sit mørke hår. ,,De fleste falder lige lukt i fælden.”

 Eiki så hen på Sunao igen og så tilbage på Jae. Han svarede ikke, men så på glasset mellem sine hænder. Så rettede han blikket mod den anden igen, nysgerrig: ,,Hvordan kender du ham?”

 ,,Vi bor sammen,” svarede Jae. Skønt musikken dundrede og folk larmede, anstrengte Jae sig ikke for at overdøve dem. Ikke at han behøvede, for Eiki kunne sagtens høre, hvad han sagde. Han sagde ikke mere, men så hen mod Sunao.

,,Du får det til at lyde som om Hirai-senpai er dårligt bekendtskab,” sagde Eiki langsomt og fulgte Jaes blik. Koreaneren smilede svagt. ,,Nej, nej,” sagde han. ,,Overhovedet ikke.” Han tog glasset til sin mund, men fortrød og sænkede det igen. Han så på Eiki med hovedet på skrå: ,,Jeg siger bare, at som regel kan Sunao sno alt og alle om sin lillefinger, hvis han vil.”  

  Eiki nikkede tænksomt. Der var varmt i rummet, og lugten af alkohol, sved og alt for mange mennesker gjorde næsten ondt i næsen. Jae trak på skuldrene: ,,Det jeg mente var, at det er okay, hvis du ikke følger trop.”

Eiki så på koreaneren. Han havde utroligt høje kindben. Var måske en smule for tynd, hvilket kun fik hans mørke øjne til at virke større. ,,Det gør du måske ikke?”

Jae så overrasket ud, men lo så kort. ,,Måske,” svarede han og lagde igen hovedet på skrå. ,,Det gjorde jeg nok engang, men jeg tror nok – eller, jeg håber – jeg er vokset fra det.” Han løb en hånd gennem sit hår og tilføjede med et lille smil: ,,En eller anden skal jo slå ham i hovedet engang imellem.”

  Jae lod ikke til at ville sige mere, og varmen var ved at kvæle Eiki, så han undskyldte sig for at finde vejen ud. Satoshi dukkede op i menneskemængden og eftersom han tilsyneladende havde kritisk behøv for at klage til nogen, fulgte han efter Eiki ud.   

  ,,Er jeg så grim eller hvad? Vær helt ærlig!”

  Eiki sukkede og lænede sig med lukkede mod den kølige mur ved siden af døren, de lige var gået ud af. ,,Din næse er skæv,” mumlede han irriteret.

Svaret lod til at komme bag på Satoshi, der ikke engang mønstrede at fremtvinge en lyd til at matche sit forurettede ansigtsudtryk. Endelig kvækkede han: ,,Er den?”  

,,Det ved jeg nu ikke."

Eiki åbnede øjnene da han hørte Sunaos stemme. Han stod ved en lygtepæl lidt væk og røg. Endnu et drillende smil spillede på hans læber. Satoshi så tilfredst på ham.

Sunao gik hen til dem. Han lo i et lille fnys, som han nåede op til Satoshi og placerede en hånd på Satoshis skulder. ,,Nu tager jeg hjem, og så prøver du bare lidt hårdere, og så skal du se, så lykkes det nok alt sammen, ikke!”  

   Han så kort på Eiki og nikkede som hilsen, før han forsvandt indenfor. Satoshi så undrende efter ham, og Eiki himlede med øjnene.

,,Med andre ord,” mumlede han opgivende. ,,Så længe han er her, har du ikke en chance.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...